Onde minearbejdere i kælderen
Torsdag lagde Stengade lokale til de lokale helte i Late Night Venture og de onde franske minearbejdere i Celeste. Tilforladeligt måske. Men ikke videre ambitiøst.
Stengade er som Stengade er. For nogle vil det for evigt være deres stamsted, for andre er det en uheldig nødvendighed for at opleve undergrundsbands i mellemklassen. Man kunne sige mange negative ting om det lave loft, den uheldige akustik eller de fæle toiletter, der henleder tankerne på det bageste lokum i folkeskolen – det alle husker. Man kunne også snakke om den uheldige tendens blandt publikum til altid at være mere optaget af historierne om hvad de lavede på arbejde eller hvad de ønsker sig til jul. Det er hermed gjort, men ret skal være ret. De frivillige på Stengade gør et kæmpe arbejde og både i døren, i baren og bag lydpulten er de en fornøjelse at være i nærheden af, og det gør altid oplevelsen i en eller anden grad positiv.
Det må være ønsket om, rent faktisk at gøre noget for musikken og være en del af miljøet, der gør forskellen.
Det samme kan siges om Late Night Venture, der denne aften stod for opvarmningen. Late Night Venture er et helt klassisk øvelokaleband, der har formået at få foden indenfor, og deres charmerende væsen og musik taget i betragtning er det let at forstå hvorfor. Der er ikke nogen af dem, der regner med at skulle leve af deres musik, og derfor bliver tilgangen til det også meget umiddelbar.
Musikken er dog heller ikke i højeste leje og de fem herrer virkede både lidt fortravlede og lidt forvirrede. Den tårnhøje forsanger med den vrede Matt Pike-vokal brølede til og så mere end almindeligt gal ud, men virkede som om han havde svært ved at komme igennem. Det samme gjaldt de øvrige musikere, med undtagelse af trommeslageren, der så ud til at fortabe sig fuldstændig i sit arbejde, og buldrede sig igennem et par breakdowns, og fik lov til at hive et par køller frem for at frembringe en anden, temmelig interessant lyd.
På bagvæggen kørte en slags tegnefilm, der vist skulle skabe stemning, men i højere grad virkede forvirrende. Særlig grelt blev det, da programmet gik ned, og i stedet blot viste navnet ‘Notevision’. Det skulle dog vise sig at være en velsignelse i forklædning, da det førte til den første reelle interaktion med publikum, da sangeren grinende introducerede bandet med ordene “Vi er Notevision”, hvilket medførte en del latter i salen. Det medførte en noget mere afslappet stemning, der skulle føre os ind i aftenens bedste nummer. Det indledtes med en fremragende mørk country-inspireret vokal og trak os ind i den fordybelse bandet kræver. Det betød også, at vi endelig troede på bandet og lod os rive med. Det skulle være skidt før det blev godt.
Brandvæsenet siger nej
Derefter blev det tid til mørkemændene i franske Celeste. Egentlig må man beundre dem for at have taget til Stengade, når nu lokalholdet Olympique Lyon spillede mod Brøndby lidt længere vestpå – og mon ikke de har været lidt trætte af det , når nu lyoneserne både vandt 3-1 på udebane, men bandet derudover også måtte indrette sig efter danske brandregler i kælderen på Nørrebro.
Celeste er nemlig kendt for at spille i fuldstændig mørke, hvilket de også forsøgte denne aften, da deres roadie hang en t-shirt over det oplyste skilt, der markerede branddøren, blot for at få den hevet ned under et minut senere og få en kort skideballe i hovedet også.
Vi sætter naturligvis pris på, at Stengade passer på publikum, men Celestes pandelygteshow faldt en kende til jorden i det klare skær fra nødlampen.
Her kunne man måske også give Celeste lidt af en opsang, for det er ærligt talt dovent at tænke at mørke og røde lamper gælder som sceneshow, for der var ikke tænkt over meget andet. Ikke et ord fra bandet til publikum og udover løftede horn efter hver sang, var interaktionen ikke-eksisterende.
Det er kedeligt og nærmest arrogant, når bands spiller som om de stod hjemme i stuen og det gør ikke noget godt for oplevelsen. Lad os igen opfordre til at anerkende de folk, der kan lide musikken og er kommet for at høre den.
Celeste spillede egentlig udmærket, også selvom bandet tydeligt føler, at de har fundet sig en formel og holder sig til den. Energien var stærk og særligt de dundrende trommer, der fik lidt ekstra reverb i kælderen, forplantede sig ud gennem publikum, hvor gruppen foran scenen i hvert fald fra tid til anden buldrede frem og tilbage og lod til at nyde det.
Som dæmoniske minearbejdere stod firkløveret fordybet i arbejdet og lyste op med deres pandeprydende røde lamper. De var fokuserede, indadvendte og koncentrerede og man kunne næsten have forestillet sig dem arbejde i jordens dyb – hvilket i parentes bemærket heller ikke er noget man sælger billetter til.
Havde det ikke været for den solide bund fra Antoine Royers trommer, var det sunket ned i kedsommelighed, men han formåede at holde kedlerne i kog og det var en tilfredsstillende aften. Langt fra inspireret, men acceptabelt.