Kort og godt, pt. III

Der er friske og lidt mere hengemte skiver i indkøbskurven endnu en gang!

Vi har været på det metaforiske grøntmarked og samlet lidt småting ind til vores loyale læsere. Alt det, der ikke helt kan fylde en anmeldelse, men som alligevel er rigeligt værd at dykke ned i. I denne omgang kigger vi skeløjet på Skandinavien og USA, og så er ting jo som de plejer. Tag for jer, det er sundt og godt for øjnene.

Blood Incantation – Timewave Zero



Blood Incantation er primært kendt for temmelig aggressiv dødsmetal, og derfor kom det nok som noget af en overraskelse for mange, at den nye EP ville byde på 40 minutters ambient. Her på Devilution har vi heller ikke holdt os for gode til at lave lidt sjov med det, men vi må æde vores ord, efter at have lyttet til Timewave Zero.
Det er en virkelig god plade, og Coloradobandet viser store evner indenfor det ambiente. Interessant nok fungerer det som en fremragende del af diskografien, da det fremviser den mere æteriske side af deres rumfokuserede dødsmetal og viderefører det mythos, de har opbygget på de to første plader, der kunne være taget direkte fra History Channel efter midnat. Det handler om ældgamle rumvæsener, der har skabt menneskeheden som slaverace, og den halvt mørke, halvt drømmende ambient fører os længere ned i historien, helt uden brug af lyrik eller noget som helst andet end ren lyd. Særligt god er B-siden, ‘Ea’, der i sine fire satser hiver os helt ned i tempo og får lytteren til at drømme sig væk.
 
Pleaser – Demo ‘21

Pleaser er nyeste bud på et punkorkester, der kan række videre end undergrunden. Med Sophie Lake, tidligere guitar i Shamash og vikar i Konvent på dobbelt vokal- og guitartjans sammen med Annie Nyvold, Olle Bergholz på bas og Oliver Nehammer på trommer, lægger den københavnske kvartet op til beskidt dansefest, der lige så vel kunne findes i et industrilokale på Refshaleøen som i Kødbyen.
Med reminiscencer af svensk lyd á la Broder Daniel, Tomas Hurula og Vånna Inget er potentialet stort for bandet, der skruer den punkede inspiration hårdt ned i poppet indielyd og med den rå råbevokal fra de to frontfigurer, skyder en stor portion energi ind i musikken. Allerede nu har de imponeret indeværende magasin ved deres optræden på Toldermania III, hvor de var ansvarlige for, at festen rigtig kom i gang.

Axe Rash – Contemporary Ass

Fra svensklydende dansk punk, til ægte skandinavisk hxc, skal vi snakke lidt om den nye Axe Rash. Der er, som vanligt smæk på, og det må erkendes, at det svenske orkester mere end rigeligt forstår at gøre det grimme sexede og det sexede grimt. Således lod vi os rive med i sommer, da de gæstede Hardcore Temptation Gig 14 i Ungeren, og således lader vi os rive med nu, på Contemporary Ass.
Sanger Hilda vrænger sig igennem politisk ladede tekster, der beskæfter sig med sex, køn, kapitalisme, krig, atombomber og sociale medier. Alt sammen på fire numre. Det er noget af et spektakel, og Contemporary Ass lægger op til sved og mosh i sommersolen.

Mizmor – Wit’s End

I den helt anden ende finder vi Mizmor, der udgav en moderne klassiker i ‘Cairn’ i 2019. Den doomede black metal er i særklasse og åbner for et kulsort metaforisk hul i sjælen, der truer med ikke blot at hive lytteren ned, men at ekspandere og indhylde alt i den iskolde melankoli, der stråler fra den. Wit’s End er opfølgeren og over kun to skæringer formås det igen at præsentere to ekstremt solide eksempler på bagmandens musikalske geni. Første skæring er den metal vi vi nævnte, mens den anden er skæv og skærende Lynch'sk ambient med folkemusikalske træk, der fremstår både sørgmodig og forvirrende i sin effektfyldte helhed.
Wit’s End er musik til ensom fordybelse.

Jivebomb

Seks numre på otte minutter, det er det, vi kan lide. Jivebomb fra Baltimore spiller rå hardcore i tråd med fx Redbait, og der er raseri og råberi på menuen. Efter en kort sjælfuld intro, er der skruet helt op og forsangeren krænger nærmest hele kroppen udover mikrofonen. Derudover har Jivebomb en sang, der hedder Jivebomb på en plade, der (næsten) hedder Jivebomb, så det er temmelig tæt på S-klasse, lige der.

Amygdala/Listless

En rimelig solid split fra texanske Amygdala og virginianerne i Listless serveres her. Sidst vi rigtig hørte fra Amygdala var på 2019’s Our Voices Will Soar Forever og her, tre år senere, har meget ændret sig – men Amygdalas skærende raseri over livet i sydstaterne er ikke en af dem. Som papirløse udlændinge er livet i Texas ikke let og har ikke været det i generationer, hvilket skinner tydeligt igennem på fx. den frådende ‘A Kind of Death in Life’.

På samme vis er Listless lige så rasende, men begraver det i fuzz og understreger det med en absolut bestialsk vokal, over det mere sludgede tempo. Listless’ halvdel er grum og fæl og skubber grænserne for hardcore til det mere ekstreme, nærmest dødsmetallisk fra tid til anden, bare uden al den nudlede guitar. Det er temmelig godt, faktisk.