Riff på riff på riff...længe leve heavy metal!

Populær
Riff på riff på riff...længe leve heavy metal!

Det var søndag på Stengade, men det rørte ikke Night Viper og The Skull, som begge brillerede i et uforglemmeligt rifferama, der fik den store heavy metal-gud til at velsigne alle!

Kunstner
Titel
+ Night Viper
Spillested
Dato
17-04-2016
Fotograf
Satan
Karakter
5

Wow. Bare fuckin' wow. Sådan skal det føles, når det er heavy metal. Ellers er det ligemeget! Det er der en australier, som hedder Tom Sutton, der har forstået. Efter en succesfuld tid med japanske Church of Misery flyttede den blonde krøltop for et par år siden til Sverige i jagten på essensen af alt, hvad han gerne ville. Nemlig at skrive musik, som garanterer alle headbangers verden over kroniske nakkesmerter.

Spørgsmålet, han stillede sig selv i jagten på at udføre denne ædle gerning, lød: Hvad hvis Slayer eller Metallica aldrig havde udviklet sig fra deres første plade? Svaret er Night Viper. Året er '83. Og opskriften er riff, riff, riff, hook, riff, riff, riff, hook, riff, riff, solo, riff, riff, riff. Altcsammen mere eller mindre i hastig galop. Eller som en fra publikum med rette også spekulerede i, lige efter koncerten: “Man skulle tro, det var Sverige, som lå op ad Tyskland”.

Eller “der er sadlet op til traktor-træk”, som en anden fra redaktionen med vanlig kækhed bemærkede, men også med en slet skjult afstandtagen til hans bondske ophav og heriboende lyst til at bare at høre thrash metal og være dum i hovedet. En ting, alle på Stengade vist var enige om var vejen frem. Selvom stemningen blandt publikum blev holdt under blus, var smilene brede som en smørkniv, og der blev såmænd alligevel givet prøvelser på headbanging fra øverste hylde – den, hvor man banger med hele ryggen – i sporadiske udbrud her og der i den lille, jævnt samsluttende flok af tilfredsstillede heavy freaks.

Der er absolut intet nyt at komme efter i Night Vipers musik, men de galloperer mere end nogen andre bands, denne skribent kendte til før i går. For det meste i guddommelig twinguitar-mode med velovervejede soloer her og der. Thrash skåret HELT ind til benet. Der er intet fedt på Night Viper. Heller ikke på de fem hver og især gennemførte medlemmer. Fra den ene hyrede skovhugger over terminator-bassisten, den evigt superglade trommeslager og Tom Sutton, der ligner en pænere udgave af Gary Busey, til sangerinden i front, der både tryllebandt i heldragt og med en kradsbørstig, rummelig vokal med øre for gode melodier igennem hele det galoperende træk.

Det stod allerde klart, da bandet med ryggen til publikum indledte med den episk opbyggende 'Warrior Woman', at Night Viper var kommet for aldrig at blive glemt. Nummeret ender, som alle andre numre, med at være en sand gang guitar-onani ud over alle stepper. Men Night Viper gør det på en måde, så kadencen holdes stabilt oppe uden at drukne i ren tomgang, som så mange andre thrash-bands har en tendens til. En australsk guitar-helt med hjælp fra den svenske sangskriver-skole. Perfekt doseret med en eminent tør lyd og et vognlæs rundbarberende riff gjort af de vådeste fantasier. De ligner i hvert fald nogen, der selv har det sådan. En smittende glæde, der også bar dem gnidningsfrit igennem et længere optrin med en sprunget streng og en glemt kode til kufferten med reserve-øksen. 

Night Viper skal opleves live. Uanset hvilken stil, der normalt ejer din verden, så kommer du til at takke dig selv. All hail the viper!

Staffetten blev fuldført

Oven på Night Vipers allerede legendariske stempling og den fornyede respekt for thrashet heavy metal i sin mest rendyrkede form, var tiden kommet til nogle ældre herrer. Amerikanske The Skull, der på mange måder kan siges at være en genrejsning af veteranerne Trouble (der dog stadig er aktive med en anden sanger sanger og rytmegruppe end i velmagtsdagene), der især i 80'erne begravede verden i støv med doomet heavy metal. Lige dele Black Sabbath, Judas Priest og Crowbar. En ret så potent cocktail, som tre af de oprindelige medlemmer af Trouble har bragt med sig videre til The Skull – som i øvrigt også er opkaldt efter et Trouble-album.

Helt essentielt har gruppen den mildt sagt ultra-autentiske Eric Wagner i front. En mand, som trods sin 56 år, stadig nyder udsigten fra sin trone på scenen. Her, mange år efter mange års misbrug. “Did the ninetines happened, man?” spurgte han nærmest stolt og sejrende, men med et strejf af skrøbelighed. Ligesom The Skulls musik. De gamle doom-forskrifter fører an, men de er ikke bange for at tage tempoet helt ud og lade Erik Wagner hjemsøge sine egne dæmoner for frit skue.

Lyden var sublim, faktisk åndssvagt god. Tænk, hvis alle koncerter bød på så fin lyd. Respekt til hvem end der skruer på knapperne på Stengade! Det var sidste dag på turné for begge bands, der måske derfor var ekstra opsatte, trods søndagens evindelige omstændigheder. Som de gamle metal-krigere The Skull er, fik vi nærmest en stadion-opvisning i hvordan man overtager et sted og spiller, som stod der 10.000 foran scenen og skreg.

Om The Skull har samme effekt på album er mere tvivlsomt, men live var de en sand mastodont, der formåede at føre depechen videre fra Night Viper på en helt igennem velsignet aften i heavy metals tegn.