HDDT '15: Tysk tristesse

Populær
HDDT '15: Tysk tristesse

Tyske Mirror of Deception har været i gang knap 25 år, men er stadig relativt ukendte. Efter lørdagens præstation forstår man det egentlig godt.

Spillested
Dato
02-05-2015
Genre
Forfatter
Karakter
1

Når to af medlemmerne af et band går med scenen med t-shirten nede i bukserne, så ved man godt, at det ikke er et band, der har tænkt sig at levere noget, der minder om et sceneshow. Er det kun tyskere, der kan finde på at have t-shirten nede i bukserne? Jeg håber det. Medlemmerne var ganske farveløse, og fremførelsen var ligeså karismatisk  og sprudlende som, for nu at citere Steffen Jungersen, et maleri forestillende en babysæl med lukkede øjne på baggrund af en nykalket væg.

Derfor kan man jo godt levere en god koncert. Det handler jo også om musikken. Problemet var bare, at den var mindst ligeså dødssyg, og så er man altså ilde ude. Mirror of Deception forsøgte sig med noget, der skulle være klassisk doom af episk tilsnit, men savnede gode riffs, melodier og en bare nogenlunde kapabel sangskrivning. Til gengæld var hovedforsanger og guitarist Michael Siffermanns vokal temmelig ringe i sit forsøg på at lyde dybere, end den var. Man var således ganske lettet på bandets vegne, når trommeslager Matthias Siffermann nu og da på alleranonymeste vis sang lidt på tysk og gav hele affæren et lidt neofolket præg.

Bandet har som nævnt været i gang i 25 år, men er vel ikke engang nået så langt som til at blive et kultband, og det er fuldt fortjent. Næste gang, Mirror of Deception kigger sig i spejlet, burde de nok finde et, der fortalte dem sandheden. Men man må give dem, at de er vedholdende. Og ikke grotesk dårlige, bare grotesk ligegyldige. Og det er egentlig mere tristessefremkaldende end den stemning, bandets musik i øvrigt fremkaldte.