HDDT '15: Støjende japansk lektion

Populær
HDDT '15: Støjende japansk lektion

Japanske Guevnna druknede i støj, vaginal behåring og en manglende guitarist, men overvandt sig selv og lyden med energisk optræden.

Kunstner
Spillested
Dato
02-05-2015
Genre
Karakter
3

En programbeskrivelse af Guevnna med Giorgio Moroder-referencer, men absolut ingen musik online fik ét bestemt spørgsmål til at trænge sig på, inden bandet indtog hovedscenen lørdag eftermiddag. Ville de virkelig spille disco-stoner? Det blev der hurtigt givet svar på: NEJ!

Intet sted på jorden kunne have føltes længere væk fra lyskugler og ternede gulve. I stedet bragede et fire mand stort orkester fra første færd ud i lokalet med distortet stonerrock og en totalt utydelig skrigende vokal. Godt så.

Vindblæst Kyuss
Med de braste forestillinger svævende i luften kunne Guevnna i stedet få lov til at æde sig længere og længere ind i hovederne på det – som altid – talstærke publikum uden nogen forventning om, at det hele ville ende ud i én stor omgang orm.

Og det havde de ingen problemer med. Med forsangeren Ryo-Me (tidligere Coffins), der meget vel kunne gå for at være en japansk John Garcia i fremtoning, flankeret af medlemmer i undetrøje og pandebånd, både lignede og lød Guevnna som en Kyuss-plade indspillet i midten af en vindblæst boksering langt ude i ørknen.

Mystisk tilbageholdelse
Gennem en mur af distortion var det helt umuligt at differentiere numrene – hvis man som de færreste var bekendt med dem i forvejen. Det er svært at sige, om det var bandets løsning på, hvad der under koncerten mest virkede som dårlig lyd. For det skulle efterfølgende komme frem i en snak, Devilution havde med Guevnna, at deres anden guitarist af fortrolige årsager ikke fik lov til at komme med på flyet til København.

Med den viden i mente skal Guevnna havde ros for upåvirket at gennemføre deres optræden på festivalen, som havde fået dem lokket til hele vejen fra Tokyo, for bare at spille ét show. En beundringsværdig dedikation fra bandet, som tydeligvis også er helt i deres rette element på scenen.

Desværre fik vi dem bare ikke i stærkeste opstilling denne gang. Men bandet kunne alligevel lade sig hylde i skæv latter, da Ryo på fornem vis lukkede af med et gengældt “mange tak” – der ifølge den hyggelige forsanger betyder "kussehår disk" på japansk.

Dem vil vi gerne have besøg af igen – fuldtalligt.