HDDT '15: Et tidligt, tiltrængt spark

Populær
HDDT '15: Et tidligt, tiltrængt spark

Svenske veteraner bragte et anderledes progressivt take på doom metal med sig og leverede torsdag under åbningsaftenen en af festivalens klart bedre koncerter. 

Spillested
Dato
30-04-2015
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

New Keepers Of The Water Towers fra Stockholm er et af de bands, som undertegnede husker fra de spædere Myspace-dage i slut-00’erne, men som aldrig er blevet tjekket meget ud sidenhen. I 2010 skulle de have leveret et imponerende sæt under opvarmningsdagene på Junior-scenen på det års Roskilde Festival, og med små aner i hukommelsen om bandets seneste plade, ’The Cosmic Child’ (2013), var det derfor med en sund portion rockende nysgerrighed, at man så frem til endelig at få dem set live. Og hvilket bedre spillested at opleve dem på end hovedstadens bedste under åbningsaftenen af the final edition af Heavy Days in Doomtown!

Da det fem mand store orkester gik på scenen omkring kl. 23. blev det da også meget hurtigt meget tydeligt, at New Keepers Of The Water Towers ikke begyndte deres musikalske gesjæfter i øvelokalet i går. Man blev nærmest overrasket over, hvor ambitiøst og progressivt og hvor befriende anderledes end forventet, tonerne lød. I et musikalsk blandingsfelt, der syntes at trække på tangentflader a la Richard Wright og kosmisk, doomglad stonerspade a la Neil Young i et møde med Mike Scheidt, blev der hele koncerten igennem wrestlet smukt igennem på de respektive instrumenter. Ikke at det på nogen måde syntes som en kamp for bandet at nå frem til et musikalsk hypocenter: De tre længere sange, der udgjorde sætlisten, bevægede sig roligt frem, og tålmodigheden gjorde på sin vis hele forskellen, eftersom koncerten kun gradvist blev bedre.

Nu er de selvfølgelig ikke alene om at blande forskellige musikalske æraer med hinanden, ét udtryk med et andet, for derigennem forsøgsvis at finde frem til det genretranscenderende, og referencerne stod da også skrevet med tyk dolk i langt de fleste af de kompositioner, bandet spillede. Men til trods for at New Keepers Of The Water Towers synes at havde til hensigt at være mere originale, end de måske er, så var de i sidste ende et af de absolut friskere wildcards på festivalen i år.