RB 24: Når høje forventninger ikke giver bagslag
Alle ville se White Ward – og alle, der nåede at komme ind, fik en oplevelse af de helt særlige!
2. Love Exchange Failure
3. Phoenix
4. Stillborn Knowledge
5. Cronus
6. Dead Heart Confession
7. Futility Report
I lyset af den status, White Ward vandt på et utal af årslister i 2022, så er det lidt bizart at placere dem på en af Roadburns mindste scener, Engine Room. Et indlysende tilløbsstykke, og køen umiddelbart efter Inter Arma var færdig på naboscenen bevægede sig da også med lynets hast helt ud på gaden udenfor hal-området, en halv time før White Ward overhovedet skulle gå på.
Om det var bandets eget ønske at spille på en mere intim scene skal stå uvist hen, men smilene var brede omkring os da først vi var inde, hvor de sidste år måtte baile p.g.a. forpligtelser i hjemlandet. Afsky gjorde bestemt fin figur som erstatning, men om lidt bliver ønsket endelig indfriet, den sjældne lejlighed til at opleve White Ward live.
Andrey Pechatkin griber indledningsvis mikrofonen og fortæller nøgternt, at det ene af medlemmerne, Dima Dudko på sax, har meldt sig ind i militæret, hvorfor han ikke kan være med dem i dag, og håber samtidig på vores forståelse. "FUCK PUUUTIN!" lyder det fra hjørner af salen, og således opstemt kan vi nu lægge den kedelige baggrund til side, og fokusere på det, der venter os i dag uden unødig omsvøb.
'Leviathan' åbner ud, og det er et tydeligt voldtændt orkester, der møder os i dag. Kendt for deres varierede tilgang til black metal-genren, hvor både saxofon, keys, jazz-sektioner og instrumentale intermezzoer gør sit til at udvide horisonterne for, hvordan black metal kan lyde. Således også i dag, omend det klart er et mere rendyrket black-attack, der møder os her i Dudkos fravær, trods alt erstattet af backing track. Det gør nu heller ikke spor, for det demonstrerer blot hvor stærkt deres udtryk er, selv når de må skære det mere ind til benet.
Ikke, at det overhovedet føles som at skære ind til benet. Det fremragende titelnummer fra 'Love Exchange Failure' bygger glimrende op, og bandets interne kemi er forblændende, helt i dur med de ambitiøse forløb de gengiver. I bund og grund er der tale om minutiøse, nidkært perfektionistiske gengivelser, hvor den artistiske frihed bliver lidt sekundær – og så alligevel ikke, netop fordi det virker langt mere som en rendyrket black metal-koncert, bare med ekstra lag til at bryde lidt op, når tiltrængt, i stedet for at gøre det eksperimenterende udtryk mere bærende, som vi kender dem på pladerne. 
På den måde snakker vi en mere kontant koncert, som i øvrigt ikke udelukkende tager udgangspunkt i 'False Light' som antaget, men bliver en tour de force på tværs af karrieren. Nogle af de ældre numre, såsom 'Stillborn Knowledge', demonstrerer deres lyd, før de blev mere raffinerede i det, og går glimrende i spænd med denne setting, hvor Engine Rooms massive akustik også holder lydmuren intakt, mens det afrundende titelnummer fra 'Futility Report' også vækker minder om deres industrial-flirts i svundne tider.
Alt sammen skarpt eksekveret med Pechatkins skærende skrig og indlevende trampen i gulvet, for ej at glemme Yevhenii Karamushkos approach bag trommerne, der både mestrer jazzens underspillede finurligheder og de mere velkendte, metalliske stormløb. Guitaristerne i hver side af scenen hugger også sangformlerne ind med syvtommersøm, omend jeg nødvendigvis må hæfte mig ved, at de melodiske soli, hvor guitaren hæver sig over lydbilledet, ikke på samme måde bliver vel afstemt. Om det beror på lydmanden, de generelle lydforhold i Engine Room eller en blanding heraf skal vi ikke kunne sige, men det er under alle omstændigheder dårligt noget, vi kan klandre bandet for, når vi trods alt kan høre, at de soli stadig spøger et sted i lydmuren.
White Ward har virkelig formået at nyskabe black metallen, og selvom det ikke er den nyskabende faktor, der bærer dem frem i dag, så er kemien deres ultimativ sælgende faktor, mens sangene bibeholder deres forfriskende, alternative appel her i denne mere kontante form. De mestrer både at bygge op og dekonstruere, og gør det til et af deres stærkeste virkemidler her i dette amputerede format uden saxofonisten at trække på. På den måde bliver det White Wards styrke, at materialet får mere kant, uden at give køb på de atmosfæriske og jazzede lag, når numrene afkræver det.
Som en realisering af de lidelser, deres hjemland gennemgår i disse år, blev de høje forventninger indfriet på en lidt anden, kradsende vis end antaget - og det er netop denne diversitet, som gør White Ward til et navn, der fortjener at bliver skrivet bag øret. Ikke (alene) i sympati for deres nationale udfordringer, men fordi deres take på black metal-genren er forfriskende og tiltrængt - selv når de kradser lidt mere end vanligt, som her i aften.