Solen går ned over vesten
Colorado-black metallerne Wayfarers nye album er en hyldest til det amerikanske vesten og en elegi over samme. Storladen, vred og episk black metal til din undergangsromantik.
2. The Crimson Rider (Gallows Frontier, Act I)
3. The Iron Horse (Gallows Frontier, Act II)
4. Fire & Gold
5. Masquerade of the Gunslingers
6. Intermission
7. Vaudevillet
Colorado lå på civilisationens grænse. Hvor de hvide europæere kæmpede mod både natur og oprindelige folk for at bemægtige sig landet, der spredte sig mod solnedgangen over Rocky Mountains. Hvor den amerikanske hær massakrede cheyenner, arapahoer og siouxer i stor stil. Colorado var grænselandet, og landet blev styret af dem, der havde viljen, og våbnene, til at tage magten. Indtil fremtiden gjorde sit indtog på skinner af jern i en sky af sort røg.
Wayfarer har over de sidste de fire plader fortalt om livet i det amerikanske grænseland og er nu på ‘A Romance with Violence’ nået til drømmens endeligt.
Det sidste, blege lys i vesten
Som coveret viser, er omdrejningspunktet for pladen tæmningen af det vilde vest. Over syv skæringer tager Wayfarer os med på en rejse gennem det 19. århundredes sidste år. Jernbanens komme er symbolet på menneskets sejr over den vilde natur, og det var også den, der i lynfart gjorde det muligt at cementere den hvide civilisation i det enorme lands fjernere egne.
Det første tog kørte ind i Colorado i 1869, men først omkring 1890 var staten nogenlunde forbundet, og det var ikke før konsolideringen af adskille jernbaneselskaber ved århundredeskiftet, at det var muligt at tale om Colorado som endeligt koloniseret.
Det er bagtæppet for ‘A Romance with Violence’. Opgøret med revolvermænd og marshalls som enlige ulve. Hvor Wayfarers tidligere plader har placeret sig midt i skidtet og volden, er ‘A Romance with Violence’ iscenesat som en såkaldt vaudeville, hvilket også er navnet på dens storslåede afslutning. En vaudeville er i denne sammenhæng ikke den franske afart, men en særlig amerikansk form for varietéteater, hvor musikere, komikere, trylllekunstnere og hvad der nu ellers kunne kravle og gå optrådte i de mange små bosættelser rundt om på prærien. Her fremstilles historien om civilisationens komme og det vildes endeligt som en optræden, komplet med scenetæppe og en kort pause inden klimaks.
Det giver en ekstra dimension til musikken og lyrikken, der fremturer med en usædvanligt mørk og sammenkneben tilgang til vesten, hvor alle står med den ene fod i graven.
I Wayfarers lyriske univers personificeres døden gennemgående som lokomotivet, ‘The Iron Horse’. Pionerlivet er ikke fri for hårde mænd, men som det nævnes i ‘The Crimson Rider’, har den mand, der tidligere har fordelt liv og død, nu mødt sin egen. Firmaet, som skrives med stort, vinder, og i den sammenhæng er det muligt at læse en kritik af den moderne samfundsmodel og kapitalismen ind.
The company revels in their champion
On his back, the west will be won
An inferno, fed of enslavement and starvation
There is always more coal for the flames.
Menneskeliv er billige, når det handler om fremskridtet. Det er heller ikke med smil på læberne Shane McCarthy og Jamie Hansen fremfører deres drabelige lyrik.
Lokomotivet som black metal
‘A Romance with Violence’ er noget helt særligt.
‘The Curtain Pulls Back’ åbner albummet med lyden af pianola, der bygger op som i en saloon, lige indtil kortene kastes på bordet, og ‘The Crimson Rider’ buldrer frem med de tungeste, mest eksplosive trommer, jeg længe har hørt i black metal. Som det buldrende lokomotiv, der trækker sorte strimer af røg bag sig, er Isaac Faulks buldren i den absolutte front. Hele vejen igennem pladen er hans instrument bærende, og det er en af grundene til, at ‘A Romance with Violence’ indtager en særlig plads blandt de mange gode black metal-album, der er kommet ud i år.
Efter et melodisk mellemspil kører dampmotoren på samtlige cylindre, som var det døden selv, der styrede ned af skinnerne. Som en dæmon bag sættet Faulk tempoet og tvinger resten af bandet til at følge med. Et helt afsindigt skrig ledsager de grufulde marchtrommer som afslutning på tracket og lægger stemningen for resten af pladen.
Efterfølgeren fortsætter i samme dur, mens ‘Fire & Gold’ giver os et kort, stemningsfuldt pusterum, hvor vi sætter westernguitaren i fokus og oplever en renere vokal, inden vi skal op i fart igen og med ‘Masquerade of the Gunslingers’ føres i et surfrocket nummer frem mod et klimaks, som de omtalte revolvermænds duel.
‘Vaudeville’ lukker pladen af som et vanvidsstykke, der nærmest lyder som introen til 'Deadwood' spillet af et forrykt varietéorkester. Der er twang på guitaren, klap i hænderne og en vekselvirkning mellem den rene vokal og en kraftpræstation fra McCarthy’s black metal-hvæsen. Som et bagholdangreb dør Vesten i ren overdrive på alle instrumenter med særligt fokus på leadguitaren og Faulks trommespil.
‘A Romance with Violence’ kræver måske et par gennemlytninger at komme ind på livet af, særligt hvis man forventer en gentagelse af 2018’s mesterstykke ‘World’s Blood’. Lyden er anderledes teatralsk og mindre kødeligt gribende, men det dramatiske opfyldes i fuld grad, og det er umuligt ikke at blive revet med. Hvis Wayfarer ikke får et større gennembrud med denne plade, står det skidt til med retfærdigheden.