Den sørgeligste musik i verden
Loppen dannede rammen om en koncert med tre gode bands for 150 kroner. Man kan næppe bruge pengene mere fornuftigt, selv om enkelte detaljer trak en anelse ned.
Ild i hegnet
Aftenen begyndte med post-punkede Salver, som vi gav fuld plade for deres debutudgivelse ‘Jeg ved ikke hvor jeg skal hen’. Det stadig forholdsvist unge band løftede stemningen med deres energiske spillestil og catchy sange, hvoraf især ‘Løfterne’ fra bendets seneste udgivelse og afslutningsnummeret ‘1 Vej’ viste os, at Salver godt vidste, hvor denne aften skulle hen. En absolut godkendt opvarmningstjans fra et band, der spillede skarpt og aggressivt og både formåede at formidle følelser, underholde og skyde aftenen i gang.
Vi, som elskede Vi som älskade varandra så mycket …
… måtte finde os i et lidt sært lydbillede, hvor trommerne generelt lå lidt for højt i mikset. Et problem, der ofte ses og høres på mindre spillesteder, når trommeslageren slår hårdt – men også et virkelig sært, meget kort delay på vokalen, som til tider gjorde det umuligt at forstå Arvid Ringborgs ellers vidunderligt smukke og isnende triste lyrik. Jeg ved ikke, om det var bandet eller lydpersonen, der havde truffet det valg, men det sendte mig rundt i Loppens sal på jagt efter det sted, hvor lyden var mindst generende. Ærgerligt, for bandet spillede deres post-hardcore og screamo-sange godt, til trods for, at de tilsyneladende improviserede setlisten frem og spillede numre, de ikke ofte tager med sig på scenen. Uanset hvad fik vi fine udgaver af blandt andre ‘Leva som snö’ fra bandets første album, ‘Den sorgligaste musiken i världen’ og ‘Kärleken är död’. Jeg stod heldigvis nogenlunde fornuftigt under den sidstnævnte sang, så jeg kunne nyde ord som:
“Brinn den jord
Där inget växer, där inget frodas
Bara tistlar, bara ogräs
Vila den jord
Som har brunnit, låt stå i träda
Ge den näring
Odla den jor
Som är redo, när den är redo
Låt det växa”
Det var en gave, at de store følelser og det intense samspil fra bandet kunne transcendere det lidt sære lydbillede, hvilket både måtte tilskrives bandets indsats på scenen og det stærke materiale, de har i bagkataloget. Men jeg glæder mig nu til at høre dem igen med bedre lyd.
Døden, den har jeg truffet på Loppen
En lille del af publikum var drevet videre efter stockholmernes koncert, og det var synd for dem, for de gik glip af aalborgensiske Vægtløs, som et hurtigt kig i nærværende medie kan afsløre, vel nok er et af mine absolutte favoritbands. Bandets koncerter plejer at være rørende seancer fyldt med fællesskab, som trods de sorgfulde sange løfter en op. Som det har været de seneste gange jeg har set bandet, så fik vi alle fire lange kompositioner fra bandets album, ‘Aftryk’, men vi fik også ‘Når de ord, vi har brug for, skyder op af sig selv, får vi en ny sang’ fra syvtommerudgivelsen ‘Kakofoni. Jeg kan ikke rangordne, hvilke af sangene, der rørte mig mest, for de er alle sange, der betyder enormt meget for mig. Sange, der bor i mig permanent. Men det var da helt klart et højdepunkt, da Ditte Krøyer fra Vulvatorious gæstede scenen under Vægtløs’ måske bitrest klingende nummer, ‘Her i vores hjerter bærer vi en ny verden’. Det gav ordene “I jord skal alting blomstre” en ekstra pondus, og det var en fin overraskelse for os, der har nydt bandet flere gange før.
Vægtløs gav en skøn koncert, hvor det slog mig, hvor imponerende fyldigt Frederik Højlund på guitaren spiller. Han gav musikken både krop og melodi. Tobias Aske Heltborgs jazzede take på blastbeats og lækkert flydende rytmiske punkteringer fungerede også lækkert op mod Jeppe Nørgaard præcist indpiskende bastoner. Der var med andre ord ikke rigtigt noget at udsætte på Vægtløs’ koncert, som satte et fornemt punktum for en god aften.
Salver: 3/5
Vi som älskade varandra så mycket: 3/5
Vægtløs: 5/5