HDDT '15: Dødsmaskinen kvalte Night Profound langsomt
Populær
Night Profound gav en ægte søndagskoncert med deres semiakustiske doom folk, som de aldrig helt formåede at få draget folk ind i.
Det virkede som en god idé. Sæt et lydmæssigt afdæmpet band til at smøre de psykiske led hos doom-folket, inden resten af søndagens hær af skrigende og brummende lydmure igen ville hive alle ned i sølet.
Et sted mellem Neil Youngs sødme og Nick Caves neuroser og neofolkgenrens klassikere og en ritualistisk atmosfære finder man Night Profound. Uden at de når nogen af de nævnte til sokkerholderne, men under de rette omstændigheder kan alle komme til deres ret. Night Profound tog dog aldrig helt hvad der var deres, som det vel nok eneste band med akustiske toner i miles omkreds.
Faldende intensitet
Med kun dagslysets minimale indtrængen og sporadisk scenelys eksekverede de canadiske mørkemænd deres fine numre, hvor forsangerens dybe sløve røst dog blev en smule enerverende. Tydeligvis også uungåeligt inspireret af hjembyen Vancouvers storslåede omgivelser, der både frembringer gode og sære følelser, gav de undervejs en flygtig følelse af 'The Big Lebowski'-stemning i Dødsmaskinen.
White russians var der dog ingen af i en forstenet og mærkværdig halvtom maskine. Responsen var minimal, hvilket som koncerten skred frem også fik Night Profound til at miste pusten og slække på den intensitet, der var deres eneste mulighed for at sætte et mærkbart aftryk.
Den manglende stemning og til dels også egen evne til at skabe den blev for meget for bandet, der lod koncerten ebbe ud i intetheden og efterlade et tomt hul uden klimaks. Selv en isoleret sjæl har brug for et publikum for ikke at visne.