Dagbog fra Deutschland, Del II
Populær
Updated
Anden halvdel af Withering Surface forsanger Michael Andersens beretning fra en tung tur rundt i de tyske metal klubber. Lørdag d. 19 april, Musik Theater/Nachthalle, Kassel.
Efter to timers søvn bliver jeg vækket på samme måde som dagen forinden, nemlig af Aykut, der denne gang hopper på min madras, imens han frejdigt nynner temaet til vores nye hit “Hold The Line” (Toto! - red.). Klokken er otte om morgenen og energi er et fremmedord. Vi havde på forhånd aftalt at køre afsted til Kassel omkring kl. 9.00. Et umenneskeligt tidspunkt, gårsdagens begivenheder taget i betragtning. Heldigvis er alkoholen stadig dominerende nok i min krop til at indtage lidt morgenmad og efterfølgende drikke et par opkvikkende små flasker Underberg, æde nogle pølser og - i min halvbrandert - nyde udsigten på den 400 km lange, smukke og bjergrige tur til det sydlige Tyskland.
Fem timer og adskillige heavy metal CD’er senere, når vi vores destination, Nachthalle i Kassel. My Cold Embrace havde siden starten af turen fablet om hvor fedt det ville blive at spille i Kassel og iøvrigt beskrevet hvor cool et spillested Musik Theater er. Efter at have set Musik Theater med egne øjne, forstår vi nu udmærket hvad tyskernes begejstring bunder i. Spillestedet, der minder om en mellemting mellem Store og Lille Vega, og tidligere har huset bl.a. Slayer, er virkelig flot og lækkert. Selve Nachthalle er en kæmpe bygning med plads til 4000-5000 mennesker, hvoraf Musik Theater er det største spillested. Ud over Musik Theater, indeholder Nachthalle en sal med et diskotek a la Diskotek IN til de helt unge, en sal med gothklub, en sal med lounge/jazz klub og dertilhørende spisested samt flere sale med mindre barer.
Efter en hurtig rundvisning er min umiddelbare første tanke “hvordan finder jeg nogensinde rundt her…”. Mens de andre stiller gear op og laver lydprøve, spæner jeg op i backstage rummet og får, hvad der senere skal vise sig at være, mit eneste rigtige bad på denne tour. Ren, frisk og velduftende går jeg ned i salen og laver lydprøve og kort tid efter står den på lækker aftensmad. Humøret er højt og for første gang på turen føler vi os lidt som danske heavyrockstjerner p.g.a. de lækre omgivelser.
Salen er pakket med 500-600 mennesker, da de lokale helte My Cold Embrace går på scenen. Der bliver headbanget, stagedivet og sunget med til den store guldmedalje. Knap så heftigt går det for sig da Iniquity træder på scenen og leverer et forholdsvis veloplagt show. Da vi går på - efter vores nye bedste ven Aykut, har præsenteret os som Withering Surface fra Sverige - er det også med blandede følelser, da lyden på scenen mildest talt er rædselsfuld og publikum ikke ligefrem det vildeste i verden. Vi får dog hurtigt trukket nogle folk op til scenekanten, som vi gør vores bedste for at imponere. Det virker som om folk kan lide hvad de får, men da vi spiller det sidste nummer står vi alligevel med en følelse af, at noget mangler. Efter vi er gået fra scenen, venter vi traditionen tro på at folk skal råbe på ekstranummer og lige som vi skal til at gå op og give dem hvad de råber efter, kommer arrangøren ned til os og fortæller os at vi er færdige. Nu skal spillestedet nemlig laves om til rockdiskotek. Vi glor uforstående på hinanden alt imens scenen laves om til bar og alt gear med lynets hast bliver båret bort. Vi ser i øjnene, at vi bare er en lille del af Nachthalles store kommercielle pengemaskine.
Tilbage i bandrummet bliver der drukket heftigt og vi deler os op i små hold, der nu skal på opdagelse i de forskellige områder, Nachthalle har at byde på. Mads og undertegnede bevæger os ned i gothklubben, hvor de mørke folk glor underligt på mig i min hvide, mønstrede Levis skjorte. Flere tænker sikkert tanken: “Hvad laver den nar? Hvorfor står han her og ryger cigar og ser arrogant ud?”. Arrogant er måske det forkerte ord, men et smørret smil glider over mine læber, da jeg anerkendende nikker til en Marilyn Manson-lignende fyr, der danser rundt på bukseklædte stylter. Vi flygter fra goth-området tilbage til Nachthalle, hvor resten af natten går med at drikke Tequila og Corona og flirte med de lokale metal chicks. Kl. 5.30 lukker og slukker Nachthalle. Undertegnede er på nuværende tidspunkt stodderstiv og observerer glimtvis at vi kører i taxa til Ernies kollektiv, hvor der bliver knaldet brikker på en stenhård madras med Lukas som sengekammerat. Det næste jeg husker er at jeg i min søgen efter et toilet, møder en nøgen kvinde, der griner fjollet af mig, på gangen. Måske fordi jeg ligner en dårlig hardrocker iført læderjakke, dårligt hår og en gangart for viderekomne.
Søndag d. 20 april, Rosenkeller, Jena.
Da jeg vågner næste morgen er jeg ikke helt klar over, om den nøgne kvinde er noget jeg har drømt. Men det dårlige hår, svimmelheden og den ekstremt sprittedede ånde er bestemt ikke en drøm. Efter morgenmad på Burger King er der meget stille i vores bus. Folk prøver at sove og komme nogenlunde ovenpå til tourens sidste koncert på Rosenkeller i Jena. Vi ankommer til Rosenkeller midt på eftermiddagen og bliver hurtigt enige om at stedet holder. Mest af alt minder det om en ølstue fra middelalderen med stenbelagte vægge og gulve, lavt til loftet og store trapper. De store trapper tager hårdt på folk, da der skal slæbes gear og efterfølgende bliver det hængt ud i det hyggelige bandlokale, hvor der er linet 100 "Rosenpilsnere" op. For første gang på touren virker 100 øl som alt for meget til tre bands og sjældent har det taget så lang tid for undertegnede at drikke en enkelt pilsner. Min sjæl siger ja, men min krop siger nej. Heldigvis vinder min sjæl magtkampen og smagen af den gode, lokale humle gør at jeg atter føler mig kæk. Vi bevæger os med jævne mellemrum ud fra backstage-rummet og observerer, at det strømmer ind med folk på Rosenkeller. Snart er klubben fuldstændig proppet med over 150 mennesker og stemningen er i top.
My Cold Embrace går på og spiller et kort, intenst sæt, der får folk op på mærkerne. Kort efter går Iniquity på og fyrer den af til et meget veloplagt publikum. Folk er kort sagt varmet godt og grundigt op, da vi træder på scenen og ender med at spille vores bedste gig. Ikke mindst p.g.a. det vilde publikum, der både headbanger som besatte og synger med på selv de numre, decikke kender! Da vi forlader scenen efter at have spillet ekstranummer, kan vi i minutterne efter stadig høre publikums råben efter mere. Efter at have sundet os, får vi selskab af en anmelder, som er helt oppe at køre, fra bladet Legacy. Efter ham følger flere fans, der vil have autografer på medbragte cd'er, samt folk fra andre bands, der vil have os tilbage til Tyskland for at spille sammen med dem. Tanken om hvor meget mange cd'er og t-shirt, vi kunne have solgt denne aften er frustrerende, men min frustration bliver heldigvis bragt op rette køl igen, da jeg pludselig mærker en hånd på min arm og hører en pigestemme der siger: “Hi Michael”. Jeg vender mig om og ser to smukke piger. “You don’t remember me?”, siger den ene. ”Æhhh…. Tjoo…”. Hun griner og siger “we met eachother when you played in the UK”. Pludselig går det op for mig at jeg mødte de to piger, da Withering Surface spillede opvarmning for Arch Enemy og Opeth i England sidste år. “Oh yeah, you are the two German au pair girls, what are you doing here?”, får jeg fremstammet. Pigerne forklarer mig at de nu er hjemme i Tyskland igen og var vildt glade for at se os spille live igen. Syret oplevelse.
På trods af at spillestedet har booket hotel til os, beslutter vi os for at bide i det sure æble og vende bussen mod Danmark kl. 3.00 om natten. Vi får sagt farvel til arrangørerne, der overrisler os med flere øl til køreturen hjem. Der bliver givet krammere til My Cold Embrace og vi får tømt den sidste flaske Jägermeister i håb om bare at kunne sove et par timer på den ca. 1000 km. lange hjemtur til København. Det skete selvfølgelig ikke. Jeg sidder mellem Morten og Lukas på forsædet i bussen og får ikke lukket et øje. Det observerer jeg Lukas heller ikke gør og da vi når omkring Berlin er det tydeligt at mærke, der er noget galt med ham. Han er mildest talt i seriøse smerter. Desperat skriger han, at Morten skal kører ind på den næste tankstation med så høj fart som muligt. I sekundet efter vi er stoppet, springer Lukas ud, ligger sig på jorden og skriger højlydt p.g.a. smerter i hans mave. Thomas spæner ind på tanken og får den til at ringe efter en ambulance, der kort tid efter kommer og kører Lukas på hospitalet. Vi kører efter og venter på dommen. Lukas får konstateret nyresten og han får tidlelt nok smertestillende piller til at klare hjemturen, hvor han øjeblikkeligt bliver indlagt på hospitalet.
En uge efter er han stadig hårdt ramt og vi bliver nødt til at aflyse to koncerter i Sverige. I skrivende stund kender vi stadig ikke hans skæbne…. Til gengæld var der en email fra Skullcrusher med beskeden om, at de havde fundet merchandise kassen.
- Michael H. Andersen, sanger i Withering Surface
Efter to timers søvn bliver jeg vækket på samme måde som dagen forinden, nemlig af Aykut, der denne gang hopper på min madras, imens han frejdigt nynner temaet til vores nye hit “Hold The Line” (Toto! - red.). Klokken er otte om morgenen og energi er et fremmedord. Vi havde på forhånd aftalt at køre afsted til Kassel omkring kl. 9.00. Et umenneskeligt tidspunkt, gårsdagens begivenheder taget i betragtning. Heldigvis er alkoholen stadig dominerende nok i min krop til at indtage lidt morgenmad og efterfølgende drikke et par opkvikkende små flasker Underberg, æde nogle pølser og - i min halvbrandert - nyde udsigten på den 400 km lange, smukke og bjergrige tur til det sydlige Tyskland.
Fem timer og adskillige heavy metal CD’er senere, når vi vores destination, Nachthalle i Kassel. My Cold Embrace havde siden starten af turen fablet om hvor fedt det ville blive at spille i Kassel og iøvrigt beskrevet hvor cool et spillested Musik Theater er. Efter at have set Musik Theater med egne øjne, forstår vi nu udmærket hvad tyskernes begejstring bunder i. Spillestedet, der minder om en mellemting mellem Store og Lille Vega, og tidligere har huset bl.a. Slayer, er virkelig flot og lækkert. Selve Nachthalle er en kæmpe bygning med plads til 4000-5000 mennesker, hvoraf Musik Theater er det største spillested. Ud over Musik Theater, indeholder Nachthalle en sal med et diskotek a la Diskotek IN til de helt unge, en sal med gothklub, en sal med lounge/jazz klub og dertilhørende spisested samt flere sale med mindre barer.
Efter en hurtig rundvisning er min umiddelbare første tanke “hvordan finder jeg nogensinde rundt her…”. Mens de andre stiller gear op og laver lydprøve, spæner jeg op i backstage rummet og får, hvad der senere skal vise sig at være, mit eneste rigtige bad på denne tour. Ren, frisk og velduftende går jeg ned i salen og laver lydprøve og kort tid efter står den på lækker aftensmad. Humøret er højt og for første gang på turen føler vi os lidt som danske heavyrockstjerner p.g.a. de lækre omgivelser.
Salen er pakket med 500-600 mennesker, da de lokale helte My Cold Embrace går på scenen. Der bliver headbanget, stagedivet og sunget med til den store guldmedalje. Knap så heftigt går det for sig da Iniquity træder på scenen og leverer et forholdsvis veloplagt show. Da vi går på - efter vores nye bedste ven Aykut, har præsenteret os som Withering Surface fra Sverige - er det også med blandede følelser, da lyden på scenen mildest talt er rædselsfuld og publikum ikke ligefrem det vildeste i verden. Vi får dog hurtigt trukket nogle folk op til scenekanten, som vi gør vores bedste for at imponere. Det virker som om folk kan lide hvad de får, men da vi spiller det sidste nummer står vi alligevel med en følelse af, at noget mangler. Efter vi er gået fra scenen, venter vi traditionen tro på at folk skal råbe på ekstranummer og lige som vi skal til at gå op og give dem hvad de råber efter, kommer arrangøren ned til os og fortæller os at vi er færdige. Nu skal spillestedet nemlig laves om til rockdiskotek. Vi glor uforstående på hinanden alt imens scenen laves om til bar og alt gear med lynets hast bliver båret bort. Vi ser i øjnene, at vi bare er en lille del af Nachthalles store kommercielle pengemaskine.
Tilbage i bandrummet bliver der drukket heftigt og vi deler os op i små hold, der nu skal på opdagelse i de forskellige områder, Nachthalle har at byde på. Mads og undertegnede bevæger os ned i gothklubben, hvor de mørke folk glor underligt på mig i min hvide, mønstrede Levis skjorte. Flere tænker sikkert tanken: “Hvad laver den nar? Hvorfor står han her og ryger cigar og ser arrogant ud?”. Arrogant er måske det forkerte ord, men et smørret smil glider over mine læber, da jeg anerkendende nikker til en Marilyn Manson-lignende fyr, der danser rundt på bukseklædte stylter. Vi flygter fra goth-området tilbage til Nachthalle, hvor resten af natten går med at drikke Tequila og Corona og flirte med de lokale metal chicks. Kl. 5.30 lukker og slukker Nachthalle. Undertegnede er på nuværende tidspunkt stodderstiv og observerer glimtvis at vi kører i taxa til Ernies kollektiv, hvor der bliver knaldet brikker på en stenhård madras med Lukas som sengekammerat. Det næste jeg husker er at jeg i min søgen efter et toilet, møder en nøgen kvinde, der griner fjollet af mig, på gangen. Måske fordi jeg ligner en dårlig hardrocker iført læderjakke, dårligt hår og en gangart for viderekomne.
Søndag d. 20 april, Rosenkeller, Jena.
Da jeg vågner næste morgen er jeg ikke helt klar over, om den nøgne kvinde er noget jeg har drømt. Men det dårlige hår, svimmelheden og den ekstremt sprittedede ånde er bestemt ikke en drøm. Efter morgenmad på Burger King er der meget stille i vores bus. Folk prøver at sove og komme nogenlunde ovenpå til tourens sidste koncert på Rosenkeller i Jena. Vi ankommer til Rosenkeller midt på eftermiddagen og bliver hurtigt enige om at stedet holder. Mest af alt minder det om en ølstue fra middelalderen med stenbelagte vægge og gulve, lavt til loftet og store trapper. De store trapper tager hårdt på folk, da der skal slæbes gear og efterfølgende bliver det hængt ud i det hyggelige bandlokale, hvor der er linet 100 "Rosenpilsnere" op. For første gang på touren virker 100 øl som alt for meget til tre bands og sjældent har det taget så lang tid for undertegnede at drikke en enkelt pilsner. Min sjæl siger ja, men min krop siger nej. Heldigvis vinder min sjæl magtkampen og smagen af den gode, lokale humle gør at jeg atter føler mig kæk. Vi bevæger os med jævne mellemrum ud fra backstage-rummet og observerer, at det strømmer ind med folk på Rosenkeller. Snart er klubben fuldstændig proppet med over 150 mennesker og stemningen er i top.
My Cold Embrace går på og spiller et kort, intenst sæt, der får folk op på mærkerne. Kort efter går Iniquity på og fyrer den af til et meget veloplagt publikum. Folk er kort sagt varmet godt og grundigt op, da vi træder på scenen og ender med at spille vores bedste gig. Ikke mindst p.g.a. det vilde publikum, der både headbanger som besatte og synger med på selv de numre, decikke kender! Da vi forlader scenen efter at have spillet ekstranummer, kan vi i minutterne efter stadig høre publikums råben efter mere. Efter at have sundet os, får vi selskab af en anmelder, som er helt oppe at køre, fra bladet Legacy. Efter ham følger flere fans, der vil have autografer på medbragte cd'er, samt folk fra andre bands, der vil have os tilbage til Tyskland for at spille sammen med dem. Tanken om hvor meget mange cd'er og t-shirt, vi kunne have solgt denne aften er frustrerende, men min frustration bliver heldigvis bragt op rette køl igen, da jeg pludselig mærker en hånd på min arm og hører en pigestemme der siger: “Hi Michael”. Jeg vender mig om og ser to smukke piger. “You don’t remember me?”, siger den ene. ”Æhhh…. Tjoo…”. Hun griner og siger “we met eachother when you played in the UK”. Pludselig går det op for mig at jeg mødte de to piger, da Withering Surface spillede opvarmning for Arch Enemy og Opeth i England sidste år. “Oh yeah, you are the two German au pair girls, what are you doing here?”, får jeg fremstammet. Pigerne forklarer mig at de nu er hjemme i Tyskland igen og var vildt glade for at se os spille live igen. Syret oplevelse.
På trods af at spillestedet har booket hotel til os, beslutter vi os for at bide i det sure æble og vende bussen mod Danmark kl. 3.00 om natten. Vi får sagt farvel til arrangørerne, der overrisler os med flere øl til køreturen hjem. Der bliver givet krammere til My Cold Embrace og vi får tømt den sidste flaske Jägermeister i håb om bare at kunne sove et par timer på den ca. 1000 km. lange hjemtur til København. Det skete selvfølgelig ikke. Jeg sidder mellem Morten og Lukas på forsædet i bussen og får ikke lukket et øje. Det observerer jeg Lukas heller ikke gør og da vi når omkring Berlin er det tydeligt at mærke, der er noget galt med ham. Han er mildest talt i seriøse smerter. Desperat skriger han, at Morten skal kører ind på den næste tankstation med så høj fart som muligt. I sekundet efter vi er stoppet, springer Lukas ud, ligger sig på jorden og skriger højlydt p.g.a. smerter i hans mave. Thomas spæner ind på tanken og får den til at ringe efter en ambulance, der kort tid efter kommer og kører Lukas på hospitalet. Vi kører efter og venter på dommen. Lukas får konstateret nyresten og han får tidlelt nok smertestillende piller til at klare hjemturen, hvor han øjeblikkeligt bliver indlagt på hospitalet.
En uge efter er han stadig hårdt ramt og vi bliver nødt til at aflyse to koncerter i Sverige. I skrivende stund kender vi stadig ikke hans skæbne…. Til gengæld var der en email fra Skullcrusher med beskeden om, at de havde fundet merchandise kassen.
- Michael H. Andersen, sanger i Withering Surface