Mørkt, sødt og sejt

Devilution besøgte Pleasers øvelokale på Refshaleøen, for at snakke med det nye band, der har fået P6-airplay og en del opmærksomhed på blot en demo og et par optrædener.

Uden mere end en demo i spil er det overraskende, at Pleaser er blevet så – relativt – velkendte, som de er. Devilution mødte det unge band i øvelokalet på Refshaleøen for at se nærmere på, hvad det er, firkløveret kan.



I det rummelige studie et stenkast fra Copenhell møder vi de fire bandmedlemmer. Sophie Lake på guitar og vokal, Annie Nyvold på samme kombination, Oliver Nehammer på trommer og Olle Bergholz på bas.
Først- og sidsnævnte har slået deres folder andetsteds i den danske metalverden. Sophie Lake fik sin debut i Shamash, har vikariet for Sara Helene Nørregaard i Konvent og er nu blevet fuldgyldigt medlem af samme. Hende har vi talt med før. Bergholz har spillet i Ond Tro, men er nok mere kendt for sit basarbejde hos heavy-blackerne i Slægt.

Pleaser er dog primært opstået hos Lake og Nyvold, der mødte hinanden af omveje.
– Vejen har været lang. Det startede med, at jeg lærte Olle at kende gennem en veninde, og da Olle og Sophie senere blev kæreste, lærte vi hinanden perifært at kende der, forklarer Annie Nyvold.



Sophie Lake supplerer:
– Ja, og så skulle vi på et tidspunkt til noget pigeaften arrangeret af en fælles veninde, men det var kun os to, der dukkede op. Vi blev enige om, at vi skulle starte et band sammen, og begyndte at mødes i Ungeren hver uge for at ryge cigaretter og riffe igennem.

– Så mødte vi Oliver og spurgte om han ikke ville være med, og så havde vi sådan lidt et Sleater-Kinney-koncept og var ret tilfredse med det. Olle spurgte meget pænt, om han ikke måtte prøve at lægge baslinjer på et par numre, og selvom vi var ret skeptisk til at starte med, lød det jo egentlig noget federe, forklarer den blonde guitarist, mens Olle Bergholz ser forlegent til.



Oliver Nehammer kommer fra en mere kunstskolet baggrund og har lige færdiggjort en kandidat i komposition fra konservatoriet i form af en doom metal danse-performance.
– Det er både en forbandelse og en velsignelse. Altså, når man går på konservatoriet, så stiller institutionerne mange faciliteter og penge til rådighed, så man får rigtig mange muligheder for at gøre ting. De giver også en virkelig meget indsigt i musik. Det betyder bare at man også skal være ret hårdnakket for ikke at brænde ud af overanalysering.



Før studiet har han været en fast del af Københavns undergrund som musiker og producer for artister fra Communions til ML Buch, men han har altid lyttet til punk, hardcore og metal, og stiftede et tidligt bekendtskab med den tungere ende, gennem bandet The Locust, som hans bror spillede for ham. Pleaser er hans første ægte punkband.
Kombinationen af de forskellige måder at gøre tingene på, drev ham til også at agere producer på Pleaser demoerne.
Den krøllede trommeslager fortsætter tænksomt:
– Altså, når man spiller punk som vi gør, så handler det jo om, hvad vi skaber sammen og om at bevare et miljø. Men i konservatoriemusikken, kommer det til at handle meget om mig. Det handler om “hvad vil du? Hvad vil du bringe ind i musikken?” Det skaber ikke altid den fedeste musik.

Han understreger dog, at der kommer en del musik fra uddannnede musikere, der mere end holder.
– Jeg er meget glad for Lingua Ignota, for eksempel. Hun er ekstremt uddannet, har gået rigtig meget i skole. Og der kan man høre, hvad det kan, for det er så velovervejet. Jeg får optur over, hvor komplekst det er og hvor smadret det egentlig er.
Resten af bandet nikker entusiastisk og Bergholz byder ind:
– Det handler også om, at der bliver åbnet for at lege, når man trækker det ud i ekstremerne. Hvis man ligger fastlåst i 4/4, så bliver det også hurtigt lukket, hvorimod det ekstreme kan åbne for flere muligheder.



Både Annie Nyvold og Olle Bergholz kommer fra en punkbaggrund og er vokset op i de miljøer, mens Nehammer og Lake kommer fra mere klassiske baggrunde. Sophie Lake spillede cello fra tre-årsalderen og kommer fra en familie, hvor halvdelen er professionelle musikere. Ligesom Nehammer spillede hun også mest derhjemme, indtil black metal-bandet Shamash opdagede hendes guitarvideoer på youtube.
Den blandede herkomst blandt medlemmerne er også væsentlig for bandet, der som nævnt opstod mellem Nyvold og Lake.
– Vi elsker alle sammen genrefusioner i en eller anden forstand, og vi har heller ikke lagt os fast på, hvordan Pleaser skal lyde. Vi er bare enige om, at det skal være “dark, cute og sejt”, griner Annie Nyvold.



Hellere være sej end god
Både Olle Bergholz og Sophie Lake nyder udmærket succes i henholdsvis Slægt og særligt i fremadstormende Konvent, og det er derfor nærliggende at spørge, hvad det er, der adskiller det lille punkband fra de større, mere etablerede navne, man uden tvivl kunne hælde så mange timer i, som man havde lyst til.
– Det er jo et helt andet udtryk og nogle helt andre mennesker. Det, der er fedt ved at spille i det her band er, at jeg jo har min måde at gøre tingene på og de har deres. De her tre mennesker er ikke de samme tre mennesker jeg spiller med, i en anden konstellation, og variationen er fed, forklarer Olle Bergholz.

Annie Nyvold byder også ind:
– Jeg har spillet i andre bands også, og det, der er særligt her er, at vi bare siger ja, når nogen har noget at bidrage med. Der er ikke kritik, der er ikke nej. Alle er bare med på hvad, der bliver lavet. Vi har et trygt rum, hvor vi kan komme med underlige ideer og har ikke brug for at forhandle og diskutere os frem til at få sat hver vores præg.

Sangskrivningsprocessen er også lidt særlig. Det er kun de to guitarister, der skriver musikken. Det hele bygges op om riffs, de to hamrer sammen i fællesskab. Så, forklarer de, skriver de sangene fuldstændig uden tanke for rytmesektionen, som de til gengæld giver frie hænder, til at lægge bunden som de har lyst til.
– Ja, vi får at vide “det er sådan her sangen er”, og så skal vi sætte en rundgang til, siger Olle Bergholz med et skævt smil mod trommeslageren, der replicerer:
– Det er så fedt. Vi får ligesom en opgave, vi skal finde ud af at løse.

De skæve strukturer og tilgange er også det, der præger bandet helt generelt. Den brogede baggrund, de forskellige inspirationer og navnlig, mængden af erfaring stikker ud for de fire.
Nehammer fortæller:
– Vi er en helt sammentømret gruppe af mennesker, der har helt forskellige udgangspunkter. Annie spillede nærmest sin allerførste koncert nogensinde med Pleaser, mens jeg har spillet i tyve år. Det hele kører ikke på skinner, og vi afvikler ikke bare.



Bergholz er meget enig:
– Der er noget på spil i Pleaser. Det er det bedste ved rockmusik. Det hele kan falde fra hinanden, hvornår det skulle være. Ved mange moderne ting er det hele så gennemøvet, at det slet ikke kan gå galt. Det bliver ikke nær så spændende at lytte til.
 
I en anmeldelse blev Pleaser beskrevet, som om “de løber marathon, og hele tiden er ved at snuble.” fortæller Sophie Lake. Det er en beskrivelse, bandet tager som et adelsmærke.
– Det er ligesom Charlie Watts, forklarer Oliver Nehammer.
– Han spiller også pissesejt, men også sådan lidt janky. Det er vel det, man kalder “nerve”.

Nehammer talte meget om den føling, der er mellem klassiske musikere, da han fortalte om sine erfaringer fra den verden. En vigtig ting, lærte han os, er, at det ikke handler om at spille musikken som den er skrevet, men derimod spille den, som dem, man spiller med, gør. Når dirigentens stok går ned, skal man ikke nødvendigvis slutte brat, hvis det ikke er det, orkesteret gør. Man skal derimod få en føling af det flow, der er i gang.
Og det, mener han, er også noget, der præger samspillet i Pleaser.
– Vores shows er meget præget af en fælles følelse.

Sophie Lake stemmer i:
– Der er helt vildt meget øjenkontakt i løbet af koncerten, og vi lytter meget til hinanden imens. Det handler om at finde ud af, hvor man er.



– Ja, og så tage det som det kommer. Det sker tit, at jeg laver en fejl, og så lyder det fedt nok alligevel, forklarer Nyvold.

For et så lille og nystartet band, er det svært at sætte et ambitionsniveau. For der kommer masser af punkattitude og integration af fejl og festlighed. Alligevel har de, på baggrund af demoen, allerede fået en smule opmærksomhed i den bredere befolkning. Det er ikke kun os, på Devilution, der har nævnt dem.
– Vi blev meget overraskede over, at vi er blevet spillet på P6. Og så endda mere end en gang, fortæller Sophie Lake.
– Både Ida Rud på P6 og Stine Omega på 24Syv har spillet os, og det er meget overraskende. Vi lavede demoen og blev enige om, at disse tre numre var dem, der var mest os, og så sendte vi den af sted. For mig, er det stadig punk og jeg havde ikke nogen forestillinger om, at det var noget man kunne noget som helst med, fortæller Annie Nyvold.

Ambitionsniveauet er altså nærmest ikkeeksisterende for bandet, og på den måde holder de den Ungdomshuset-attitude, mange af dem er kommet med, i hævd.
– Jeg tror det er rigtigt nok, at der er noget energi, mange folk reagerer på, forklarer Oliver Nehammer, der er iklædt en t-shirt med hardcorebandet Junta.
– De her, siger han, mens han peger på t-shirten, ville aldrig blive spillet i radioen. Det er for rent i sit udtryk, mens vi måske krydser mere over.

– Det har dog ikke været vores plan at hacke mainstreamen. Det er der nogen, der har gjort før og været meget målrettede med det, men vi er mere intuitive, og går kun efter, hvad vi har lyst til. Selvom vi skulle kunne få succes med en anden lyd, ville der gå noget af projektet, hvis vi gik hårdnakket efter det.



– Ja, præcis, udbryder Olle Bergholz.
– Det vigtige for mig er bare, at vi i bund og grund er fire gode venner, der godt kan lide at spille sammen. Vi tager de muligheder vi får, men jeg nyder bare at spille sammen med Sophie, Annie og Oliver. Det må blive hvad det bliver, men så længe vi spiller sammen og kan udtrykke os sammen, er jeg tilfreds.

Kanten
Pleaser har spillet på meget forskellige scener i løbet af deres korte karriere. Første show var på festivalen Det Gyldne Liv i Kolding, derefter gik turen forbi K-Town Hardcore Fest, Toldermania, og shows med LA Witch, Riverhead og Tvivler. Det fælles træk er, at de allesammen gør sig i det sære. Og det er element Pleaser omfavner, selvom bandet mener, at det er svært for danske musikere, at få lov til at være sære.
– De bands og musikere, den danske scene ser op til, laver jo ofte virkelig mærkelig musik. Se bare på Kanye West, for eksempel. Og det elsker folk. Men dansk musik, der måske ikke er i nærheden af at være lige så sært, er der ikke plads til, mener Oliver Nehammer.



Sophie Lake er enig:
– Vi håber, måske, at vi ville kunne være det mærkelige band, der blev plads til. Noget som kunne inspirere andre til at være mærkelige.

Kanten er fremherskende i lyden, men hvor den kommer fra, er meget forskelligt. På Devilution har vi omtalt den svenske lyd, der trækker tråde til Broder Daniel og Tomas Hurula, mens andre i højere grad har peget på den noisede skramlen, der stammer fra Sonic Youth.
Der kan heller ikke være tvivl om, at de forskellige baggrunde spiller ind. Lakes riffs lægger sig opad black metallen, der har været hendes forhistorie, mens Nyvold trækker tungt på hardcoren.



Men det at kunne fokusere et band på venskab og at det skal være sjovt at spille, kommer udtrykkeligt fra Ungdomshuset på Dortheavej, fortæller bandet, hvor de også startede med at øve.
– For mig, er det hundrede procent hjemmebane. Når jeg kommer ned og ser den lille Peavey-basforstærker i øveren, så føler jeg mig hjemme. Det samme gælder når vi spiller der. Jeg ved præcis hvordan det hele skal indstilles, forklarer Bergholz.

– Jeg er ikke vokset op i Ungeren som de andre. Jeg kom for sent til Jagtvej 69, selvom min bror kom derinde, og jeg var faktisk ikke på Dortheavej før vi skulle spille der. Det var noget af en åbenbaring. Der er ingen, der får penge for at være der, alle gør det, fordi de kerer sig om stedet, fortæller Oliver Nehammer begejstret.

– Alle the weird kids har et fristed derinde, og det er fedt. De skal have et sted at være. Og man kan jo se, at rigtig mange folk har fået deres start derinde og fåt lov til at fucke op, og så gået videre til at lave store ting. Det var skønt at komme ind og få lov til at give noget tilbage til det miljø.

Med optrædener i Ungdomshuset følger som regel en vis politisk ballast. Pleaser er ikke umiddelbart politiske, men optræder ofte sammen med bands, der er, og grundstenene kommer også derindefra.

– Vi er ikke et politisk band, men vi er helt klart politiske mennesker, fastslår Oliver Nehammer.
– Vi bevæger os i politiske miljøer, men også miljøer hvor der er fokus på det enkelte menneske. Man kan ikke skifte scene på den måde. Jeg hørte en podcast med Lingua Ignota, hvor hun understregede, at der ikke længere er plads til misforståelser og at det er vigtigt at være klar om, hvor man er politisk. Det kan jeg godt forstå, hun har brug for.

Olle Bergholz byder også ind:
– Det handler jo om ens verdenssyn. Ens verdenssyn er noget af det grundlæggende ved en person, og det vil blive afspejlet i det man laver. Vores personligheder er helt klart en del af musikken.

Pleasers lyrik har dog ikke et politisk sigte. Det kommer derimod indefra. Sophie Lake og Annie Nyvold skriver om det, der rører dem, og det, de føler.
– Det er slet ikke tænkt politisk. Det kommer i brudstykker helt indefra, forklarer Lake.

– Ja, vi har ikke skrevet en sang, der hedder ‘Fuck Kapitalismen’ endnu. Og vi kommer nok heller ikke til det, griner Annie Nyvold.



Efter samtalen blev det tid til en øver, og det var tydeligt at se de kontraster, bandet er bygget op over. Olle Bergholz' høje, mørke skikkelse indtog en placering lænet op af et klaver, Lake og Nyvolds guitarer blev slået an hurtigt, og selvom sommerferien havde sat rustpletter på performancen, blev guitarfejl og en død forstærker modtaget med grin og smil, mens Oliver Nehammers krøllede person rullede sig ud bag trommerne.
Det er uden tvivl et band, der elsker at spille sammen, og som heller ikke kunne stoppe, efter de var kommet igennem de fire numre, Devilution var blevet lovet at overvære.
Bandet var alle klædt i sandaler – nogle endda med blomster på, en enkelt iført en spraglet vest over sin punk-t-shirt, og det syn var tydeligt i modsætning til de hårde genrekonventioner, vi møder andre steder i miljøet.
Pleaser er mange ting. Men behagesyge er ikke en af dem.