Farvel og tak for metal!

Populær
Farvel og tak for metal!

Judas Priest sikrede sig en velfortjent skrift på gravstenen med solide præstationer på Copenhell 2011.

Kunstner
Dato
17-06-2011
Forfatter
Karakter
5

Måske var det sidste gang mægtige Judas Priest gæstede København i ført læder, nitter og metal, måske var det ikke. Det er stadig lidt uklart. Men uanset om heavy metal-genrens banebrydende helte har tænkt sig at lægge el-økserne på hylden, var de stærkt nærværende på Copenhell fredag aften.

Dog undtagen en vis Rob Halford. Den legendariske mand med den skingre vokal var indtil sidste halve time en skygge af sig selv – ligesom han var det sidste gang undertegnede lagde ører til Birmingham-bandet i Malmö Arena.

Der er formentligt aldrig blevet vandret så mange mil på en scene nogensinde før. Fra højre til venstre side famlede Rob sig af sted i krumbøjet stilling, muligvis tynget under vægten af mange kilo læder og nitter, i et adstadigt tempo, der fik højtonemesteren til at fremstå som en gammel træt og rastløst mand. Hvilket han måske også er!

Vi husker resten!


Det var hvad der kunne siges af negative ting. Resten var smukt, og derfor glemmer vi alt om et par unødvendige gåture.

Fascinerende nok kunne Rob stadig synge omtrent, som man havde håbet på, og ikke som forventet og frygtet - altså med skærende, fræsende høje skrig. Det kan godt være, at enkle numre er sunget bedre, men som helhed var dette den fantastiske sanger, der ikke kan overgås og som har leveret vokal til et af de vigtigste kapitler i heavy metal.

Og Judas Priest kunne stadig svinge, og den nye guitarist Richie Faulkner udfyldte som sådan fint netop pensionerede KK Downings plads, selvom man savnede de synkrone bevægelser med Glenn Tipton, der vel også kan regnes for et trademark.

Altså var masser af smukke, vrede, aggressive og indlevende soloer, og oven i dette den altid velfungerende rytmesektion med næsten ubevægeligt Ian Hill og storpiskende trommehelvedemaskine Scott Travis, der snildt kunne nøjes med at spille mastodontintroen fra 'Painkiller' en hel koncert uden, at man ville savne noget.

Den rigtige afslutning


Derfor blev en smuk og ikke et sekund for lang sætliste af klassikerne leveret ganske guddommeligt. Judas Priest har et bagkatalog af udødeliggjorte numre, der har defineret en genre, og der blev sku spillet røven ud af læderbukserne helt konsekvent fra start til slut – punktum!

Og sådan sætter man et punktum for en vanvittigt stor karriere med vilde op og nedture. Sådan omtrent på toppen, og men stadig efterladende en fornemmelse af, at det godt kunne blive til et par år mere.