Lydspor til de afsporede
Navlebeskuende dødsblackepos om selvmord og sindets afkroge.
2. Hook Blind
3. Ten Floors Down
4. Hypnos
5. Dead Spiritualist Silent
6. Dunkelziffer
7. Lurking Fear
Serpent Eater fra Køln har udgivet deres tredje album og det er ikke en fest. Det er derimod en foruroligende rejse ned i menneskets mentale krybekældre, fulgt af mørk og muggen dødsblack. For Serpent Eater kendetegnes ikke ved positivitet og ej heller, viser det sig, ved at være subtile. Den teutonske sludge/crust/døds/blackkvintet er præcis så larmende og aggressiv, som ordene mellem de mange skråstreger antyder.
Den allerførste lyd, dine højttalere kyler ud, når du trykker play, er forsanger GR på sit allermest bestemte og crustede. Ordene spyttes ud af munden med snerrende foragt i stemmen og flankeres af en guitar, der lyder som en skrotkværn. Nummeret bliver kun vildere derfra.
Det interessante ved den aggressive musik og især vokalen er den sære, nærmest messende rytmik, der ligger i den. Dette element giver mere tyngde til teksternes indhold, der fokuserer på elendigheden, det moderne menneske kan opleve i sit eget selskab, og hensætter lytteren i en tilstand, hvor tilstanden kommer tættere på, end man kunne ønske sig.
Lyrikken er hård og bestemt ikke for alle. Hvis man har kæmpet med den slags selv, kan det ikke anbefales at dykke ned i. På den anden side lykkes det Serpent Eater at gøre de svære og ofte tabuiserede emner forståelige for andre. Dette er særligt imponerende, da de som mange andre tyske bands har et kun nogenlunde passabelt greb om det engelske sprog.
Metalmusik som sindslidelse
Musikalsk er ‘Vanitas’ mere aggressiv end smuk, og modsætningen mellem det indadvendte og depressive og den rene og dundrende aggressivitet er interessant.
Særligt bør trommerne fremhæves. Som et oprørt hav af tørre tæsk dundrer og ruller de af sted. På den barske ‘Ten Floors Down’ opleves rytmesektionen som et stormvejr over Atlanten. Blastbeats afløser blastbeats, og den tunge og dybe bund lægges for de dissonante guitarstykker.
På efterfølgeren, den velbetitlede ‘Hypnos’, kører rytmesektionen nærmest i den modsatte grøft og opbygger en tranceagtig tilstand, hvor musikken i højere grad flyder end sprøjter.
Sanger GR anvender flere forskellige vokalteknikker i løbet af pladen. Både dybe growls og mere spøgelsesagtig hvæsen, foruden den ovennævnte snerren. Han varierer vokalen og knytter den op på de enkelte sanges ofte meget forskelligartede tempoer, og det giver en fornemmelse af helstøbt og velovervejet sangskrivning.
Generelt er ‘Vanitas’ en godkendt plade. Serpent Eater har gjort sig umage og gør et godt stykke arbejde. Men jeg spår den ikke lang levetid, desværre. Hvor meget jeg end ønsker at kunne lide den, kan jeg ikke se mig selv lytte til den flere år ud i fremtiden. Til det er den for ordinær.