Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dannelsesrejse for sjælevandrere

Populær
Updated
Dannelsesrejse for sjælevandrere

Endnu engang overgår In Vain sig selv med pomp og pragt til det rutinerede øre.

Kunstner
Titel
Currents
Dato
26-01-2018
Trackliste
1. Seekers Of The Truth
2. Soul Adventurer
3. Blood We Shed
4. En Forgangen Tid (Times Of Yore Pt. II)
5. Origin
6.As The Black Horde Storms
7. Standing On The Ground Of Mammoths
Forfatter
Karakter
4

Med matematisk, militant præcision lægger Johnar Håland og Kjetil Pedersen ud med twinguitar-angreb suppleret af Andreas Frigstads gutturale brøl. Omkvædet groover, melodilinjer svæver ind over hinanden, og inspiration fra svenskerdødens højborg spøger i krogene. En majestætisk førstesingle, som man kunne forvente fra In Vains side.

Derefter forlader vi det velkendte med den vederstyggeligt catchy efterfølger ’Soul Adventurer’, hvor både de høje fraseringer, korsektionerne og de sirligt afstemte progressioner vækker mindelser om, hvad landsmændene i Leprous kunne have drevet det til, hvis de ikke havde skruet ned for pomp og pragt efter ’Bilateral’.



Fem år er der gået, siden nordmændene leverede deres celebrerede ’Ænigma'. In Vain har udspring i ekstremmetallen, men mere melodiske og progressive elementer gjort deres til at udvide spektret, og den udvikling fortsætter i denne ombæring. Bandet udtaler selv, at titlen ’Currents’ skal ses som en afspejling af alle de kolossale forandringer, vi gennemgår i disse år med folkevandringer, traditionsændringer og kulturelle påvirkninger, og pladen former sig også hurtigt som en dannelsesrejse udi alle afkroge af metallens verden.

Visse plader udmærker sig som bekendt ved at være letaflæselige fra første lyt, hvor andre kræver mere af deres lyttere og primært vinder ved genlytning. In Vain lægger sig tydeligt i sidstnævnte kategori, og med tålmodighed og koldt vand i blodet er der også denne gang mere end rigeligt at komme efter.

Hvor komplekse kompositionerne end kan tage sig ud, skal man ikke foranlediges til at tro, at det er noodling af ypperste skuffe, der er i vente. Tværtimod er det de tidligere nævnte sirligt afstemte episke kompositioner, der folder sig ud, lag på lag, frem for at guitar- og keyboardsoli står i kø. ’Blood We Shed’ lægger for eksempel ud med growling, blastbeats og kompromisløs død, inden den et par minutter inde ændrer retning med psykedelisk synth og lyse korsektioner som en flygtig abstraktion, inden vi vender tilbage til starten med dobbelt styrke, nærmest komisk overdrevet med Frigstad, der afrunder med at brøle sangtitlen a capella.

Til den mere doomede side har vi ’En forgangen tid’, der med et simpelt, repetitivt tungt riff lægger det tunge groove, mens Frigstad messer, og Sindre Nedland spreder massive keyboardflader henover det tunge lydtapet. En bekvem afveksling fra de komplekse strukturer, som ellers tager styringen det meste af de 42 minutter, ’Currents’ spænder over.

’Origin’ fortsætter i midttempo og "udmærker" sig samtidig ved at være pladens eneste filler, der dvæler ved det flot orkestrerede, muligvis Nedlands stjernestund. Ikke desto mindre kommer sangen aldrig rigtigt op i gear og virker lidt halvhjertet ved siden af resten af numrene, som går hele linen ud uden som her at stoppe på halvvejen.

Det er dog hurtigt glemt, når den meget sigende ’As the Black Horde Storms’ kort efter tordner af sted i bedste episke black metal-mode med hæs skrigen og blastbeats. Håland leverer kort og præcist en af pladens mest storslåede guitarsoloer, og det doomede omkvæd groover sig ind på nethinden, inden vi runder af med pladens længste, tungeste og muligvis stærkeste epos, 'Standing on the Ground of Mammoths'.

Med et åbent sind vil 'Currents' kunne sende dig langt ud i afkrogene af din metalliske bevidsthed. Enkelte fejltrin, primært i form af 'Origin', skæmmer ikke for, at In Vain bibeholder deres tæft for de store kompositioner uden at gå på kompromis med den hårde nerve. Pladen kræver tid, men er man først nået dertil, så er der ingen grund til at se sig tilbage.