Bastardmix med groove

Populær
Bastardmix med groove

Tyske Serpent Eater forener med 'Hyena' hardcore-punkens vitale energi med det forførende mørke i død, black og sågar doom og lander i en spændende sonisk krydsild, der emmer af sludge.

Titel
Hyena
Dato
17-03-2014
Distributør
Karakter
4

Medlemmerne i det tyske band Serpent Eater har alle baggrund fra andre bands og bedyrer at have haft et solidt fodfæste i DIY hardcore-punkscenen i mange år. Med Serpent Eater tages der også afsæt i hardcore med en stærkt punket energi, men det er formørket med tendenser fra både death- og black metal. Det er beskidt, men det groover forbavsende godt, hvilket man måske især kan takke punk-inspirationen for.

Afvekslingen på albummet er god, og det er fedt, når de hurtigere passager i et ellers relativt kaotisk setup i titelnummeret pludselig får lov at ånde og overraske med en dyster passage, der er som taget ud af My Dying Brides univers. Smukt. Det bliver herligt dystert, hvad den simple, beskidte produktion, som har taget det inspiration fra det bedste i sludge-stilen, forstærker. Det er med succes, den binder de forskellige genremix sammen.

Vokalens rå fremførelse lander mellem vred hardcore, dybe dødsbrøl og hysteriske skrig, der fint kunne have været lagt på en black metal-udgivelse i starten af halvfemserne. Der er en masse stemningsskabende passager, hvor der enten bare høvles derudad på guitarerne, så det skaber en nærmest hypnotisk fornemmelse, eller steder, hvor trykket tages af, og der bliver plads til dynamikken. Og til at lytteren får pusten igen. Men skiven er også ret riff-baseret, og her er flere fine af slagsen, hvilket er med til at gøre 'Hyena' til en yderst appetitlig affære.

Som Nails, bare anderledes ...

Serpent Eaters album er lidt som Nails' formidable 'Abandon All Life', som på imponerende kort spilletid får sammensat alt, hvad der er relevant inden for beskidt, ekstrem musik med en fin rød tråd. Hvor Nails virkelig skærer ind til benet, så har tyskerne her bare en mere opbyggende tilgang til sagen og tager sig bedre tid. Langt hen ad vejen er det god tid, men der er riffs og stykker, som kunne have klaret sig bedre, hvis de var blevet gentaget færre gange.

Det skal dog ikke ændre på, at selvom denne hardcore/crust/black/death/sludge-stil, som Serpent Eater har kastet sig over, måske nok lugter lidt af at hoppe (lidt sent) med på en trend, så har tyskerne ramt en interessant lyd og et fortrinligt eget syn på sagen. Specielt det, at musikken ofte groover, giver det et lidt anderledes snit.