HDDT '15: Begravelse uden bund

Populær
HDDT '15: Begravelse uden bund

Profetus leverede stillestående funeral doom sent lørdag i Dødsmaskinen. Fire slow motion-sange på en time. Men der manglede bund i lyden, og det var umuligt at leve sig ind i den stillestående seance midt i midnatsbrandertsummende Dødsmaskinen.

Kunstner
Spillested
Dato
02-05-2015
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Det er ikke, fordi finske Profetus er vildt fremme i skoene. De spiller funeral doom, en særligt slæbende (og langtrukken, vil vittige sjæle sikkert hævde) variant af doom metal og en genre, som landsmændene Thergothon i begyndelsen af 90'erne med pionerede med H.P. Lovecraft-temaer, inden ligeledes finske Skepticism tog idéen til ekstremerne for præcis to årtier siden, og som Mournful Congregation stolt har videreført i det nye årtusinde.

Alligevel er kvintetten en lidt anderledes størrelse, idet den tæller tre guitarister, ingen bassist, keyboard (som i orgel, ikke synthesizer, forstås!) og trommer. Hvad der ligger til grund for dette valg, skal være usagt, men det betyder i hvert fald uundgåeligt, at der mangler bund i lyden live, og det gjorde der også i Dødsmaskinen, hvor voluminøse A. Mäkinen, der også growler og synger, M. Mäkelä, der momentvis synger, og E. Kuismin afskærmede for deres bandkammerater forrest på den lille scene.

Animerede typer var de ikke, men det havde heller ikke klædt musikken, der, funeral-traditionen tro, bestod af 12-15 minutters blokke af langsomt kravlende sange, som det selvsagt kun kunne blive til fire af på den times spilletid, de fem havde fået. Kuismin er fornylig kommet med i gruppen igen efter to års fravær, og derfor var sættet IKKE fokuseret på Profetus' album fra sidste år, 'As All Seasons Die', men i stedet på 2009's 'Coronation of the Black Sun' og 2012's, '...To Open the Passages in Dusk'. Hvis nogen ellers kan høre den store forskel.

Fordybelse i sortsind

Det er svært at skrive om helhedsoplevelsen koncerten, idet sangene kørte i samme tempo, og idet de største overraskelser indtraf, når bandet pludselig "kastede" sig ud lidt melodisk fremdrift og rent faktisk formastede sig til at gøre rigtig brug af tremands-væggen af guitarer. Det skete med mellemrum med lidt twin leads (uden at det ligefrem lød som Thin Lizzy eller Iron Maiden), inden musikken atter flød over i de sædvanlige slow motion-Sabbath-sager.

Men det massive udtryk, som de tre guitarer frembringer på Profetus' plader, savnedes desværre i Dødsmaskinen, hvor der, som nævnt, simpelthen manglede bund i det ellers iskolde og mørke lydbillede. I stedet kunne man studse over, hvor meget de tre guitarister lignede hinanden, som de stod der og fyldte hele den lille scene ud. Det var bare næppe dét, der var meningen med sættet, hvor de gravalvorlige toner naturligvis indbød til fordybelse i sortsind.

Det var ikke nogen dårlig koncert, men det var svært for alvor at hidse sig op over sættet fra finnerne. Hørt hundrede gange før (MED bund i lyden), og det var heller ikke, fordi den ellers kronisk proppede Dødsmaskine-scene var pakket; i stedet summede stedet mere af fuldemands-midnatssnak af den slags, som ikke gør det nemmere at leve sig ind i en stillestående optræden og slæbende toner. En begravelse uden bund i.