Copenhell 24: Kærlig og flertydig koncert
Mr. Bungle er mindst lige så relevante i dag som dengang i 1986, hvor de første gang udgav deres nu genindspillede The Raging Wrath of Easter Bunny Demo. En koncert pakket med betydning, og på en og samme tid en ironisk kommentar og en hyldest til den metalscene og det publikum, der var kommet for at høre bandet.
2. Anarchy Up Your Anus
3. I'm Not In Love (10cc cover)
4. Eracist
5. Spreading the Thighs of Death
6. Hypocrites/Speak Spanish or Die
7. Glutton For Punishment
8. Hell Awaits (Slayer cover)
9. True (Spandau Ballet cover)
10. You Lose (7Seconds cover)
11. Raping Your Mind
12. Hopelessly Devoted To You (John Farrar cover)
13. My Ass Is On Fire
14. Sudden Death
15. All By Myself / Go Fuck Yourself (Eric Carmen cover)
Mike Patton har aldrig været kedelig. På scene såvel som på plade - uanset det projekt han kaster sig over - er han dobbelttydig og helt umulig at regne ud. Og det er fedt. Særligt på en festival, hvor folk torsdagen igennem gik og glædede sig til New Yorkerne i Biohazard og numetallerne i Limp Bizkit og det, de kendte dengang i de formative år.
Relevante dinosaurer
For kigger man sig omkring (eller i spejlet), så er det ikke de unge og friske mennesker, der præger billedet på betonunderlaget på Copenhell. Vi er alle vokset op med musikere og bands, der ser skræmmende gamle ud, mens vi selv går og føler os teenagefjollede sådan en torsdag aften i juni. Det er noget, Copenhell har slået mønt på i mange år, hvor de har booket mere eller mindre aktuelle dinosaurer til at fylde programmet. Og selvom Mr. Bungle og Mike Patton vel strengt taget også er dinosaurer, så FØLES det ikke sådan. De er ikke de yngste i verden, og Scott Ians skæg er blevet flot og gråt, men det var et levende, legesygt og ikke mindst drillende band, der stod på Hades alt for tidligt på dagen til, at det havde nogen rimelighed.
Sætlisten bestod til manges skuffelse ikke af det, vi kendte. For når vi taler om Mr. Bungle, er det typisk plader som Mr. Bungle fra 1991 eller Disco Volante fra 1995, vi tænker på. Det var der, de bredte sig blandt dreadlocks, læderbukser og skovmandsskjorter på mit gymnasium, og det var de plader, vi havde kørende på repeat i lejren på Roskilde Festival. Det var de plader, vi kendte og elskede.
Nogle gik dybt og kom forbi The Raging Wrath of the Easter Bunny-demo. Det er en demo, der rummer mange af de kvaliteter, vi elsker Mr. Bungle for, men stadig ikke helt færdigbagt. Kun ét nummer fra den selvbetitlede plade fra 1991 fik vi glæde af i dag. Og en hel del covers blev det også til, og selvom det var virkelig dumt, var det også virkelig sjovt.
Storform
Mr. Mike Patton selv havde som vanligt sat håret til narrestreger, og var fra første sekund i hopla. Onde tunger hviskede noget om “kemisk glæde”, for han havde hænderne lige vel meget oppe i næseregionen. Men det er der så mange, der gør brug af, og uanset hvad, så skabte han en fest for et publikum, der virkelig skulle være på tæerne for at regne ud, hvad i alverden det var for en koncert de var havnet til. Stemmemæssigt er Patton i storform, og musikalsk stod alting helt skarpt. Det er dygtige mennesker, der turnerer med Mr. Bungle, og måske skal Dave Lombardo fremhæves. Han var … vel bare Dave Lombardo, og han behøver vel ikke nogen særlig introduktion. Hans overskud var synligt, og han sad det meste af koncerten og hyggede lidt tilbagelænet. Vi fik endda et lille smil ud af ham, hvilket ikke forekommer så ofte.
Koncerten startede i højeste gear med 'Grizzly Adams', der efter en rolig indledning indvarslede koncertens sande væsen, da den gik direkte over i 'Anarchy Up Your Anus'. Det lyder jo umiddelbart ubehageligt med sådan en omgang anarki i anus, men det var en kæmpe fest, og på samme tid heavy metal helt uden dikkedarer og heavy metal med helt vildt mange dikkedarer. Mestendels grundet Pattons bindegale sceneshow og flertydige mimik.
Ironiske og kærlige kommentarer til "miljøet"
Herefter gik koncerten slag i slag med lejlighedsvise indslag af covernumre, herunder en lidt forkortet udgave af Slayers 'Hell Awaits'. Og skulle man have være i tvivl om ironien så langt, så var der ingen tvivl tilbage. Patton anerkender hvilke skuldre han står på, men han formåede at skabe en let ironisk distance til hele det cirkus, der typisk omgiver Slayer. På samme måde var hans kropsbemaling en kæmpe fuckfinger til maskulin kultur, og således kunne de mere tungnemme i publikum stå og fundere lidt over hvorfor der stod “I’m not gay but 20 dollars is 20 dollars” på hans t-shirt, mens der var tegnet en kæmpe tisser på hans ene overarm og - det for 2024 lidt provokerende udsagn - "Dick Power" på den anden overarm. På anden side var der også en tegning af en pizzaslice, hvor der meget passende stod pepperoni under, ligesom Patton tydeligvis havde identificeret sin egen hals og derfor skrevet “Neck” hen over halsen. Så er det jo på plads.
Kæk sætliste
Mr. Bungle tonsede, croonede og fræsede sig igennem en sætliste, der varede i præcist en time, og det var først hen mod slutningen, at det blev lidt kompliceret for bandet, da de i tredjesidste nummer blev udfordret lidt af “My Ass Is On Fire” fra Mr. Bungle-albummet fra 1991 til en koncert. Inden da havde vi et ømt øjeblik med 'Hypocrites', i dagens anledning opført på engelsk, med (tilsyneladende ukorrekt) spanske indslag og til ære for publikum blev S.O.D.-klassikeren 'Speak English Or Die' afløst af 'Speak Danish Or Die'. Billige point, men afleveret med så meget charme og glimt i øjet, at det bare blev fedt. Som et kip med hatten til publikums gennemsnitlige alder fik vi også lov til at synge med på “Hopelessly Devoted To You”. Den er måske bedst kendt fra Grease - I ved den musical, hvor voksne mennesker skulle lade som om, de var gymnasieelever - og den skrålede vi såmænd velvilligt på.
Musikalsk og genremæssigt var koncerten lige midt i det, man med en lidt bred og generaliserende betegnelse kunne kalde, Copenhell-segmentet. Den kunstneriske fremførelse var i bedste fald en kærlig, ironisk kommentar til samme segment, understreget af den lille omskrivning, som Patton gav den gamle klassiker “All By Myself” en tekstmæssig overhaling, således at den nu for evigt hedder “Go Fuck Yourself” for os, der var til stede.