HDDT '15: Bongzilla overvandt Conan

Populær
HDDT '15: Bongzilla overvandt Conan

De amerikanske stonerdoom-veteraner sørgede for riffene og lod aldrig festen fuzze ud.

Kunstner
Spillested
Dato
02-05-2015
Label
Genre
Karakter
4

Wow. Hvem skulle have troet, at nogen havde overlevet Conans omdiskuterede dødsrige tidligere på aftenen? Omvendt lå vejen til genopstandelse lige for på hovedscenen til lørdagens sidste bombardement af Black Sabbath-riffs.

De kommer (heldigvis) i mange varianter på Doomtown, men ingen spiller dem så overbevisende og læderligt som Bongzilla på dette års festival.

Undertegnende er stadig i tvivl om, hvorvidt det faktisk var en reunion-koncert, da gruppen gik til pause i 2009. Helt ligegyldigt viste det sig dog at være. Det altid talstærke og superloyale fremmøde fik deres rettidige fest til et veltrimmet band uden spor af orlov.

De har også fede riffs at have det i. Taget deres relative obskure tilværelse i betragtning – til trods for mange år på Relapse – så er de at regne for et af de bedst rockende og kendte bands på den verdensomspændende stonerdoom-scene med deres seneste album fra 2005,'Amerijuanican' som et solidt eksempel.

Frit sug i bongen

Bandet lagde stærkt ud med et laaaaaaaaangt støjende, opbyggende riff, der efterfølgende væltede og gyngede, så Ungdomshuset viste sin bygningsmæssige standhaftighed. Den moderne klassiker 'Stonesphere' – en slags 'Iron Man' på bong – fyldte et publikum, der sjældent er set mere livlige, med glæde, så det drev med cannabis fra alle åbne porrer.

Samtidig på balkonen i den store sal blev lederen Vincent fra et af festivalens andre karavaner, Dopethrone, spottet og tilbudt en af de utallige stokke, der aldrig var i undertal under Bongzilla. Han svarede høfligt nej under dække af at have fået for meget og lod den hænge... indtil han med et ironisk rødsprængt blink med øjet sagde “giv mig lige fem minutter.”

Alt var, som det skulle være til Bongzilla, og alle var klar til at give den det sidste og mere til. Det kvitterede bandet for at lukke med den nærmest poppede 'Weedy Woman', der fik det sidste tyndslidte blod i den svajende masse til at skrige på mere lemlæstelse fra goddamn Bongzilla, altså. A celebration of all things slow and heavy.