Tørre hug fra den svenske orm
Svenske Night Viper tager lytteren med på en charmerende tidsrejse til firsernes spæde begyndelse, hvor thrashen er ung, frisk og ubesmittet af alskens genreforvridende elementer.
2. The Hammer
3. Curse of a Thousand Deaths
4. Run for Cover
5. Warrior Woman
6. Faces in the Mirror
7. Never Be Enslaved
8. Dagger in Hand
9. The Wolverine
Night Viper inviterer os med ind i en langhåret verden af læder, nitter og tørt huggende thrash-skæringer, som fra før verden gik af lave. Alene navnet er fantastisk og kunne ligeså nemt have været navnet på en kantet 80'er-sportsvogn med David Hasselhoff bag rattet.
Bandet stammer fra Göteborg og har ikke engang to år på bagen. Men som det næsten altid er tilfældet, når det handler om svenskere, er det tydeligt fra første riff, at bandet kan deres kram til fingerspidserne. Selv om 'Night Viper' er deres debutalbum, er der ikke helt uprøvede kræfter bag. Guitarist Tom Sutton er måske bandets mest kendte medlem – han svinger også øksen i Horisont og The Order of Israfel.
Det gør han i den grad også på 'Night Viper', som er spækket med tørre thrash- og NWOBHM-riff, som sender fingerkys til tidlig Metallica og Judas Priest. Der, hvor Night Viper adskiller sig fra andre tilbageskuende thrashbands, er på vokalfronten, hvor den vævre Sofie Lee Johansson med sin rene rockvokal sørger for et anderledes udtryk. Hun er ikke besiddelse af den største kraft i sin vokal, men det fungerer udmærket, selv om vokalen i det lange løb må siges at mangle en smule kant; noget særpræg, som ville gøre den mere genkendelig.
Fremragende liveband
Senest imponerede bandet undertegnede med et superstramt eksekveret sæt i en tætpakket Dødsmaskinen til sidste års Heavy Days in Doom Town i Ungdomshuset. Her var der synkron headbanging, twin-guitar og tightness for alle pengene. På pladen er bandets livelyd fanget godt ind, så det fremstår ligeså organisk som i en livesituation.
Heldigvis kender Night Viper ikke bare metallens, men også begrænsningens kunst; pladen består kun af ni skæringer, hvilket er helt passende. I det hele taget fungerer Night Viper allerbedst på de korte og kontante skæringer som singlen 'The Hammer' eller 'Run for Cover', hvor der bare bliver givet fuld thrash-pedal. Det fire minutter lange introstykke på 'Curse of a Thousand Deaths' er dybest set unødvendigt. De sidste tre minutter er derimod en ren riff-fest, som ligeså godt kunne være startet lidt tidligere.
Night Viper er kort og godt et fint nyt bekendtskab både live og på plade, og den charmerende tilbageskuende stil er svær at stå for. Den står perfekt til et hold kolde bajere og en gang nakketræning.