Et stort skvulp fra overflødighedshornet
Toldermania III bød på velkendte successer, nye ansigter og musikalske udfordringer lørdag aften i Smilets By. Lytterne blev ført rundt i punkens univers i en række korte, intense og fængende optrædener, der var lige, hvad vi trængte til.
Det var Toldermania-tid. Et overflødigshorn af punk i alskens afskygninger stod for døren for tredje gang, hvor arrangørerne, århusianske Smertegrænsens Toldere, inviterede en bred vifte af hvad som helst fra den danske punkscene til at gøre dem selskab på gulvet nedenfor scenen til en aften fuld af galskab, gå-på-mod og en intensitet, der kun kan skabes når de optrædende befinder sig ansigt til ansigt med, og til tider midt i, et publikum, der nu i flere år har higet efter koncertoplevelser, der ikke er præget af forsigtighed, sikkerhedsafstand og nøje afmærkede siddepladser langt fra hinanden.
Reglerne er simple. Ni bands. Alle optræder på gulvet, mens scenen denne aften var dækket af med et tungt og sort scenetæppe. 20 minutters spilletid pr. orkester. Værsgo at gå i gang.
Første band på rampen var lokale Troop Transport. Fire unge gutter i 70'er-kluns, cowboystøvler og fåk-dog-af-attituder. Tænk Steklovata, hvis Steklovata var fra Trøjborg og alvorligt træt af at høre på dit pis. Bandet tog de 20 minutters spilletid seriøst, og gav gas fra start til slut med en ganske charmerende omgang aggressiv punk med pedalen i bund og attituderne på plads. Troop Transport er relativt nye på scenen, og ret skal være ret: Det er muligvis et band, der kunne blive en kende ensformigt at høre på i længere tid, men det skete ikke i løbet af den ret begrænsede spilletid. Kvartetten er et af den slags orkestre, der fint kunne fungere som husband til en af den slags privatfester, hvor flaskekast og nitteaftryk i din mors Kähler-vaser er en del af underholdningen.
Publikum var lige knap blevet fuldtallige, men alligevel var menneskemængden helt hæderlig på det, til lejligheden noget mere, afgrænsede gulv, hvor ”scenen” trods alt optog et vist område. Mens tilhørere stadig løbende kom til og fyldte gulvet godt ud, gik københavnske Pleaser på. En tungere, metallisk intro gjorde, at bandet havde en stille og rolig start på sine 20 minutter, og afslørede samtidig, at det er et band med metalmeritterne i orden qua sine medlemmer fra bands som Shamash og Slægt.
Efter et par minutter fik Pleaser dog sat fart over feltet med en melodisk punk, der både var catchy, hurtig og farlig, og fungerede fint i et spændingsfelt mellem de lyse dobbeltvokaler fra Sophie Lake og Annie Nyvold og den dybere punkrock, der ikke var uden en vis metallisk tyngde hist og her. Lyseffekterne på den diminutive scene fik også lov at vågne til dåd, og efter en smule slatten lyd i starten af bandets sæt fik vi i anden halvdel af den korte koncert for alvor følelsen af, at NU var vi i gang.
Lidt voksent, lidt blødt, lidt næsten dødt
Med lyd og lys på plads manglede vi bare at få fart på moshpitten, før det begyndte at ligne, hvad vi på jysk kalder ”en helt hæderlig aften”. Og den fart stod Junta, anført af Marcus Ferreira Larsen, der i metalliske kredse er kendt som forsanger i Demon Head, for. Det var tydeligt, at trioen havde noget mere erfaring sammen end de tidligere bands; materialet virkede skarpere, mere nuanceret, mere effektfuldt, mere voldsomt.. Juntas rå hardcorepunk var af den slags, men sagtens kunne have brugt mere af, men om ikke andet sikrede 20 minutters-reglen, at det blev serveret med maksimal nerve, koncentration og intensitet. Fremragende koncept.
Samtidig var Voxhall noget mere fyldt, end man kunne have håbet på, og en decideret punkfest var nu undervejs. Pauserne mellem de optrædende var så korte, at det kun lige kunne blive til en mellemlang rygepause og et smut i baren, inden næste band satte i gang. Udenfor stod en kunstmaler og solgte de impressionistiske portrætter af de optrædende, som han malede mens koncerterne foregik. De var faktisk pænere, end man skulle forestille sig.
Trængte nogen til en pause i den fræsende, aggressive punk, var det tiden nu. Tid til Døgnkiosk. De stod om nogen ud på aftenens plakat, og deres følsomt poppede, 80'er-inspirerede og keyboardrevne punkrock var noget af et skifte fra hvad aftenen indtil nu havde budt på. At dømme ud fra mængden af tilhørere oppe foran kontra omme i café-området var Døgnkiosk måske heller ikke ret manges favoritret, men endnu engang kom koncertkonceptet i aften alle til gode. Der findes meget få bands, som man ikke kan holde ud at høre tyve minutters musik med, og Døgnkiosk er ikke et af dem. Derfor fungerede de som et udmærket afbræk for dem, der trængte til det, inden aftenens sikkert mest ekstreme stemningsskift.
Siden UxDxS sammen med aftenens Tolder-værter og de tidligere Toldermania-deltagere Nyt Liv i 2018 stod for historiens mest aparte og bedste åbningskoncert på Copenhell, har der været ret stille om goreviolence-maskinen fra Nordvest. Derfor var det et kært gensyn den vanvittige kvartet, der med inspiration fra lige dele tidlig Napalm Death og en tunet industriblender gjorde deres til at vælte stedet på hovedet.
UxDxS er et af den slags bands, for hvem 20 minutter faktisk er en smule i overkanten. I stedet fik vi godt og vel et kvarters sonisk angreb, komplet med bandets fænomenale cover af Turbonegros 'Denim Demon', der alt i alt resulterede i et par sveddryppende forreste par rækker, pitskader og blå mærker både hist og her og en sikkerhed for, at vi nu endelig er igennem corona-cirkusset. Den slags fysiske, nærværende og insisterende lydoverfald, som UxDxS var så venlige at servere, havde simpelthen ikke kunnet lade sig gøre for et halvt, et helt eller halvandet år siden. Det kunne det denne aften, og vi takker. Og troede så ikke, det kunne blive vildere.
Et hurtigt check udenfor bekræftede, at kunstmaleren var gået hjem. Jeg ved heller ikke, hvordan han skulle kunne male en UxDxS-koncert uden brug af både blod og snotklatter.
Fremragende – og lidt i overkanten
Det var tydeligt at næste band på affyringsrampen, værterne fra Smertegrænsens Toldere, var aftenens højdepunkt for størstedelen af publikum. 'Dumflade Selvskade' og 'Mine Unger' (samt ifølge bandet 19 andre skæringer på de tildelte 20 minutter) blev hamret afsted, mens scene og gulv gik i ét i en stor, bølgende pit. Her havde vi definitionen af alt, vi har savnet siden dengang i marts 2020, hvor verden som vi kendte den for en stund gik i sort. Bandets energi var uovertruffen, publikums ligeså. Mod slutningen af hvad der føltes som et langt, dyrisk og ustoppeligt hardcorevræl serverede Tolderne 'Dolker Dit Ansigt', og det var de færreste kroppe i lokalet, der på det tidspunkt stod stille. 'Ekstra Liv' lukkede bandets hypereffektive kraftudladning og, viste det sig, også koncertaftenen for mange tilhørere.
Selv om store og velkendte navne som poppunkerne i Big Mess samt rendestens-blackmetallerne fra Gabestok, der spillede deres tredje Aarhus-koncert på et halvt års tid, var de næste to oplevelser, vi havde i vente, begyndte en stille udsivning af tilskuere, som desværre fratog de to koncerter meget af den gensidige energi, som publikum burde have leveret tilbage til de to orkestre, der begge gjorde deres absolut bedste.
Om det var manglen på koncertrutine, de mange bands, det rigelige ølindtag, det faktum at klokken trods alt havde rundet 23 eller ganske simpel dovenskab skal ikke kunne siges, men specielt Gabestok fik langt fra den modtagelse, deres energiske og vanligt hidsige optræden nok havde fortjent. Og selv denne udsendte anmelder måtte også sande, da Rådne Lunger gik på scenen foran et fåtalligt publikum lige over midnat, at energien ikke var til mere.
Tilbage stod indtrykket fra et alt i alt fortrinligt arrangement, der måske lige var langt nok, men til gengæld bød på den ene artige oplevelse efter den anden på rundturen i punkens univers. Der behøver ikke gå over tre år, før vi igen bliver inviteret til Toldermania i Aarhus. Det var det hele værd.