RB 24: Indestængt mystik
Takh hypnotiserede os ind i deres doomede spindelvæv af dystopi og drømme, i sand Roadburn-ånd på tredjedagen.
Mens resten af redaktionen var på vej til SubRosa-sangerens soloprojekt, The Keening, stod den belgiske kvartet Takh som en af undertegnedes højeste prioriteter på årets Roadburn.
Indtil for to uger siden havde jeg ellers aldrig så meget som hørt om dem, men efter en alfabetisk forberedelse til alt på line-uppet blev jeg omgående opslugt af deres selvbetitlede debut fra sidste år, der dyrker det underspillede, ritualistisk opbyggende univers ikke ulig Mansion eller Shaam Larein, eller for den sags skyld et mere tonalt udviklet take på Swans. En påtrængende intensitet, der sniger sig ind under huden, og så absolut en fejl, at jeg ikke opdagede den plade sidste år.
Nuvel - man bliver klogere, og i dag råder jeg bod på skaden, når Takh endnu ikke er nået op på vores breddegrader. Klokken slår 16:30 på den lille Hall of Fame-scene, og bandet indleder sættet med 'Salomonne', der også indleder pladen. Med Pieter Uyttenhove i front som deres svar på Michael Gira, hæs og ildevarslende i tonen, med både tromme, cymbal og et indisk harmonium i værktøjskassen til at udbygge lydbilledet. Akkompagneret af den slæbende bas og ditto trommer, samt en bouzouki (langhalset lut) med et væld af pedaler til at modificere med nok af rumklang, sendes vi omgående ind i Takhs dunkle univers, med Uyttenhove som dirigent og messende prædikant i ensemblet. Trommeslager Annelies van Dinter tilføjer det tostemmige på den efterfølgende 'Unabashed and Knowing', mens trommerne kører taktfast i samme, hypnotiske rundgang, og vokalen bliver mere og mere højstemt.
Det er grundlæggende her, hvor deres væsentlige styrker ligger begravet. De lange, intense opbygninger, hvor samspillet, kemien står skarpest, og med vekslen mellem Uyttenhoves rå tone og van Dinters mere indfølte ditto. Der veksles løbende mellem guitar og bouzouki, og i numrene med sidstnævnte sendes tankerne også i retning mod David Eugene Edwards/Wovenhand, omend altid med denne sans for repetitive opbygninger, der lægger sig solidt på grænsen mellem hverken at blive for blodfattigt eller langtrukkent.
Sjælen er stærk her, og selvom det godt kan mærkes her og der, at der kun er en enkelt plades materiale at gøre godt med, og der derfor tilføjes lidt ekstra fluff her og der for at fylde spilletiden ud, så er det ikke noget, der trækker væsentligt fra i det større billede.
Tværtimod demonstrerer det deres evne til at hvile i sig selv, og med så stærk en debut i baghånden, bør det kun være et spørgsmål om tid, før de også når ud at spille længere udenfor den belgisk/hollandske sfære. Desværre fik de blot en lille scene til rådighed, og selvom vi er godt 100 mand på Hall of Fame i dag, så kan vi godt unde dem et større publikum – lad os håbe, denne lørdag eftermiddag bliver et springbræt til noget større.