Et permanent aftryk i følelseslivet
Anmelderen har været heldig at have adgang til denne plade igennem flere måneder – og derfor har han haft mulighed for at forelske sig grundigt.
2. Først Da Vi Bar Din Kiste, Gik Det Op for Mig, Hvor Meget Tungt Du Skulle Igennem, Før Du Blev Så Let
3. Her i Vores Hjerter Bærer Vi En Ny Verden
4. Tag Dit Knuste Hjerte og Lav Det til Kunst
Anmeldelser er altid personlige og subjektive – og den her er det måske i højere grad end de fleste. Den kan ikke være andet, for den er, blandt andet, et forsøg på at gøre rede for, hvorfor jeg er rimelig sikker på at mene, at ‘Aftryk’ er årets danske plade, når vi når til slutningen af 2024 – og grunden skal blandt andet findes i min egen personlige historie, og hvordan den forholder sig til Vægtløs’ prægtige og emotionelle musik.
Vægtløs dukkede op i mit liv med deres ‘Kakofoni’-syvtommer på et tidspunkt, hvor jeg kort efter selv blev berørt af et dødsfald og af sorgen. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har grædt til deres musik – eller for den sags skyld hvor mange gange, jeg har følt mig opløftet og set på grund af den.
På ‘Aftryk’ fastholder Vægtløs deres lyriske fokus på døden, men ikke på en black-edgelordet, forherligende måde eller med dødsmetallens måske lidt pubertære optagethed af dødens væsker og råddenskab. De fire sange på ‘Aftryk’ handler om, hvordan døden påvirker os som mennesker, når vi skal forholde os til dens indtræden, eller må indse, at dagene før nogens død måske ikke er mange. Eller om, hvordan man gør et liv op, hvis det ikke altid har været levet så godt, som man kunne have ønsket det.
Fuck en Trve Kvlt-gatekeeper
Musikalsk har vi at gøre med blacket tremolo-riffing med rigeligt med mindeværdige riffs og melodier. En stabilt forankrende bas, som også bevæger sig tonalt og poetisk, når det er nødvendigt, og med trommer, der inkorporerer både blastbeats og tunge, mere alternativt rockende rytmiske punkteringer på en elegant og nuanceret måde. Oven over dette har vi så lyrikken, som effektivt og affektivt udskriges, så det lyder, som kommer det direkte fra amygdala, direkte fra kroppen, direkte fra følelserne.
Blot at kalde Vægtløs’ musik for black metal eller sortsveden post-metal eller screamo ville være at reducere det til noget mindre, end det er. Så lad os lade være med dét og blot konstatere, at Vægtløs’ fire kompositioner på ‘Aftryk’ er gådehudsinducerende dynamiske, og at de forbilledligt danner musikalske historier, som fint underbygger det lyriske indhold uden på noget tidspunkt blot at fungere som underlægningsmusik. Man ville sagtens kunne lade sig bevæge og rive med af musikken, selv om man eksempelvis ikke forstod dansk og dermed ikke kunne lade Troels H. Sørensens ord være den emotionelle ledetråd.
Der er altså meget at holde af på ‘Aftryk’, som er umanerligt veludført. Jeg er virkelig vild med, at gruppen forsager black-klichéen med at lade stille passager fyldes af klassisk guitar. Det er en strategi, som eksempelvis Afsky har fået en masse godt ud af, men i en del black metal får det mere karakter af et tomt og forstenet udtryk uden emotionel vægt. Som noget, man også lige skal huske at gøre.
Vægtløs undgår klogeligt den faldgrube og baserer i stedet disse stykker på rene elektriske guitartoner, som bærer mindelser om den alternative rock. Jeg skriver her med vilje ikke blackgaze, for det ord vil straks give læseren en ide om et meget specifikt udtryk, som med årene er blevet lidt forstenet, og det er ikke det, der er på spil her. Musikken vil mere end bare at svæve, selv om den helt klart også svæver. Lyt for eksempel til den fine stemningsopbygning gennem de første fire minutter af albumlukkeren ‘Tag dit knuste hjerte og lav det til kunst’. Fantastisk titel øvrigt.
Anmelderen, den hund, centrerer igen sig selv
Som antydet, så er mit forhold til Vægtløs’ musik præget ret meget af, i hvor høj grad lyrikken spejler konkrete detaljer i min egen baggrund og familiehistorie. Jeg kan genkende mig selv i sange som ‘Først da vi bar din kiste, gik det op for mig, hvor meget tungt du skulle igennem, før du blev så let’ og ‘Her i vores hjerter bærer vi en ny verden’. Det er klart, at den form for spejling eller parallelle historier tilføjer yderligere lag af emotionel åbenhed over for gruppens musik, men jeg er overbevist om, at enhver, der åbner sig for Vægtløs’ kompositioner, vil opleve noget stort og ganske unikt. Tag blot albumåbneren ‘Ingenting kan forhindre at små struber skælver en forårsnat’, som lægger stemningen smukt med Lacks og Tvivlers Thomas Burøs recitation af Morten Nielsens digt:
“Døden, den har jeg truffet, da jeg var dreng
Men kun som en stilhed hos nogen,
som jeg holdt af
Aldrig som noget omkring mig,
en kulde, en skygge,
ingen kan nævne ved navn eller vige fra”
Fra første færd slås det fast, at døden er noget, vi alle må forholde os til. Den er et negativt rum i vores eksistens, som vi kan forsøge at fortie, men som vi ikke kan vige fra. Ud af det på overfladen lidt banale, men uundgåelige faktum udspringer Vægtløs’ musiks relevans for os alle, uanset om man kan spejle sig så specifikt i deres musik, som jeg kan, eller ej. Jeg vil påstå, at alle, der tillader sig at åbne sig for musikken, vil føle noget. Dels, fordi musikken er fængende, affektiv og velspillet. Dels, fordi vokalen er så fabelagtigt formidlende. Troels H. Sørensen kommer lidt længere rundt i sin stemmes udtryk end på ‘Kakofoni’, hvilket nok er meget naturligt, da der jo er mere spilletid at brede sig på her.
Jeg er begejstret for de små nuancer, der ligger i de skregne vokaler. Små skift i pitch, der indikerer en stigende intensitet, for eksempel mod slutningen af ‘Her i vores hjerter bærer vi en ny verden’:
“Jeg håber, du ved, hvem du var, da dit hjerte stoppede brat / 4 mennesker til din begravelse / 2 af pligt, 2 kom for sent / Er det aftryk, du har sat på jorden / Jeg gemmer et billede af dig / hvis jeg glemmer, hvordan jeg ikke skal ende / Et billede af dig / For første gang mærker jeg noget: / Den sidste papkasse på lossepladsen / Endelig er det slut / Familien er død / Endelig er det slut / Familien er død.”
Barske ord om en alkoholiseret fasters tilsyneladende blindgyde af et liv, men der åbnes også for en form for forståelse, om ikke accept, af sygdommen, der åd hende op:
“Du burde være min faster / Men det er du ikke / I jord skal alting blomstre / (Måske jeg forstår dig)”
Sådan er det med ‘Aftryk’. Det er et album, hvor man kan blive ved med at finde nuancer og prægnante øjeblikke. Det være sig i Tobias Aske Heltborgs detaljerige og fintfølende trommespil, i Jeppe Nørgaards fremaddrivende og understøttende basspil, Frederik Højlunds bevægelige og bevægende guitarspil eller i førnævnte vokaler. Alt sammen i Jacob Bredahls flotte og åbne mix. Det er en radikal plade, som søger fællesskabet, kærligheden og omsorgen ud fra sit som udgangspunkt tunge og sorgfulde omdrejningspunkt – og dermed er den en kærlig fuckfinger til den stivnede del af den black metal, som bandet får så meget ud af lige at flytte et par grader til siden og gøre noget nyt med. Tænk sig, at det er radikalt at synge “jeg elsker dig” i en metalsang. Det burde det ikke være, men det er det.
Derfor, på grund af alt det ovenstående, betyder den her plade ufatteligt meget for mig, og derfor har jeg været nødt til at være ærlig og åbent lægge ud, hvorfor jeg elsker den her plade. Objektivitet findes alligevel ikke. Det er bare noget, vi leger.
Mit navn er Jesper, og sorgen og døden har fulgt mig hele mit liv.
Mit navn er Jesper, og jeg elsker Vægtløs af hele mit hjerte.