Metaldiktator: Danzig – 4
Det klassiske Danzig-lineup blev opløst efter denne fantastiske, mere eksperimenterende bedrift i kataloget. En dark horse, der deler vandene for nogle, men stadig står lige skarpt for undertegnede her 30 år senere.
2. Little Whip
3. Cantspeak
4. Going Down to Die
5. Until You Call on the Dark
6. Dominion
7. Bringer of Death
8. Sadistikal
9. Son of the Morning Star
10. I Don’t Mind the Pain
11. Stalker Song
12. Let It Be Captured
—---------
66. Invocation
‘Danzig 4’ var en fænomenal afsked med Danzigs gyldne æra – og med Danzig som en toneangivende kunstner i det hele taget. Givetvis nedtonede den de blues-baserede og energiske indslag fra forgængeren, men det var stadig i høj grad med grundkernen af John Christ (guitar), Chuck Biscuits (trommer) og Eerie Von, at Glenn Danzig havde et uvurderligt team bag sig til at sætte et stærkt aftryk på sangskrivningen – og siden hen blev Danzig aldrig det samme.
Som i aldrig.
Bevares, der er da momenter her og der, ikke mindst på ‘6:66: Satan’s Child’ og ‘777: I Luciferi’, men slet ikke noget, der kvalitativt kunne sidestilles med de første fire Danzig-udgivelser. Ånden gik tabt, og produktionerne har som oftest været skrabede lige siden den veritable maveplasker, der var ‘5: Blackacidevil’ – og intet tyder på, at Danzig nogensinde vil matche den æra igen.
Med det sagt, så lad os derfor igen skrue tiden tilbage til 1994. Danzig havde over en håndfuld år udviklet deres lyd graduelt – først med den straightforward tungrockede, selvbetitlede debut. De post-punkede rødder fra Samhain, som Von, Christ og Glenn alle var en del af i de afrundende stadier, er skrottet til fordel for en mere underspillet, klassisk rocklyd, hvor det primært er Glenns vante, lyriske fokus på sex og Satan, der lever videre, omend i mindre bloddryppende form. Mere varmt og dyrisk bliver det på ‘II Lucifuge’, hvor bandet virker mere samspillet, og de seksuelle undertoner er umulige at forbigå, mens ‘III - How the Gods Kill’ skruer gevaldigt op for det metalliske udtryk, med drivet og de episke opbygninger til at give albummet sin svulstige karakter.
Det er dog, uretfærdigt nok, ikke nogen af de plader, der får Danzig-navnet ud over stepperne.
I stedet bliver det live-optagelsen af ‘Mother’ fra 1993's ‘Thrall-Demonsweatlive’-EP, der går i fast MTV-rotation, og som mange desværre stadig kender som det eneste fra Danzig-kataloget. Fremragende som ‘Mother’ er – tre fængende akkorder og Glenns eminente croon og ørehængeromkvæd, toppet af Christs fræsende lead til sidst – så er der dog så uendeligt meget (mere) at komme efter i den del af Danzig-kataloget.
Mest væsentligt, så er det dog ikke på nogen måde den oplagte sang at bryde igennem med, som opvarmning til lige netop ‘Danzig 4’.
Hvor ‘How the Gods Kill’ vægtede energien og den metalliske produktion, så er efterfølgeren påfaldende moody, dyster og nedtonet til sammenligning. Rick Rubin er ganske vist fortsat co-producer, men det klassiske rock-fundament træder i baggrunden på en plade, der vil så meget mere end blot at fortsætte hvor de slap, med mere plads til industrielle virkemidler og studieteknikker – og på den måde lyder ‘Danzig 4’ ikke som den typiske Rubin-produktion, ligesom den også stikker ud i Danzig-kataloget.
Pudsigt nok åbner den med ‘Brand New God’. Med det mest punkede drive vi har hørt fra de kanter siden Samhain-dagene, og med Glenns velkendte åååh-hyl, snakker vi en fortræffeligt energisk kickstart til pladen, inden piskens glæder hyldes i den langsomt opbyggende ‘Little Whip’, hvor det bl.a. lyder:
“You crawl across the floor on your hands and knees to seek revelation
Little whip
I pull you up, I grab your hair, I give you hope
Little whip”
Det underspillede lever videre i singlen ‘Cantspeak’, hvor guitarsporet fra ‘Let It Be Captured’ bliver spillet baglæns, og genererer en underligt forvrænget ambiens, som Biscuits spejler med simpelt pulserende trommer, mens Danzig selv lyrisk udstiller håbløsheden og desperationen i al sin afmagt.
En fremragende single, der dog musikalsk stod i skærende kontrast til ‘Mother’-hittet fra året forinden, men som ikke desto mindre endte i hyppig rotation på MTV, hjulpet godt på vej af tidens hotshot af en musikvideo-producer, Fred Stuhr, der også stod bag nogle af Tools tidlige videoer.
Mørket ulmer hele vejen igennem i tekstuniverset, ikke mindst i ‘Going Down to Die’. En lækkert ligefrem rocker, båret frem af Glenns kraftfulde vokal og den stærke tekst om at acceptere dødens komme, når livet går på hæld. Simpelt, men ikke desto mindre effektivt, hvor Christ også får lejlighed til at flashe sine leadchops hen over Biscuits og Vons slæbende rytmesektion, hvor Biscuits gemmer de mere muskuløse drumfills til enden.
Meget mere ulmende bliver det i førstesinglen ‘ Until You Call On the Dark’. Alt er faretruende her, lige fra Vons tunge puls og Christs dommedags-riffs til Glenns brug af vekslende croons, hyl og hvisken til at skræmme sig ind på lytteren i linier som:
“I wanna be your misery
I wanna be the world you fear
I wanna be your emptiness
I wanna be the God who kills”
Glenn er bestemt ikke ude på en charmeoffensiv, og det var da også tekstens stødende karakter, der var årsagen til, at musikvideoen blev bandlyst på det amerikanske MTV, selvom Glenns skræmmende fremtoning i videoen nu sikkert også kunne gøre udslaget i sig selv.
Gudskelov var MTV Europe mindre bornerte, så en 15-årig knejt fra trekantsområdet som undertegnede kunne få syn for sagerne dengang i ´94.
Selvom ‘Danzig 4’ ikke er en plade med store, svulstige guitarer, så er der dog momenter, hvor Christ får lov at træde i karakter. ‘Son Of the Morning Star’ er et fortræffeligt eksempel, vel nærmest en Satan-ballade af en art, der lægger introspektivt ud med masser af rum mellem tonerne, før distortionen også tvinger Glenn op i det klassiske Evil Elvis-stemmeleje, og et lækkert riff fører sangen mod enden. Med mere krigskritiske briller på finder vi også ‘Bringer of Death’, hvor Christ med et simpelt riff og lidt enkle leadchops ind imellem får mindet os om, hvor stærk en guitarist han er – selvom det dog er III’eren, der demonstrerer hans evner mest gennemgående.
En del af årsagen er Glenns højere fokus på at udvide udtrykket her på 'Danzig 4'. At udvide rockfundamentet med studieteknikker og industrielle lydflader, samt at sende et par throwbacks til de mere skræmmende, ambiente elementer fra Samhain-dagene.
Sidstnævnte udmønter sig mest tydeligt i dødsmessen ‘Invocation’, der som nr. 66 på den daværende CD-udgivelse lagde sig i slipstrømmen af alle de CDer, der skulle gøre Nirvanas ‘Nevermind’ kunsten efter med at lægge et sidste nummer heeelt for enden af pladen. Båret af harmonikaens blæs og messende, gregoriansk sang blev ‘Invocation’ blot inkluderet for at give alle de Satan-fokuserede journalister noget mere at snakke om, omend den nu stadig fungerer glimrende som en del af helheden, og et afrundende moodpiece i dur med pladens mere underspillede, sidste halvdel.
Nævnes skal naturligvis også ‘Sadistikal’ – en kunstnerisk afstikker placeret midt på pladen som en hyldest til sadisme, udelukkende båret af piskesvirp, en pulserende stortromme, forstyrret ambiens og Glenn selv, der med det dybeste af hans stemmeleje gør det klart, at:
“Every hell I know I will make you feel
Deep, deep, down you go
My love is your hell“
Som et personligt minde glemmer jeg aldrig engang i gymnasieårene, hvor jeg inkluderede netop dén sang i et træningsforløb med hele klassen, med armbøjninger i takt til stortrommen. Ikke lige den slags, der får én til at fremstå mere normal i klassekammeraternes øjne.
Danzig viser sig dog også fremragende, når de bevæger sig ned i det mere simplistisk underspillede. Både ‘Dominion’ og ‘I Don’t Mind the Pain’ finder fx balancen mellem det dystre og post-punkede, og er i begge tilfælde vellykkede – i første tilfælde via et forløsende omkvæd, mens sidstnævnte gradvist bygger op og holder intensiteten stangen i et af pladens stærkeste øjeblikke.
I og for sig er det også imponerende, at en sang som ‘Let It Be Captured’ ikke mister sit momentum, når Christ på intet tidspunkt afviger fra samme tonestruktur i de over fem minutter, sangen varer – ikke mindst p.g.a. Glenn, som bærer sangen frem som den naturligt indfølte crooner. En rørende sang som afrunding på en plade, der på papiret kunne se lang ud med næsten en times spilletid (før vi venter på nr. 66), men som vinder ved genhør med al sin patos og lyst til at favne bredere end rockens traditionelle fundament.
Efterspillet vil vide, at Biscuits gik ud af bandet hurtigt efter indspilningerne, og blev afløst af Joey Castillo på den efterfølgende turné. Christ og Von valgte også at følge trop derefter, og således blev ‘Danzig 4’ afrundingen på en æra, vi aldrig får igen.
En æra i Danzigs karriere, hvor sangskrivningen var i top. Hvor Glenn havde et stærkt band bag sig til at videreføre sine idéer, og hvor Rubin sikrede, at slutresultatet lød som det skulle. Biscuits fik her på 'Danzig 4' lidt mere bund i trommelyden, der godt kunne lyde lidt mere flad på de foregående plader, men mest af alt er det dog den gennemgående, dystre tone, de stærke sange og Glenns fremtrædende vokalpræstation, der gør ‘Danzig 4’ til den fremragende plade, den er. Hvad den mangler i punch og klassiske rock-konstruktioner får vi til gengæld tifold ind i rå, dyster og indfølt dødsrock, der lyder som intet andet. En stærk demonstration af storladen tristesse, lige før Danzig i sin stærkeste formation gik ud og døde …