Stærk storladenhed sejrer (trods alt)

Stærk storladenhed sejrer (trods alt)

Det var musikalitet i fineste form, men kun en skarp start og ditto slutning reddede affæren fra at blive for storladen og pæn for Leprous i den velbesøgte tidligere forbrændingsanstalt på Vestegnen.

Kunstner
Dato
02-10-2015
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det norske band Leprous gjorde sig især positivt bemærket med albummet 'Bilateral', som blev fulgt op af et nærmest manisk og ikke mindst forrygende show for os danskere, da de spillede på The Rock til Denmark Rock Festival i 2011. Siden har to album ladet bandet sætte kursen mod den progressive stjernehimmel. Numrene er blevet mindre frenetiske og stikker ofte i en af to retninger: det storladne eller det kaotiske staccato-helvede. Begge dele absolut positivt ment, når det sker på plade.

Til koncert kan det dog være lidt sværere at holde interessen fanget i store kompositioner med højere til loftet, end Forbrændingens ellers fine forhold har. Der gik derfor lidt stilstand midtvejs i bandets sæt, hvor intensiteten dalede, selvom det stadig var en oplevelse at se frontmand, vokalist og keyboardspiller Einar Solberg, som i den grad var nærværende i musikken. Det fornemmes, at Leprous er denne mands hjerteblod, mere end det er de andre i bandets. Og det selvom der på ingen måde kan eller skal peges fingre af de andre i bandet. Det var dog her i de smukke, skrøbelige vokaler og svulstige lydkollager, at fotografens kommentar om, at nu legede de da bare Muse, havde en vis berettigelse. Og det er jo synd, for på plade er lytterens tålmodighed mere åben for fordybelsen, som denne ende af bandets musik kræver. Leprous har nemlig så meget at byde på, som ikke er nogen andres lydbillede end bandets eget.

Fin afslutning

Der var en tung vægt på den nye 'The Congregation', hvor specielt 'Third Law' tidligt i sættet henrykkede, ligesom 'The Price' var stærkt og indledte den sidste del af koncertens fornemme slutspurt, hvor intensiteten steg, og Einar Solberg nærmede sig den mere vilde performance, han havde vist på The Rock i sin tid.

En ting, som måske kunne have hjulpet i det på mange måder ellers knivskarpe lydbillede, ville have været lidt mere volumen på guitarerne, som indimellem veg i baggrunden i mixet til fordel for keyboards og den overraskende fremherskende bas. Sidstnævnte havde dog også sine fordele, for der blev godt nok spillet godt på de fire strenge. Også den forholdsvis nye trommeslager Baard Kolstad var en stor oplevelse. Virkeligt solidt og med lækker trommelyd, der som guitarerne også godt måtte have været mere af i lydmikset. Det var dog blot med til at understrege det stærke spil, fordi det på den ene side blev diskret og (næsten) uden blær, mens det på den anden side kunne noget særligt, når øjnene gang på gang kiggede mod trommepodiet for at se, hvor det solide liv i musikken dog fik sin eminente puls fra.

Leprous var klædt i sorte skjorter og havde medbragt fire tv-skærme, der ofte kørte stemningsskabende billeder til musikken. Sammen med den fine lyssætning skabte det den rette stemning til musikken. Som nævnt måtte der godt have været en mere udfarende præstation fra frontmanden, selvom hans tilstedeværelse i musikken og på scenen ikke var til at tage fejl af. Den fine vokal røbede det i samme grad, som hans blik fortalte det. Men på falderebet blev der åbnet for det, som havde begejstret for fire år siden i København. Med 'Forced Entry' til slut brød bandet den pæne sortklædte facade og gav den fuld gas på et nummer, der rummer alt det lækre, som bandet kan, og som har gjort dem til et af prog-genrens absolut vigtigste bands på scenen aktuelt. Og med dette afsluttende hiv og sving og en god start blev koncerten løftet til mere end en blot en godkendt, god oplevelse.