Metaldiktator: Mr. Bungle – Disco Volante
‘Disco Volante’ er en af 90ernes største musikalske oddballs, hysterisk elskelig i al sin kompromisløse natur. Vi har forsøgt at dissekere, hvad der egentlig skete på Mr. Bungles skizofrene toer.
2. Chemical Marriage
3. Carry Stress in the Jaw
4. Desert Search for Techno Allah
5. Violenza Domestica
6. After School Special
7. Phlegmatics
8. Ma Meeshka Mow Skwoz
9. The Bends
10. Backstrokin’
11. Platypus
12. Merry Go Bye Bye
For nogle er den givetvis den underlige bastard i midten mellem den klovnede, selvbetitlede debut og den mere tilgængelige svanesang (fra den klassiske periode, forstås), ’California’. Dér, hvor teateret tog overhånd, og de for en stund mistede kontrollen, mens Mike Patton havde mere travlt med sit ”hovedband”, Faith No More.
En oplevelse, jeg bestemt ikke deler. Især ikke sidstnævnte, for er man bare det mindste inde i historien om Mr. Bungle bør det ikke komme som nogen overraskelse, at Patton faktisk bærer den klassiske ”There’s A Tractor in My Balls”-shirt i videoen til storhittet ’Epic’, som var hans første single med Faith No More, netop for at kaste lidt lys på sin hovedbeskæftigelse, Mr. Bungle.
Egentlig går Bungle-rødderne nemlig helt tilbage i 1985, hvor kernebesætningen med Patton (sang), Trey Spruance (guitar) og Trevor Dunn (bas) finder sammen i San Fransisco, og året efter debuterer med den speed-metalliske demo, ’The Raging Wrath of the Easter Bunny’. Allerede på de efterfølgende demoer tager de dog det radikale skift over i det mere ska- og funk-venlige univers, som sidenhen bærer dem frem på den cirkus-venlige debut fra 1991, produceret af avantgarde-virtuosen John Zorn. En herligt sjov og forstyrret introduktion til Mr. Bungle-verdenen med skæv karnival-muzak, pornofilm-samples, gakket ska, metalliske afbræk og andre generelt udefinerbare særheder, som oftest med en underliggende humor, men dog så absurd, at den aldrig vandt indpas blandt de større masser. Det var primært de mere dedikerede Faith No More-fans, der faldt for mediernes tendens til at slynge sideprojekt-kortet og gav Mr. Bungle et niche-publikum – for var der én ting, man kunne sige om dem, så var det, at de lige fra starten stod ud som noget helt for sig selv, og nærmest fik Primus til at lyde som Madness til sammenligning.
Efter Pattons indspilninger til Faith No Mores eksperimenterende ’King For a Day, Fool For a Lifetime’-skive, hvor Trey Spruance i øvrigt agerede stand-in på guitar, var tiden så kommet til opfølgeren – og sikke en omvæltning! Forventede du mere af den samme funkmetal med de velkendte, farverige karnivalsvibes, så kunne du i hvert fald godt tro om. Spruances inspirationer havde bevæget sig længere udi en blanding af techno, exotica og arabisk musik, mens Pattons passioner trak i retning mod musique concrete, Beach Boys-pop og 70'er-sci-fi-soundtracks, og Dunn fortsat var den mere metallisk funderede i gruppen. Danny Heifetz (trommer), Clinton Bär McKinnon og Theo Lengyel (begge på sax, klarinet og keys) fyldte sekstetten ud, men det var dog primært Dunn, Spruance og Patton, som skrev musikken, der skulle blive til ’Disco Volante’. Som Dunn efterfølgende har udtalt:
“We were hungry for different music and culture, and we used that time to research and absorb, individually finding things on our own as adults in ‘the big city.’ Ultimately our writing approach was the same, just more informed … I have often referred to ‘Disco Volante’ as our identity crisis-album.”
Tituleret efter SPECTRE's skib i James Bond-klassikeren ’Thunderball’ (hvis temamelodi, Mr. Bungle hyppigt havde spillet live) er der vitterligt også mange random, løse ender, hvor det blot er kompromisløsheden, de musikalske færdigheder og den totale, stilistiske anarki, der står som de primære bindeled pladen igennem.
Tag blot åbningsnummeret, ’ Everyone I Went to High School With Is Dead’. Tre minutters sludget, umelodisk kaos med monoton råben, som en test for at skræmme alle grungeposerne væk med det samme. Er du ikke tabt endnu, så får du et stilskift over i lækre bossa nova-takter og ordløs nynnen i Spruances fantastiske ’Chemical Marriage’, med et halvt minuts udsyret intermezzo af kirkeorgel i midten, bare for at være sikker på, om du nu også er vågen. En herligt twistet sag på dansegulvet, om man måtte være sådan disponeret …
Det er dog på den efterfølgende, ni minutter lange ’Carry Stress in the Jaw’, at pladen for alvor begynder at tage form. Dunn og McKinnons twin-lead intro på bas og sax. Pattons indfølte stemmeleje sammen med de brede orgelflader, før nummeret pludselig skifter abrupt over i fræsende dødsmetal. Tilbage udi jazzet musique concrete, lidt kazoo-action, mere dødsfræs. Til sidst en math-jazzet sektion, hvor de for en sjælden gangs skyld jammer ud i en længere sektion, mens Dunn bræger løs som Abe Simpson og beklager sig over, at de ikke ville fortælle ham om dette nummer, der alligevel kom med på pladen. En bizar, indforstået sandhed, fordi denne sektion faktisk var lagt som et skjult nummer på sporene, og Dunn først opdagede sektionen senere, så han i sand Bungle-fashion kunne tilføje sin ironiske gammelmands-vokal.
Derfra har hvert track sit særkende. ’Desert Search for Techno Allah’ som Spruances flirt med techno og mellemøstlige toner. ‘Violenza Domestica’ som Pattons giallo-inspirerede collage af avantgardistisk pop. ’After School Special’ som en sentimental, lille hymne om vold i familien, set gennem barnets øjne. Aldrig får vi lov at hvile i os selv, før noget nyt invaderer lydbilledet. En truttende saxofon. En skizofren trommeintro. Lidt udsyret doo-wop. Eller for den sags skyld den komplet ustrukturerede blanding af jazz-croons og metalfræs, der er ’Platypus’.
Hvor nogle givetvis vil hade fraværet af struktur, så vil andre elske den absurde idérigdom, der skærer sig ind i hjernebarken, hver gang ’Disco Volante’ ryger på. Kreativiteten er selling pointet her, men det er så absolut IKKE en plade, du kan sætte på i baggrunden. Den kræver, at du tager aktivt stilling, og at du har en naturlig passion for musikere, der bevæger sig ud i det ukendte. Der bryder grænser, og gør det til en regel fremfor at flette det ind i indlærte skabeloner.
Halvdelen af bandet brugte aliasser i coveret. Dengang i internettets spæde barndom gjorde det det ikke nemmere at gennemskue, om bandet stadig var det samme - især ikke, når der ingen officielle bandbilleder findes fra perioden omkring 'Disco Volante'.
Et enkelt dogme gennemsyrer dog pladen, der i hvert fald på den oprindelige CD-udgivelse var meget lavt indspillet. En faktor, der faktisk gjorde, at jeg i første ombæring slet ikke opfangede magien dengang tilbage i 1996, udover i de sekvenser, hvor det gik lidt mere dramatisk for sig.
Årsagen var helt bevidst, eftersom der er én undtagelse helt i slutningen af den ti minutter lange lydcollage ’The Bends’, hvor det bliver tydeligt, at nogle enkelte lydfrekvenser påtvinger dig at TAGE DIG FOR ØRERNE ELLER FIND VOLUMENKNAPPEN OMGÅENDE!
En faktor, der desværre går tabt med udjævnende streamingtjenester, men taget i betragtning, at jeg selv måtte gemme ’Disco Volante’-åbenbaringen til et par år senere, har denne chokfaktor selvfølgelig sine highs and lows.
Et ufravigeligt højdepunkt undervejs er den nærmest tegneserie-agtige surf-bastard, der er ’Ma Meeshka Mow Skwoz’. En forbandet ørehænger på sin egen sært overgearede måde, og intet mindre end imponerende sammensat. En sang, der ligger mig så nær, at jeg i mange år selv havde bygget den som ringetone på min gamle Nokia 3310 – for hvem kan dog ikke få et smil på læben over den hookline, uanset hvor ofte telefonen end måtte ringe?
’Disco Volante’ er dog en svær kamel at sluge i første hug. Ingen skam i ikke med det samme at fange magien her, for Spruance, Dunn og Patton skød skamløst med spredehagl, men kreativiteten og den maniske ånd, der gennemsyrer det hele, gør vitterligt ’Disco Volante’ til et værk langt udover det sædvanlige.
Selv drog jeg, et par år efter udgivelsen, fordel af, at en ven til en gymnasiefest lukkede mig inde i et værelse, hvorefter han godt tanket op på svampe gav sig til i egen person at opføre det meste af pladen som et avantgarde teaterstykke, med alt hvad dertil hørte af skrig, dans og vilde fagter. En oplevelse, der gjorde det åbenlyst, at jeg slet ikke anede hvad jeg havde lagt øre til, dengang jeg først købte pladen, og siden da har ’Disco Volante’ været en plade, der har fulgt mig – lidt ligesom den der skøre fætter, der altid kan få smilet frem og løsne selskabet op, uanset hvor fesen stemningen måtte være.
Musikaliteten er åbenlys, og samtidig føles det nærmest som om, at de gør det til et mantra at udstille idéen om den svære toer i en grad, så du konstant står måbende tilbage med et væld af sanseindtryk, der udfordrer konceptet om hvad man kan tillade sig at udgive på plade. Det blev da også en udfordring uden lige for dem selv at gengive numrene live efterfølgende, maskeret i sære kostumer, der begrænsede udsynet og derefter føjede yderligere til mytegørelsen af, hvad der gjorde Mr. Bungle så meget til et band for de mere viderekomne. Som en musikalsk pendant til en David Lynch-film, hvor simpel uskyld og uforudsigelige konstruktioner mødes i en eklektisk collage af alt, der lige inspirerede dem, da ’Disco Volante’ blev til. Ufiltreret, råt for usødet.
Helt så vidt strakte de sig ikke på den efterfølgende, mere sommersmagende og tilgængelige ’California’, før bandet splintredes og antog nye konstellationer, hvor især Spruances mellemøstligt inspirerede soloprojekt Secret Chiefs 3 og Dunn/Pattons absurd eksperimenterende Fantomas-projekt førte Bungle-arven stærkt videre i andre former.
’Disco Volante’ er bestemt ikke pladen, du sætter på i en rolig stund, når du har brug for at slappe af – men er du lige i den zone, hvor du trænger til at blive inspireret over noget, der bryder med konventionerne, så er det en plade, der stadig lyder lige så frisk her næsten 30 år senere, og hvor du fortsat kan opdage nye elementer, uanset hvor mange gange den ellers er blevet terpet igennem årene. Identitetskrisen fik det bedste frem i Mr. Bungle – også selvom det desværre ikke bliver den del af diskografien, vi får at opleve næste måned på Copenhell, men mon ikke kompromisløsheden stadig får det bedste frem i de gamle oddballs?