HDDT '15: Sangeren stjal billedet

Populær
HDDT '15: Sangeren stjal billedet

Italienske undergrundslegender leverede en solid koncert, der bar præg af den excentriske frontmands vidunderligt derangerede udskejelser.

Kunstner
Spillested
Dato
02-05-2015
Genre
Forfatter
Karakter
3

Det var lidt af en obskur undergrundsmyte, Heavy Days havde gravet frem, da de bookede italienske Epitaph. Bandet var aktivt i 1980’erne og et stykke op i 90’erne, før de blev gendannet i 2012 og sidste udgav debuten kun 27 år efter dannelsen. Tempoet er ikke altid så højt i doomgenren. Albummet hed betegnende nok ’Crawling Out of the Crypt’, hvor bandet altså havde ligget skindøde snarere end heldøde.

Epitaph blev egentlig dannet af tidligere medlemmer af det legendariske italienske doom metal-band Black Hole, der var nogle af de bedste eksponenter for den her lidt proggede og horrorsoundtrackinficerede tilgang til genren, som har fået meget anerkendelse i de seneste år efter i flere årtier at have været henslæbt en tilværelse i ekstrem obskuritet pga. subgenres take på genren og på grund af, at italiensk metal på mange måder var lidt afsondret fra resten af Europa. Undergrund har ikke altid været et plusord. For nogle var det automatisk lig med et band, der ikke var gode nok til at tage springet op.

Sammenlignet med bands som Black Hole, Abysmal Grief og Death SS er Epitaph mere basale i udtrykket. Ingen keyboards, kun vokal, guitar, bas og trommer. Det giver ikke samme gyserfilmsatmosfære, men et mere Black Sabbath-agtigt udtryk, lidt mere rocket, lidt mere Trouble-agtigt.

Huespiseri og kolbedrikke

Horrorelementet står vokalist Emiliano Cioffi for. Han er ellers forholdsvis normalt klædt på, men han opfører sig svært forstyrret på en herligt underholdende og fæl måde. Der danses grimt, der laves mystiske fagter hele tiden, riffene dirigeres, der lufttrommes, og flere gange prøver han at spise sin hue, før han står og varmer en kemikolbe med en mystisk væske op, som han så senere drikker, ligesom han gør meget i at fingerere ved bassisten. Abysmal Grief-sangerens konstante dæmoniske latter til deres koncert er vand ved siden af excentricitetsniveauet her. Høj frontmandsklasse. Og han bar ikke engang kutte eller noget. Vokalen fungerer fint – ikke en fremragende sanger, men bestemt god nok. De burde nok have spillet inde i den store sal i stedet for Mirror of Deception en time tidligere. Det havde givet mere mening.

For musikken holdt såmænd et fornuftigt niveau, der selvfølgelig blev løftet af frontmandens maniske sceneoptræden, men som også stod fint i sin egen ret, ligesom nogle Black Hole-sange heller ikke var af vejen. Epitaph fremstod dog ikke helt så særegne og originale som resten af de italienske bands, men havde et forfriskende præg, fordi det egentlig bare var kvalitets-doom metal uden så meget pis med sludge eller bongreferencer eller keyboards eller splatterfilm eller death metal eller noget som helst, ikke udover denne fantastiske sceneoptræden, der på én gang var lidt komisk og ekstremt fremragende.