Copenhell 24: Cinematisk fejlplacering
Nogle gange spiller tingene bare ikke. DVNE havde mange ting imod sig, og trods et par stærke plader var det bare ikke deres dag i onsdags.
Eleonora
Reaching for Telos
Abode of the Perfect Soul
Pleroma
Cobalt Sun Necropolis
Sarmatæ
‘Etemen Ænka’ og ‘Voidkind’, de to seneste værker fra den skotske kvintet, har begge høstet megen ros, fuldt fortjent. Alligevel har DVNE endnu ikke spillet på dansk jord, hvorfor denne koncert er et af de navne, der står højest på mit personlige Copenhell-program i år, med en naturlig tilbøjelighed for både de sludgede og progressive dele af deres lyd. Komplekst som det er, så har de en melodisk sensibilitet, som lige får dem til at stå dét mere ud fra deres samtidige, og som forhåbentlig også skal hjælpe dem på vej her på Gehenna-scenen i dag.
Desværre er ét problem umuligt at ignorere i dag.
Lyden.
Da jeg ankommer til skoven 16:40, fem minutter før koncerten skal starte, er lydprøven fortsat i gang. Af samme årsag begynder showet et par minutter for sent, og hvor åbneren ‘SI-XIV’ er en personlig favorit i DVNE-kataloget, så bliver den her totalt overskygget af en buldrende bas, mens trommerne lyder underligt dåsede, og begge guitarister er ganske enkelt fraværende. Bandet ved tydeligvis godt, at noget er helt galt, og efter denne åbner beslutter de at genoptage soundchecket i yderligere fem minutter. Tid, der i den sidste ende kun giver bagslag i spilletiden, men soundcheck eller ej, så ændrer det ikke på de sløje lydforhold i dag. Flere numre er næsten ikke til at genkende, og da fx ‘Reaching for Telos’ når til sit klimaks af et fængende omkvæd, så drukner alt igen under den altdominerende bas. Det er simpelthen ikke materialet værdigt.
I passager er dele af magien dog intakt. Som i (ja, I fanger vist mønsteret) det bas-bårne midterstykke i ‘Eleonora’, hvor stemningen får lov at løfte sig for en stund, mens Dudley Tait bevæger sig over i Danny Carey-inspirerede rundgange bag trommesættet. Eller i de mere ørehænger-venlige kvaliteter i ‘Pleroma’, der glider lidt lettere under huden.
Det meste af koncerten står vi dog med følelsen af, at der er lagt en dyne over skoven. Alt lyder underligt mudret, og det viser sig desværre at være et problem, der plager mange af Gehenna-showsene i år.
Derudover bliver DVNE meget stilstående, og koncerten er en meget middelmådig affære i længden uden alle nuancerne – især fordi denne setting i en solrig skov ikke helt matcher det intense mørke, som meget af deres materiale fordrer. Sangenes iboende kvaliteter lever, jovist, men de løfter sig bare ikke ligefrem op til højderne, som de gør på plade.
På vej væk fra Gehenna går der to mænd ved siden af, som netop snakker om lydforholdene og de akutte soundchecks – blot som bekræftelse af, at det ikke blot var mine ører, der var helt fejltunet til denne koncert.
Måske er forventningens glæde også en spiller her, men under alle omstændigheder, så var det bestemt ikke DVNEs dag i dag. De fortjener noget større, og fremmødet bekræftede det – vilkårene på Gehenna en solrig eftermiddag stod bare ikke i deres favør.