Gotisk Americana

Fra Colorado, der engang var den yderste grænse, kommer Wayfarer, der spiller elegi for drømmen om Vesten. Devilution taler med forsanger og guitarist Shane McCarthy.

Om ikke længe gæster amerikanske Wayfarer spillestedet Stengade i København. Det er første gang bandet lægger vejen forbi vore breddegrader, og det er dermed også en god anledning for mange danskere for at stifte bekendtskab med Colorado-kvartetten.

Wayfarer er gennemført amerikansk. Deres plader cirkler om drømmen om den amerikanske vest. Da vi anmeldte deres seneste udgivelse, ‘A Romance with Violence’  i 2020. Og derfor er det også med det udgangspunkt, vi møder Shane McCarthy, der udover at være forsanger og guitarist i Wayfarer også spiller i det mere melodiske black metal-band Stormkeep og det eksperimentelle Lykotonon, begge med flere andre medlemmer af Wayfarer.

Den yderste grænse
Colorado var grænsen for civilisationen og der hvor vildnisset skulle betvinges, som Waylon Jennings også synger i The Highwaymens version af deres eponyme sang. Den vilde stat, der ligger på grænsen mellem de i lang tid ubestigelige Rocky Mountains og den flade prærie, der præger midtvesten.
Nu til dags er Colorado mest kendt for sin metropolitanske hovedstad Denver og for at være først til at iværksætte mange progressive politikker, som resten af staterne ikke kan nærme sig.
Wayfarer er alt dette, men er også umiskendeligt en del af Amerikas Forenede Stater. Men hvad vil det overhovedet sige?
– Det er et interessant sted at vokse op. Det er et meget ungt land i forhold til mange andre. Og hvor andre lande og kulturer er interessante i kraft af deres dybde, er USA spændende fordi der er sket så meget på så kort tid, forklarer Shane McCarthy på forbindelsen fra Colorado.



På ‘World’s Blood’ fra 2018 optræder sangen ‘A Nation of Immigrants’. Den er det første, der falder os ind, når McCarthy svarer.
– Tja, immigration er nok den pæneste måde at sige det. Landet er jo bygget på plyndring og folkedrab og er først siden blevet den smeltedigel, vi kender det som i dag. Men det er noget af det, der gør det til et interessant sted at vokse op, når jeg nu hverken bryder mig om landets politik, dets omdømme eller den måde, det er blevet skabt på.

McCarthy tænker et øjeblik:
– Men samtidig er jeg amerikaner. Min familie er amerikansk i flere generationer, og jeg har en stor kærlighed til landet og til kulturen. Det er er faktisk det, vores næste plade handler om. Indtil nu har vi arbejdet med myten om det amerikanske vest, mens den på den nye på en eller anden måde zoomer ud.

Søgen på identitet for amerikanere er velkendt for alle, der har stiftet bekendtskab med dem. Kun I USA hører man folk påkalde sig en nationalidentitet fra et land, de aldrig har besøgt, og hvis kultur intet har at gøre med deres dagligdag. For europæere er det altid lidt særpræget, som både steder som Solvang i Californien og Elk Horn i Iowa, hvor der spises medisterpølse med æbleskiver og tilberedes leverpostej på kondenseret mælk, kan bevidne.
– Det handler om, at vores historie er så kort. Jeg forstår det ikke personligt, når folk kalder sig fx tyske uden at kunne tale sproget eller have nogen viden om det, men jeg tror, det handler om at føle, at man har en baggrund. Jeg er femtegenerationsamerikaner, og det er det, jeg føler mig som, selvom jeg har både irsk og engelsk i bagagen. De generationer jeg har haft berøring med, mine forældre og bedsteforældre, har været amerikanske, forklarer McCarthy.

Det er altså tydeligt, at farverne ikke løber, når det kommer til Wayfarer. Men hvor McCarthy har det svært med at finde ud af, hvad det vil sige for ham, at være amerikansk, går det noget nemmere med at være coloradoaner.
– Det er et helt særligt sted. Overgangen fra stejle bjerge til flade sletter, der hver især udgør cirka halvdelen af stedet er betagende. Det er smukt.

Man kan høre på McCarthy, at han holder meget af sin hjemstavn. Den måde han beskriver landskabet er malende og kærligt, og man forstår tydeligt, at det er her, alt han er udspringer fra.
– Da Colorado endelig blev gjort til en stat (i 1875, red.) eksisterede alt omkring os, og det kommer fra de folk, der har boet her. Jeg vil ikke forklejne, at de oprindelige beboere også her blev drevet ud, men staten som vi kender den, er opbygget af dem, der kom hertil.

McCarthy forklarer, at mytologien om Colorado er meget af den samme, som præger mytologien om selve “det vilde vesten”. Da landet blev bosat af nybyggere, var det den fjerneste grænse, da Rocky Mountains endnu ikke var blevet krydset, og vejen til Stillehavet derfor måtte gå sydom bjergkæden. Det var altså fjernt, fremmed og farligt.
– Ideen om pionerer, der bosatte sig på jomfrunalsk jord er selvfølgelig hvidvaskning af historien, men det var alligevel mere tyndt beboet end så meget andet. Og der var derfor længere mellem folk. Det var folk mod elementerne, som man kender det fra Oregon Trail, og mange omkom også. Det var i høj grad desperate mennesker, der tog den lange rejse. Folk, der ikke havde andet håb. Derfor er sammenholdet også så stort som det er.



Americana i sort
Det sammenhold viser sig også i musikken, fortæller Shane McCarthy.
– Vi er et meget visuelt band og landskabet viser sig meget tydeligt i vores musik. Det er gældende for en del kunstnere her i Denver. Der er en særlig lyd, der måske endda har en større følgerskare i Europa end i USA. Denver-lyden, folk som Jay Munly og Wovenhand, 16 Horsepower, Slim Cessna’s Auto Club og den slags er kernen, og de har en massiv indflydelse på vores musik. Vi spiller ekstrem metal gennem Denver-lydens linse. Gotisk americana, kan man vel kalde det.

Der har gennem de senere år været en opblomstring i den appalachiske scene, hvor denne regionale identitet betyder mere end genreskel. Adspurgt om det samme gør sig gældende i skyggen af Rocky Mountains, svarer McCarthy bekræftende:
– Jeg ved ikke, om det er på samme måde som i Appalachia, da vi i lidt højere grad fokuserer på os selv, og spiller vores musik i et vakuum, men der er meget sammenhold mellem de få metalbands her er. Jeg selv og andre i Wayfarer spiller for eksempel i både Blood Incantation og Stormkeep, og vi deler de samme øvelokaler med en del andre bands, så det er ret tæt knyttet.

– I forhold til at blande det med westernelementer, er vi vist de eneste, der gør det, men der er en del crossover med bands, der ikke spiller metal, men som ofte deler scene og festivaler med os. Snakes, Slim Cessna’s Auto Club og den slags. Det er en meget sikker scene. Jeg har hørt om andre scener, hvor folk var mere uhøflige og afvisende, men sådan er det ikke her. Vi ved, at det er svært at få det til at gå op i musik, så vi forstår, at det handler om at arbejde sammen. Præcis lige som vores forfædre.

Musikalsk spejler Wayfarer alt det, McCarthy har beskrevet. Hvor ‘World’s Blood’ fra 2018 drejede sig om at stå midt i Colorado og se ud, både fysisk og tilbage i tiden, er ‘A Romance with Violence’ dog baseret solidt midt i den mytologi sangeren og guitaristen refererer til. Indbegrebet af gotisk americana: En døende drøm om noget, der måske aldrig virkelig har eksisteret. Det amerikanske vest.
– Det er en elegi for drømmen om vesten. Naturligvis er det et fysisk sted, så på den måde kan det ikke dø, men ideen om den kan. ‘World’s Blood’ handlede om leve i en hjemsøgt nation, alene ved at være tilstede her, men ‘A Romance with Violence’ handlede om selve drømmen. Og den tager vi ikke afstand fra, selvom vi fjerner de lyserøde briller. Vi elsker den.

Som mange andre er McCarthy og resten af Wayfarer vokset op med westerns på det hvide lærred, og det er også derfor, at pladen er bygget op på samme vis. Wayfarer ville med albummet behandle både de sande og de falske elementer af genren. Dette gjorde de ved at have fokus på periodens afslutning, med jernbanen som billede på både udvikling og død. Som den også ganske bogstaveligt var i virkeligheden.

– Jernbanen låste vesten fast. Den gjorde det til et sted, der var forbundet med de andre, fremfor sin egen lille ø. Den var symbolet på den vestlige udvidelse, men det var også den, der afsluttede den. Gjorde den til en del af noget andet, Vi har forsøgt at fremstille den, som en apokalyptisk rytter. Det fartøj, der gjorde udvidelse mulig, slog også det ihjel, den mødte. Den bar død og vold og kørte på alt det blod, der blev udgydt for at bygge den. Dødens budbringer.



Det åbner naturligvis for en parallel mellem det vilde vest og den verden, vi har i dag, der også konstant bindes tættere sammen gennem teknologi. En teknologi, som også, ganske lavpraktisk dræber mange mennesker i fabrikker og miner, men som også er ved at slå jorden ihjel.
– Folk tror ofte, at der er mange ting, vi er forbi i vor tid. Men historien gentager sig. USA og mange europæiske lande betragter stadig verden fra en kolonimagts perspektiv, og det virker som om, noget stort altid lurer om hjørnet. USA sammenlignes også ofte med Romerriget i dets storhed og fald.

– Det er tydeligt. Man troede man kunne komme væk fra sine problemer ved at flytte et andet sted hen. Det oplever jeg også tit blandt mennesker i dag. De tror, at hvis de bare kan flytte til en anden by, en anden stat, et andet land, så løser alt sig. Det gør det bare aldrig.

Vi fortæller Shane McCarthy om det danske udtryk, om “nissen, der flytter med”, og den ide forbinder han sig med det samme med.
– Vi bærer vores problemer i os selv, og hvis vi bliver ved med at handle på samme måde, så vil vi også opleve de samme problemer. Men det er bare et nyt sted. Det er ikke en løsning. Og nu ser vi på at kolonisere verdensrummet, i troen på, at det ville ændre noget. Men det er bare et nyt sted. Problemerne bliver skabt ved, at du er der. Du kan ikke løbe fra dem.



Den sorte ånd
Vi er, som altid, interesserede i, hvad det er black metallen kan. Hvis man har læst undertegnedes tidligere interviews, vil man opdage, at der er lige så mange svar på dette, som der er musikere, der skal svare. I Wayfarers tilfælde, kan man heller ikke komme uden om, at de har deres helt eget take på det. McCarthy forsøger dog at spille den lidt sikkert, når han svarer.
– Jeg ved ikke, om vi som sådan spiller black metal. Altså, hvis man var udenforstående og fik at vide, at vi spillede black metal, ville de fleste nok med det samme tænke på den norske andenbølge, og der er vi ikke. Vores lyd er der i hvert fald ikke.

I tankesættet mener Shane McCarthy dog, at Wayfarer så absolut er black metal.
– Det er ægte. Og da heavy metal er afledt af rock’n’roll, og black metal er afledt af heavy metal, kan man gøre næsten alt med det.

– Det er sværere med dødsmetal, for eksempel. Selvom mine kammerater i Blood Incantation gør noget rigtig spændende med det, er der stadig ligesom flere bokse, der skal tjekkes af. Sådan er det ikke med black metal. Der handler det i højere grad om følelsen eller energien i musikken.

Selvom alle medlemmerne i Wayfarer har stor respekt for pionererne i for eksempel Emperor og Immortal, er dannelsen af bandet i lige så høj grad influeret af Moonsorrow, Primordial og og Enslaved. Bands, der i højere grad bruger deres kulturelle ophav til at skrive musikken.
– Jeg elsker de “ægte” bands, men det er de bands, der har været mest indflydelsesrige for os.

– Det er interessant med lyden. Selvom folk- eller traditionelle elementer af nogle ville betegnes som en gimmick, så går det helt tilbage til genrens fødsel. Der går en direkte linje fra det helt “kvlt” som Transilvanian Hunger gennem Arcturus, der inkorporerede det ydre rum og til os, der tager højsletterne med os.

For Wayfarer var det vigtigt, at det skulle være ægte, men det var også vigtigt for dem, at få Denver-lyden med ind i musikken.
– Vi elsker alle den lyd og folk og country i en eller anden udstrækning. Og det var væsentligt at få syntesen på plads. Det værste jeg ved er, når det føles ujævnt eller skævt. For os skulle de hårde stykker lyde som de stille stykker. Det skulle hænge sammen. Det er hele pointen med Wayfarer.



Det hårde liv
Wayfarer har tidligere været i Europa, men aldrig i Danmark, og derfor ser de frem til det. Vi ved, at de siger det til alle journalisterne, men det føles på en eller anden måde oprigtigt. Det overrasker os, da vi jo hører meget om alle de problemer bands render ind i for tiden, og taget i betragtning, at aflyste EU-tourneer ikke er et særsyn.
– Selvfølgelig er der meget, der handler om planlægning. Men mere end noget andet, er det spændende. Efter Covid-19, ser vi bare frem til forløsningen. På en måde har det været sundt. Vi er sultne efter at komme ud og vi tager det mindre for givet end nogensinde.

Så selv om lejebiler koster mere, brændstof koster mere og alting er blevet både lidt dyrere og lidt sværere, har Wayfarer blod på tanden
– Selvfølgelig er det hårdt og skræmmende. Men det er det liv, vi har valgt at have, og helt ærligt, betyder det alverden for os. Det er offeret værd.

McCarthy fortsætter:
– Derudover er det fedt at komme til Europa. Metal er langt mere indgroet der, end det er i staterne.

Det overrasker os en del. Naturligvis er græsset, som McCarthy også indrømmer, altid en smule grønnere på den anden side af hegnet, men der er åbenbart også noget om det.

– Du kan intet forvente i USA. Du får dine 500 dollar og et pænt “fuck off”, når du har spillet. I Europa er overnatning og forplejning altid en del af pakken. Vi har aldrig skullet sove i vores varevogn i Europa, selvom det har været mere reglen end undtagelsen herovre. Du får intet foræret.

Det lyder hårdt, mener vi, men det er også noget, vi kan nikke genkendende til, når vi fx læser VOLA’s tourdagbog, og vi forstår bedre hvorfor, det er så appelerende at tage turen over Atlanten.
– Når man har turneret i USA, så kan man alt. Det er nærmest galvaniserende. Så man skal ville det, og kunne sige “fuck this”, hvis man vil starte et band.

Det stemmer godt overens med den pionerånd og tanke om entrepenørskab, vi mest af alt forbinder med USA. Evnen til at tage modgang i strakt arm og kæmpe sig igennem. McCarthy udtrykker stor respekt, for de europæiske bands, der kommer til USA og klarer sig igennem en tour.
– Med alt det pis vi har set? Før vi kom udenfor grænserne, vidste vi ikke det kunne være på andre måder. Vi har lært at tage vores tæsk, og det må være vildt at komme fra noget andet og prøve det på vores måde. Vi ser virkelig frem til at komme til Europa og København er allerførste stop. Så det bliver en kæmpestor oplevelse.

Wayfarer spiller på Stengade 6. april. Danske Taagefanger varmer op.
Find begivenheden her.