Umotiveret metalknytter
Populær
Efter fem års pause vender Black Cobra tilbage med en plade, der er mere velpoleret og træfsikker, end den er nævefyldt.
Imperium Simulacra
Fathoms Below
Eye Among The Blind
The Messenger
Obsolete
Dark Shine
Sentinel (Infinite Observer)
Efter små fem års studiepause er californiske Black Cobra på gaden med deres femte studiealbum, ’Imperium Simulacra’. Nogle vil måske huske duoen, der udelukkende består af trommer og guitar, fra sidste års finaleudgave af Heavy Days in Doom Town, hvor de om fredagen, i øvrigt til beskeden entusiasme fra vores redaktør, åbnede festivalens hovedscene i Ungdomshuset. Andre kendere af bandet er selvfølgelig hoppet på vognen for længere tid siden, thi der kan ikke være meget tvivl om, at deres kontante blanding af henholdsvis Slayer og især High on Fire henvender sig til rigtig mange såkaldte trve metal-hoveder. Således er det også med ’Imperium Simulacra’. Det er en plade, der sætter det stilsikre riff og de næveindbydende trommer så sikkert i spil, at den sandsynligvis vil have let ved at hive store dele af metalfolket op af stolene. Det er dog også en plade, der ofte er så overgenkendelig i stort set alt det, den gør, at den ender med at være mere generisk end rigtig hæsblæsende.
Olieret og velkontrolleret
Ikke at Black Cobra ikke er blevet bedre til at skrive sange med årene. Det er de. Jeg er lige ved at tro, deres seneste plade er deres bedste til dato. Det er et nummer som åbneren ’Challenger Deep’ i hvert fald med til ihærdigt at bidrage til. Jason Landrians affugtede guitar og hans tørre, Tom Araya-inspirerede vokal er fra første skæring præcis lige så olieret og velkontrolleret, som det er hensigten, skidtet skal være. Det er sigende for hele pladen, at bandet denne gang synes at have lagt ekstra mange kræfter i at komme op med et udtryk, der på en gang oser af undergrundsmetalmusikkens vildskab og samtidig har professionalisme written all over. Faktisk er udtrykket så stramt, at det formentlig ikke ville have skadet pladen med en håndfuld indskudte, løse skuldertræk.
Sonisk lydmur
Også duoens andet ansigt, Rafael Martinez, der siden Black Cobras forrige udspil har været i audiens hos Lori S. som bassist for Acid King, sidder stramt, kontrolleret og vildt i skabet. Stramt og vildt, ja, men også med flere åbenlyse mangler. Mangler er måske så meget sagt, men når man som Black Cobra skriver sange, der læner sig så meget op ad større metalbands, så er det svært ikke at ty til sammenligninger med de trommeslagere, som bandet helt overordnet set knytter sig til. Og nogen Des Kensel, Paul Bostaph eller Dave Lombardo er Martinez altså ikke. Det er på sin vis selvfølgelig fuldstændig tåbeligt at sidestille ham med så store koryfæer, men bandets sange lægger som nævnt selv op til det.
Der er dog også sange på ’Imperium Simulacra’, der beviser det modsatte. ’Fathoms Below’ starter eksempelvis med en indlevelsesstærk trommerytme, der placerer sig som en frisk breezer, inden Landrians guitar igen træder ind og gør lydbilledet tungt og kompakt. Også senere i sangen, når der under dens såkaldte bridges gås ned i tempo, formår skæringen af tage musikalske dyk ned i noget anderledes løst. Det klæder bandet. I det hele taget ville det have klædt hele pladen, hvis bandet ikke følte sig forpligtet til at være tro mod dens soniske lydmur. Flere afstikkere ville kun have været for det bedre. Pladen anstrenger sig hårdt for at være brutal og massiv, og i dens higen efter det bastante efterlader den lytteren meget, meget mættet. Det synes på sin vis at være deres tydelige, afrundede ambitioner, der bider bandet kedeligt røven.
Når det kilder vådt
Men der er gode afstikkere på pladen! Det våde guitarspil under de mere lirede passager i ’Dark Shine’ er eksempelvis ramt lige i røven på den gode måde og er især ramt lige i røven, når det omtrent halvvejs inde i sangen sættes over for en progressiv guitarsolo, der på meget, meget vellykket vis blander drone med små hints af black metal. Det er generelt for Black Cobra, at det er, når der eksperimenteres, de sådan for alvor rammer lytteren. En sang som ’Eye Among the Blind’ fejler derimod omtrent så stort, at det tenderer det pinlige. Ja, det er sandsynligvis ikke første gang, Black Cobra bliver beskyldt for at imitere High on Fire, og som redaktøren også skrev i sin anmeldelse af bandets koncert på HDDT’15, er Landrian og Martinez sandsynligvis ved at være godt trætte af at høre det igen og igen. Men skal de ikke høre det også fremover, så må de tage denne plades små noter af metalnysgerrighed på sig og bevæge sig mere ud ad den tangent. Ellers vil ethvert trve metal-hoved jo altid sætte en plade med High on Fire eller Slayer på i stedet.