Voldsromantik

En aften i solnedgangens tegn var stillet i udsigt, da Wayfarer for første gang lagde vejen forbi Danmark. Og det fik vi.

Danmark er et land, hvor det føles, som om det vilde vest er meget langt væk. Nuvel, vi havde da heden og dens tæmning, men det er som om der bare ikke er helt så meget romantik over at tosse rundt i lyng og passe på hugorme, som der er ved at drive kvæg i skyggen af Rocky Mountains. Og vores egen lille ørken på Anholt står også en del tilbage for de vidstrakte prærier i Midtvesten.
Derfor var det med kyshånd, vi tog imod amerikanske Wayfarer, der har taget den lange tur helt fra Denver, Colorado og til lillebitte Stengade, for at starte deres europæiske tourne.

Først skulle det, til at starte med, lidt sparsomme publikum dog varmes op.
Det viste sig ikke at være så nemt som man kunne have håbet, men en, der var brandvarm fra begyndelsen, var Taagefangers forsanger Andreas Beck.
Det unge håb, der knap har rundet 20 år, var i hopla og som taget ud af Stranger Things med sit spirende moustache, sit lange, lyse hår og den ærmeløse bandshirt, han havde iført sig.
I fuld firspring bevægede han sig over scenen og med jysk røst forkyndte han gang på gang, at det var fedt at være der, at de snart ville spille noget, der lød som black metal, et smukt “prøliahørher”, da publikum ikke trak så tæt på scenen som han havde ønsket sig, og langt mere i den dur. I så fuld vigør var han, at undertegnede endte med at blive ham til gene, da morsomme hærværksmænd havde omdannet “no drinks” til “no kinks” på et kabinet foran scenen, og vores placerede øl derfor stod i vejen for akrobatikken. Det fik vi hurtigt styr på, og Beck kunne igen bevæge sig rundt, hvilket han gjorde med hardcore-energi, da han sprang ned på gulvet og brølede alle omkring sig i hovedet og da han begav sig ud i en improviseret twerk, altimens Jens K. Andersen spillede en frisk bassolo.

Sammen med trommeslager Kasper Wærum Flarup Sørensen, der var lige så 80’er-smuk i overskæg, mullet og Dizzy Mizz Lizzy-shirt, var de det unge input i et band, der ellers rummede mere erfarne herrer. På scenens højre side var det var det den bjergmandsskæggede Kasper Sojni Miltz, der stod for riffs og energi, mens den gråsprængte grand old man Jacob Rossau tacklede den seksstrengede på den modsatte hånd.
Taagefanger leverede et ganske habilt show, og spillede både kompetent og energisk, men vi må sande, at musikken ikke fandt grobund i den sandede overflade. Dertil var det for udefineret. Vi savnede et tema eller noget, der kunne binde forestillingen sammen, og selvom Taagefanger beskæftiger sig med mosefund og hedenske ritualer og beskriver sig selv som “sort ørkenhævi” (sic.), var det svært at spore meget andet end blot sludge og en smule skrigeri. Det er måske i sig selv også ganske fint, og dette kunne måske opfattes som flueknepperi, men som optakt for et band, der byder på så omfattende en tematik og historiefortælling føltes det ikke som nok – musikkens kvalitet uagtet. For den var så absolut til stede.

Et sted hvor tematikken blev båret på kroppen – bogstaveligt talt – var dog hos hovednavnet Wayfarer. De tre faste medlemmer, Shane McCarthy, Jamie Hansen og Joe Strong-Truscelli gjorde en flot figur, mens vikaren på trommer, Lev Weinstein fra Krallice, endnu ikke havde tilegnet sig garderoben.
Der var spidse cowboystøvler, sølvbesmykkede skjorteflipper og kunstfærdigt nitteværk, for ej at forglemme leadguitarist Strong-Truscellis bredskyggede hat, der, kombineret med hans skarptskårne skæg, fik ham til at ligne selveste Lee “Angel Eyes” van Cleef.
Det var gennemført, og da tonerne fra pianolaet på ‘The Curtain Pulls Back’ lød gennem den københavnske kælder, var salen også noget mere fyldt, end man havde turdet håbe på.
Vi var ikke alene i vores begejstring for det stemningsfulde americana-black-orkester.

Strong-Truscelli var blandt aftenens absolutte højdepunkter. Placeret direkte foran ham, som vi var, var det en sand fryd at se ham betvinge guitaren som selv den vildeste bronco. Med ubesværet ynde lod han både plektre og fingre glide over strengene, nogle gange endda bogstaveligt talt med lukkede øjne. En genial musiker, der forstod både at spille de tunge riffs og de blidere mellemstykker.
Som nævnt var Weinstein med på et afbud, da den faste trommeslager Isaac Faulk var optaget af sit andet band, sci-fi-dødsmetallerne i Blood Incantation, men vikaren stod dog ikke tilbage for sit modstykke, da han, ligeledes med lethed, lagde en god, solid bund. Særligt på sidste nummer mærkedes vigtigheden af rytmen, og vi opdagede, at denne spiller en langt større rolle for at fange Wayfarer-lyden, end vi umiddelbart havde troet.

På vokalfronten deltes Jamie Hansen og Shane McCarthy, som vi talte med i sidste uge, på forbilledlig vis om de rå sekvenser. Det var næsten umærkeligt, når de skiftedes og det omsluttede publikum på fremragende vis. Indledningsvis var vokalen lidt lav, men det indtryk skiftede hurtigt. Om det skyldtes tilvænning eller Stengades dygtige lydfolk er uvist, men uanset hvad blev resultatet godt.
Når det skulle være ren vokal, var det dog udelukkende McCarthys ansvar og med en fremragende Jay Munly-hyldest gjorde han det strålende. Den venlige frontperson fremstod lige så rar og småforlegen som vi oplevede ham i interviewet, og scenebanter var der ikke meget af. McCarthy havde tydeligvis mest fokus på musikken, hvilket både giver mening i kraft af hans rolle, men også da dette, som han fortalte os, var første gang de stod på scenen i fire år.

Ny musik havde kvartetten også medbragt og det var endnu mere sprængfarligt end det kendte. Solide, heavy-inspirerede riffs drev værket og Strong-Truscelli excellerede. Som forsmag på et kommende album vækkede det i den grad appetitten. Lige så stærkt fremstod dog det tidligere materiale fra blandt andet den uovertrufne ‘World’s Blood’, og Wayfarer leverede præcis, som vi havde håbet på. 100 % black, 100 % western. Det var storslået.


Taagefager: 3/5
Wayfarer: 4/5