Nick Oliveri i dødsakustisk eksplosion

Populær
Nick Oliveri i dødsakustisk eksplosion

Nick Oliveri viste sig som en både humoristisk og arrig leder af sit eget dødsakustiske rige, da den tidligere Kyuss- og Queens of the Stone Age-bassist indtog et pakket Stengade. De, der kom for at se giraffen, gik ikke skuffede hjem, men musikken spillede andenviolin og blev nærmest råbt til døde.

Titel
+ Bellhound Choir
Spillested
Dato
16-02-2017
Trackliste
01. John Lawman (Roky Erickson cover)
02. Green Machine (Kyuss)
03. Gonna Leave You (Queens of the Stone Age)
04. Invisible Like the Sky
05. You Think I Ain't Worth a Dollar, but I Feel Like a Millionaire (Queens of the Stone Age)
06. Won't Let Go
07. Bloody Hammer (Roky Erickson cover)
08. Back to Dungaree High (Turbonegro cover)
09. Another Love Song (Queens of the Stone Age)
10. Auto Pilot (Queens of the Stone Age)
11. Feel Good Hit of the Summer (Queens of the Stone Age)
12. Outlaw Scumfuc (GG Allin cover)
13. Love Is Fiction
14. Time to Think (Blast! cover)
15. Surf and Destroy (Blast! cover)
16. Endless Vacation (Ramones cover)
Karakter
3

“Jeg ved det godt – pladsen foran scenen er et farligt sted,” lød det lettere sarkastisk fra Christian Hede Madsen, tidligere forsanger i Pet the Preacher og nu solokunstner under navnet Bellhound Choir, da han efter et par numre tog bestik af stemningen på Stengade, der endnu var langt fra at være fyldt op.

“Men altså, I må ikke tro, at jeg ikke er glad for, at I er her. I kunne jo være alle andre steder end her,” sagde han efterfølgende i en mildere tone – men stadig tydeligt frustreret.. Og selvom det lykkedes at hanke op i et par store fyre, der placerede sig helt oppe foran scenen, så var det, som om gassen gik lidt af den akustiske ballon.

Det er ellers et ganske interessant lydunivers, som Christian Hede Madsen gør sig i. En slags dark folk, der hensætter lytteren til en fjern fortid i det vilde vesten – efter guldfeberens lyksaligheder er overstået. Med hans lange lokker, skæg og cowboy-inspirerede påklædning er der uden tvivl en stærk sammenhæng i det visuelle og musikalske udtryk.

På plade er Christian Hede Madsen akkompagneret af forskellige musikere, og var man ankommet med den lyd i hovedet, var det en anelse svært helt at falde ind i universet på samme måde, når det som denne aften kun var vokal og en akustisk guitar.

Fremførelsen var upåklagelig – og undervejs også meget indlevende – men det sidste touch manglede grundet den sparsommelige instrumentering. Og i kombination med den åbenlyse irritation over den manglende opbakning fra publikum lykkedes det helt aldrig for Bellhound Choir at skinne igennem, selvom potentialet – akustisk eller ej – bestemt er til stede!

Stadig en gal mand
Salen blev langsomt fyldt op under Bellhound Choir – og det var derfor et godt pakket Stengade, som tog imod den skaldede bassist Nick Oliveri, som er kendt fra både Kyuss og ikke mindst Queens of the Stone Age, hvor han var en af hovedaktørerne på mesterværket 'Songs for the Deaf'. Hvis ikke en stor rockstjerne, så i hvert fald en musiker med meritterne i orden.

Af samme grund var det heller ikke så overraskende, at så mange var kommet for at se giraffen. For der var trods alt tale om et akustisk show. Et akustisk show med Nick Oliveri? Ja, faktisk. Men ikke et akustisk show som Bellhound Choir, hvor der blev lagt følelser i numrene. Nej, for Nick Oliveri gjaldt det mest om bare at spille så hårdt og brutalt på guitaren som muligt, mens han skiftevis sang, skreg og RÅBTE sig igennem udvalget af numre, som både inkluderede Kyuss og Queens of the Stone age, et par solonumre og en masse covers af Ramones, G.G. Allin, Roky Erickson, Turbonegro og Blast!.

Og selvfølgelig krydret med et ikke overraskende antal  oneliners – Nick Oliveri er kendt for at være en vildbasse og en prankster - hvoraf den mest sigende var “Der er punk, der er dødsmetal ... og der er dødsakustisk!”

Dødskustisk er det helt rigtige ord. Sådan lød det! Og så er det måske ikke så svært at forestille sig, at det ikke var nogen stor musikalsk performance af ham. Nærmere en af dem, hvor det er svært ikke at tænke, om der mon var kommet nogen – og om de i så fald havde været lige så begejstrede – hvis ikke det var Nick Oliveri. Den vanvittige bassist, der vist også i sit civile liv har overtrådt nogle grænser, men som samtidig virker utrolig sympatisk og på mange måder som et menneske, man har lyst til at skåle med.

En skål blev det ikke til, men undertegnede brød igennem den fjerde væg efter mange interne overvejelser og kryb med op på scenen og sang og skreg med på 'Feel Good Hit of the Summer', da Nick Oliveri bad publikum om at være med på nummeret. Der stod vi så seks mennesker og forsøgte at memomere nummerets hookline, “Nicotine, valium, vicodin, marijuana, ecstasy and alcohol”, i den rigtige rækkefølge.

Efter sigende gik det ikke super godt, og Nick Oliveri råbte vist noget i hovedet på os, men jeg tror, alle var ret opslugte af hver især at overleve den akavede situation og samtidig tænke på, at man nu stod på samme scene som Oliveri. Eller – jeg gjorde i hvert fald. Og sådan et show var det. Ikke så meget musik, bare en aften med Nick Oliveri, hans guitar og hans kæmpestore mund.