For jævnt og for kedeligt

Populær
For jævnt og for kedeligt

Slayer får desværre ikke den genoprejsning efter Jeff Hannemans bortgang, som man kunne have håbet med 'Repentless'. Fans får derimod generisk tomgang og jævn tråd.

Kunstner
Titel
Repentless
Dato
11-09-2015
Genre
Trackliste
1. Delusions of Saviour
2. Repentless
3. Take Control
4. Vices
5. Cast the First Stone
6. When the Stillness Comes
7. Chasing Death
8. Implode
9. Piano Wire
10. Atrocity Vendor
11. You Against You
12. Pride in Prejudice
Karakter
2

Slayer. Et af de helt store navne i metalverdenen. Legender, der for evigt vil stå som det band, der udgav pladen 'Reign In Blood' i 1986. En plade, der jævnligt konkurrerer med Metallicas 'Master Of Puppets' fra samme år om at være den bedste metaludgivelse nogensinde. Så bliver det næppe meget større.

Bandet blev dannet af Kerry King og Dave Lombardo tilbage i 1981, og kort tid efter fandt de sammen med Jeff Hanneman og Tom Araya. Igennem årene har der været lidt tumult på pladsen som trommeslager, hvilket har betydet, at Dave Lombardo har holdt et par pauser fra bandet, deriblandt pt., hvor det er Paul Bostaph, der igen er bag gryderne. Ellers har kernen været intakt fra første øver og frem til starten af 2011, hvor Hanneman pådrog sig en alvorlig bakterieinfektion, der krævede en operation, der nær havde kostet ham armen. Hanneman kom sig aldrig rigtig over sygdomsforløbet og døde desværre af leversvigt 2. maj 2013.

Nu skriver vi 2015, og Slayer udgiver deres første plade siden 'World Painted Blood' fra 2009. Den første uden Jeff Hanneman som sangskriver. En tjans, han delte med Kerry King lige fra debutpladen 'Show No Mercy' og frem til og med førnævnte udgivelse. Guitarist Gary Holt fra Exodus var manden, Slayer hev ind til at vikariere for Hanneman tilbage i 2011, og han gør nu sin debut på plade. Næsten det samme gælder for Paul Bostaph. Han er tilbage i bandet og indspiller igen med bandet. Sidste gang, vi kunne høre hans trommespil, var på 'God Hates Us All' fra 2001.

Der er ingen tvivl om, at for Slayer er 'Repentless' en skelsættende udgivelse. Dave Lombardo har mange fans, og mange vil utvivlsomt savne hans trommespil, præcis som de gjorde det på 'Divine Intervention' fra 1994 og frem til og med 'God Hates Us All', før Lombardo gjorde comeback på 'Christ Illusion' fra 2006. Nu er han så væk igen. Det samme gælder for Jeff Hanneman, der var endnu mere populær på grund af sin evne til at skrive sange. Ser man på, hvilke sange Hanneman skrev på de første plader, og som i dag er evergreens i Slayers bagkatalog og metalverdenen generelt, står det klart for enhver, at hans bortgang var et kæmpe tab for Slayer. 

'Repentless' er da heller ikke noget nyt mesterværk. Det er Kerry King, der ene mand forsøger at puste liv i bandet og holde dem kørende. For der er ikke mange højdepunkter. Bevares, sangen 'Piano Wire', som Hanneman nåede at skrive fra sit sygeleje, er nået med og er da ganske udmærket, men den træder ikke så meget i karakter i forhold til Kings materiale, at man sådan for alvor kan sige, om pladen havde været betydeligt bedre, havde der været flere sange fra den kant. Læseren kan selv vurdere ud fra titelnummeret her:



Bandet har selv sendt 'Cast The First Stone' ud på internettet forud for udgivelsen for at vække appetitten hos de hungrende fans, og den siger desværre meget om, hvordan 'Repentless' som helhed er. Det er klassisk Slayer og så generisk, at det smerter en mangeårig fan.

For vi slagter de hellige køer lige for tiden. I sidste uge måtte vor anmelder svinge leen i knæhøjde, da Iron Maiden udgav en mager 'The Book Of Souls', og nu er tiden kommet til Slayer. 'Repentless' er ikke på niveau med det, vi har været forvænt med fra den kant. Om det er Hannemans exit, der martrer King og Araya, er uvist, men det lyder ikke, som om de har sjælen med i det. Det er for jævnt og for sikkert. Nerven mangler.

Selv et nummer som 'When The Stillness Comes', der starter så fint med en klassisk stille Slayer-intro, formår ikke at komme op i gear, da den for alvor går i gang omkring et minut inde. Den kan høres her i den version, der blev udsendt forud for pladen i april måned:



Bandet har da også godt vidst, at seks år er lang tid. Allerede for et år siden smed de nummeret 'Implode' ud til deres fans, som kunne downloade nummeret gratis. Det var her, man for første gang kunne høre Gary Holt på guitar i stedet for Hanneman. Denne debut for Exodus-guitaristen kan høres her.



Desværre for Gary Holt, Kerry King, Tom Araya og Paul Bostaph forbliver 'Repentless' bare ikke det comeback, som de kunne have håbet på. Pladen vil utvivlsomt afstedkomme en verdensturné, der kommer til at vare et par år, og som med garanti bringer dem forbi Danmark flere gange. De er allerede annonceret til at spille i Helsingør torsdag d. 3. december 2015. Men lur mig, om ikke Copenhell, Roskilde, Tinderbox eller andre festivaler og spillesteder nok skal få smidt en krog i dem. Slayer har trods alt været trofaste musikanter på landevejene de sidste 30 år, hvorfor det er svært at forestille sig, at det skulle ændre sig.

Dog har forsanger Tom Araya for nylig i et interview ærligt og åbent fortalt, at han efterhånden har fået nok af livet i lufthavne, på scenekanter og i kufferter. Han er en familiemand og ville, hvis det stod til ham, blot være derhjemme i deres favn. Slayer er dog det, der giver smør på brødet, så han og resten af bandet fortsætter. Det betyder, at vi må tage til takke med middelmådige udgivelser som 'Repentless', da det er undskyldningen for at fortsætte turnéaktiviteten. 

Som så mange andre store bands, og her vil vi ikke nævne navne som Metallica, Iron Maiden, Motörhead eller AC/DC, så har Slayer haft deres kunstneriske storhedstid. De år og udgivelser ligger endegyldigt bag dem. De kører på bagkataloget. Som med de andre bands må vi dog give dem den anerkendelse, at de netop har et fantastisk bagkatalog, de kan ride på. Det er jo trods alt dem, der udgav 'Reign In Blood, 'Hell Awaits', 'South Of Heaven' og så videre.

'Repentless' vil glæde de fans, der med skyklapper forguder alt, der dufter bare en lille smule af Slayer. Skuffede bliver de heller ikke, for pladen lyder som Slayer. Deri ligger humlen. Det lyder for meget af Slayer. For meget af middelmådig Slayer. De der fyldnumre, vi har masser af. Vi vil sikkert få en del af de i denne anmeldelse nævnte numre at høre i Helsingør, men de vil blive taget ud igen, når og hvis Slayer ryster endnu en plade ud af ærmet i fremtiden. 

Det er ærgerligt, at Slayer ikke rammer skiven med 'Repentless', for det ville have været et fantastisk comeback. Men tabet af Hanneman har sat sine dybe spor. Det kan høres. Om det er Lombardo eller Bostaph, der sidder bag gryderne, synes pludselig at være af mindre betydning. Det er derimod tydeligt, at Kerry Kings sangskrivning ikke kan bære en hel plade alene. Næste gang må og skal han tage Holt med ind i tilblivelsesprocessen og måske endda lade Araya bidrage med andet og mere end blot et par versefødder i en håndfuld af sangene. For 'Repentless' er ikke nogen værdig plade at afslutte en så glorværdig karriere på.

Vi ser allerede frem til den næste og forsøger så at glemme denne smutter.