Norske bøller og brudte løfter
Populær
Okkultokrati svingede triumferende forbi Stengade, mens hovednavnet Oathbreaker druknede i anonymitet og kvalte harmonier.
Det har været småt med de positive overraskelser på den metalliske front i løbet af 2016. Frygten, som generelt hærger vores verden, synes at have sneget sig ind hos mange bands også, der i stedet for at kigge ud og lade sig inspirere til forandringer, lader sig nøje med at skovle op fra den store velkendte gryde med generisk opkog.
Men én af de bands, som har valgt at stikke fingeren skråt op og kaste sig over nye horisonter er norske Okkultokrati. Efter nogle år i den mørkeste undergrund, kom de for alvor op til overfladen med deres Southern Lord-debut 'Raspberry Dawn'. Et lille mesterligt værk, der i korte træk lyder som et elskovsbarn af Joy Division og Darkthrone krydret med synth-flader fra 80'erne.
En både fængende, dyster og på ingen måde alt for pæn omgang, der kaster håb ned i et stort, sort hul.
Norsk triumf
Det var dog næppe disse fem nordmænd, som flertallet af de cirka 100 publikummer var kommet for at se denne aften på Stengade, men som koncerten skred synes flere at lade sig overbevise.
Pakket ind i lys og røg indtog Okkultokrati scenen klædt i læder, retro-skjorter og langt, uvasket hår og satte straks i gang med den forrygende 'World Peace' – åbneren fra deres seneste album. Forsangeren angreb mikrofonen med stor autoritet, mens resten af bandet straks lod vide, at de på alle måder lever op til deres musik.
Med masser af knyttede næver og forkrampede bevægelser vred bandet sig igennem et velspillende sæt, der foldede sig ud som en fest på scenen. Kiggede man på publikummet blev stemningen dog en anelse stukket af en udstrakt passivitet, men heldigvis lod Okkultokrati sig ikke diktere af andre end dem selv.
Fokus var mest på 'Raspberry Dawn', hvor også det hurtige titelnummer og den episke 'We Love You' blev leveret med kraften fra et norsk olieskib på vej ud over oldtidens afgrund.
Der blev ikke sagt det store. Kun lidt mumlen om, at bandet ville forsøge at bryde db-grænsen på spillestedet. De har de næppe lykkedes med, og det var heller ikke nødvendigt. For lyden på Stengade er perfekt – måske den bedste i København lige nu.
Stillestående belgiere
Oven på Okkultokratis sikre levering, som kun manglede lidt mere åbenlys entusiasme i salen for at komme helt op at ringe. Et band kan immervæk kun trække læsset selv til en vis grænse, hvorfra publikummet forventes at hive den det sidste stykke over målstregen. Det lykkedes desværre ikke.
Bedre blev det heller ikke under aftenens hovednavn Oathbreaker, om end deres nye mere atmosfæriske materiale heller ikke på samme måde indbyder til dans og mosh på gulvet.
Lyset blev dæmpet helt, så der kun var lidt lys at spore i røgen, der omdannede bandet til silhouetter. Forsangerinden i Oathbreaker lagde ud med, uden musik, at præsentere sin flotte, rene sang, der minder om Myrkurs. Og kort tid efter satte bandet også ind i et hidsigt black-metal groove.
Efter tidligere at havde gjort sig i vrede metalliske hardcore-udladninger, har det belgiske band på deres seneste album 'Rhea' genopfundet sig selv som et post-black band, der dog på ingen måde imponerede live. Rent teknisk var alt nærmest perfekt. Fra den rene vokal til de flænsende skrig, det sublime trommespil og de skarpe guitarister. Men var man, som undertegnede, kun overfladisk bekendt med 'Rhea', hvorfra det meste af sætlisten var sammensat, så var det virkelig svært at skille de enkelte numre fra hinanden eller genkalde nogen mindeværdige melodier.
For det meste smeltede musikken sammen til en udefinerbar klump, hvor kun blast-beatsne viste en vej frem, mens resten af bandet kæmpede med at komme til sin ret. Skønsangen synes, at blive kvalt i det voldsomme maskineri, hvor mere skrig klart have været at foretrække.
Til slut gjorde Oathbreaker dog, hvad de skulle have indset tidligere; spil noget ældre materiale. Med nummeret 'Glimpse of the Unseen' fra debut-pladen fik koncerten straks langt mere energi. En større variation mellem det gamle og nye undervejs i showet havde klart løftet det og mindsket følelsen af kedelige gentagelser.