Verden males rød... blodrød!
Populær
Slayers 10. album er en sikker fanfavorit. Der er, som altid, ingen dikkedarer og fuld knald på alle cylindre.
Når Kerry King, Tom Araya, Dave Lombardo og Jeff Hanneman sætter sig ned for at skrive materiale til en Slayer plade, så er revolution ikke en term, man har brugt de sidste 20 år. Slayer er thrashens svar på Iron Maiden eller AC/DC, om man kan lide det eller ej. 'World Painted Blood' er derfor ikke nogen åbenbaring. Det er bare Slayer.
Og det, i sig selv, er jo et kvalitetsstempel. For Slayer udsender rigtig gode plader. Bevares, 'Diabolus In Musica' er der nok ikke mange der rangerer som bandets bedste, men 'Christ Illusion' fra 2006 var en gedigen røvfuld. For med 'God Hates Us All', dernæst 'Christ Illusion' og nu 'World Painted Blood', beviser Slayer, at det de ikke giver i innovation og iderigdom, ja, det kompenserer de for tifold i nerve, aggressivitet og håndmadder af tungeste skuffe.
'World Painted Blood' lyder som Slayer fra midt i firserne. Der er lidt 'South Of Heaven' og 'Seasons in the Abyss' over pladen, og det gør bestemt ikke noget. Specielt King og Hannemans guitarer træder frem som det første. Deres rytme- såvel som solisektion er i særklasse, og bakket op af Arayas velkendte snerrende vokal, så er man hensat til thrash, som den bør lyde.
Af umiddelbare favoritter på skiven vil jeg nævne 'Beauty Through Order', 'Americon' og 'Playing With Dolls'. Sidstnævnte bør sende de fleste dedikerede fans knap 20 sæsoner tilbage i dybet.
Netop den vekslen mellem de rigtig hurtige numre og de mere midtempo gør helhedsoplevelsen af 'World Painted Blood' god. Det er ikke bare tons for tons' skyld. Der er styr på løjerne, og det er den nærmest mytiske fornemmelse man sidder med, når man hører en Slayer plade. At noget så vildt virker til at være kontrolleret. Men det er også kun en løvetæmmer af Kerry Kings kaliber der kan håndtere thrash fra Slayers skuffe. Det er Greg Fidelman der har produceret skiven, med Rick Rubin i baggrunden. Så lyden og produktionen er ligeledes som vi kender den. Det er Slayer!
Og så sidder man tilbage efter en god håndfuld gennemlytninger. 'World Painted Blood' divergerer ikke en millimeter fra den pejling der blev sat tilbage i 1983, da de blev enige om ikke at udvise nogen form for nåde. Og selvom de har været syd for himlen, tilbragt sæsoner i dybet, Araya har fået en guddommelig indgriben og King måtte sande at Gud hader os alle sammen, så nærer de ingen illusioner om at Djævelen ikke eksisterer i musikken, og det får dem nu til at male verden rød. For Slayer er stadig lige vrede, og det kan mærkes.
Slayer lyder som det plejer. Det kan på papiret virke lidt kedeligt. Men det er det ikke. Så selvom Slayers Europa-turné her i november måned ikke bringer dem til Skandinavien, så tager undertegnede nok alligevel til Hamburg lørdag d. 28. november 2009. For ja, vi har hørt musikken før, vi har set bandet x antal gange de sidste mange år, men Slayer er Slayer.
SLAYER. Derfor!
Unit 731
Snuff
Beauty Through Order
Hate Worldwide
Public Display Of Dismemberment
Human Strain
Americon
Psychopathy Red
Playing With Dolls
Not Of This God
