Danis konceptunivers
PopulærCradle of Filth udgiver 2. november deres niende studiealbum "Darkly, Darkly, Venus Aversa", så vi fik en snak med forsanger Dani Filth om dette og meget andet.
- Godaften. Hvordan går det?
Jo tak. Det går fint. Vi skulle jo have snakket sammen i går, men jeg blev forsinket pga. et møde og så var togene i London noget af en udfordring og mobilen gik i stykker. Virkelig en vellykket dag.
- Tja, den slags sker. Lad os kaste os direkte ud i det. 'Darkly, Darkly, Venus Aversa' er jeres niende plade. Hvordan føles det at være så langt inde i ens karriere.
Det føles godt. Jeg synes på nogle områder ikke der er gået ret lang tid, og på andre områder synes det at være lang tid siden vi startede. Som band er energien dog rigtig god. Vi er nu i en anden fase af 'Cradle of Filth' og blevet mere modne. Vi har været gode til at beholde gnisten og flammen intakt.
- Hvad er der nyt på denne plade?
Det er den nyeste, haha. Skiven er dog en smule friskere, og i forhold til de foregående (her snakker vi om 'Thornography' og 'Godspeed on the Devil's Thunder', red.) er den mere elegant og hurtigere. Vi startede ud med store orkestreringer, men har så kogt det ned til essensen af de instrumenter og fået dem til at passe perfekt med guitarerne. 'Darkly, Darkly, Venus Aversa' er mere melodisk end forgængeren, og fremgangsmåden og lyden gengiver indholdet godt. Pladen er mere feminin på den måde, at forgængeren var meget maskulin. På den nye plade er teamet om kvinden Lilith, og man kan derfor godt sige at denne plade og forgængeren er hinandens modsætninger, eller "evil twins".
Det bør her nævnes, at forgængeren "Godspeed on the Devil's Thunder" ligeledes var en konceptplade, skrevet omkring Gilles de Rais, der kæmpede sammen med Jeanne de Arc, og måske mest kendt for at slå mange børn ihjel.
- Nu nævner du Lilith og at pladen er en konceptplade. Lilith var jo Adams første hustru og fik en noget speciel skæbne.
Ja, hun er en arketype. En slags hovedfigur for mørk, feminin energi. En gammel legende, der sjældent bliver talt om. Hendes historie er jo meget simpel, men faktisk ikke rigtig nævnt i Bibelen, men derimod mere i de jødiske og andre religiøse myter.
Vi ville så skabe en helt ny historie med baggrund i 1400-tallets victorianske tid med tempelriddere, nonner og det hele. Hun blev jo nærmest smidt ud af Edens Have og havde en noget særpræget skæbne, og vi har så skrevet lidt om dette parallelle univers og frit fortolket det op i nævnte periode. Her er hver sang på pladen et særskilt kapitel og på et tidspunkt besætter hun en nonne.
- Er det dig, der har skrevet det hele?
Ja, jeg skriver alle teksterne. Musikken er vi dog fælles om. Det er Paul Allender og mig, der er grundstammen. Da vi havde en god håndfuld sange var det ligesom pladens nukleus. James (McIlroy) har også bidraget en smule, ligesom Ashley har bidraget. Hun er dog mere et live-medlem af bandet, men har da haft input.
Det er dog mig, der har samlet brikkerne omkring teksterne og gjort det til én historie. Et konceptalbum.
- Hvem har produceret albummet?
Det er Scott Atkins. Han har længe været Andy Sneaps lærling og vi har brugt ham til guitardelen til plader før denne, og det føltes bare rigtigt at lade ham styre det denne gang. Vi delte processen op, så der blev indspillet flere steder. Det var en rigtig god måde at gøre det på.
- Nu er pladen så færdig og klar til udgivelse. Forude venter der vel en turné? Jeg kan se, at I har offentliggjort nogle sydamerikanske datoer.
Ja, vi har syv shows i Sydamerika før jul. Derefter skulle vi gerne ramme USA og Canada i februar måned, og så følger Europa i foråret. Vi havde egentlig haft planer om at turnere Europa noget før, og vi skulle have været ude med Behemoth, men det gik jo så desværre i stå pga. sygdom (forsanger Nergal i Behemoth har fået konstateret leukæmi og kæmper i skrivende stund for livet, red.). Vi har derfor kigget efter andre bands at turnere med, og her har blandt andre GWAR været nævnt, men der er ikke noget der er sikkert endnu.
Med lidt held skulle vi dog gerne ramme den europæiske festivalsæson. Nu har vi brugt hele 2010 med denne plade, så det klør lidt i fingrene for at komme ud spille nogle shows. Først har vi indspillet pladen og derefter en masse presse, design og cover, gøre special editions klar af pladen osv. Så forhåbentlig får I os at se på de store sommerfestivaler i 2011.
- Når I så endelig er på turné, hvad får du så tiden væk fra scenen til at gå med?
Jeg elsker at shoppe. Især når jeg er i Amerika. Så køber jeg en masse film og ser dem på bussen. Ellers står jeg bare sent op, slapper af og derefter er der som regel interviews og så lydprøve. Derudover kan jeg godt lide at gå på sightseeing og se specielle ting og steder. Det er meget blandet.
- Er der andre ting, der rører sig i Cradle of Filth-lejren?
Det er der faktisk. Vi har en instrumentalplade, der ligger og lurer. Det er noget vi har arbejdet med længe. Der mangler dog stadig en del historieskrivning, men musik og orkester er indspillet. Arbejdstitlen er "Midnight in the Labyrinth" og udkommer måske i maj/juni måned næste år. Men med vores arbejdstempo bliver det måske først august 2011, haha.
For jeg kan godt lide at lave noget og så lægge det fra mig. Lade det gro lidt på mig og så komme tilbage til det med friske øjne. Det er sommetider godt lige at gå tilbage til noget og gennemgå det igen, i stedet for at haste noget igennem. Det gør godt nok, at vores arbejdsprocesser bliver længere end ellers og det koster lidt flere penge, men jeg mener det er den rigtige måde at gøre det på for Cradle of Filth.
- Her til sidst vil jeg gerne høre om du har nogle øjeblikke du er specielt stolt af?
Der er mange. Jeg synes hver plade er noget specielt. Det lyder meget højtideligt, men jeg lever og ånder for musikken og i den periode vi indspiller en plade lytter jeg ikke til andet. Når der så er gået noget tid kan jeg godt komme tilbage til pladen, og hører så måske bare et par numre af den. Men egentlig er jeg stolt af dem alle.
- Er der så noget du fortryder?
Nej. Det har alt sammen været det hele værd. Vi har måske festet lige lovlig hårdt i nogle perioder, og hvis alt var gået som det skulle burde min yacht have været større og jeg skulle have haft en håndfuld Lamborghinier til at stå i garagen. Men nej, livet er for kort til at fortryde ting. Jeg synes vi har gjort det som vi skulle.
Og med denne afskedssalut siger undertegnede tak for snakken og på gensyn og genhør med Cradle of Filth. Anmeldelse af seneste studiealbum 'Darkly, Darkly, Venus Aversa' følger her på sitet.