Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dagbog fra Deutschland, Del I

Populær
Updated
Dagbog fra Deutschland, Del I
Vi tager med Withering Surface på turné i det evigt metal-glade Tyskland. Læs frontmand Michael Andersens top sjove beretning fra et liv blandt ærkemetalliske tyskere. Onsdag d. 16 april, K17, Berlin

Efter flere måneders hårdt arbejde med at få sat en tysk miniturné op i Påsken, var dagen nu endelig kommet! Dagen hvor Withering Surface igen skulle vise tyskerne at dansk metal bestemt er mærket med kvalitet. Foran os stod fem datoer i henholdsvis Berlin, Dresden, Müglen, Kassel og Jena.

Omkring kl. 8.30 blev undertegnede samlet op på sin bopæl af en spritny, svensklejet minibus med dødsmetal bragende ud af vinduerne - den rullende fest kunne begynde! Foruden mine fire bandkammerater (Allan, Kaspar, Jacob & Lukas) bestod besætningen af vores supportband Iniquity (Mads, Jesper & Thomas) samt driver Morten. Pladsen viste sig hurtigt at være trang, men musikken var høj og humøret endnu højere. Farvel til kone og barn og afsted til Tyskland.

Seks timer senere, med en flot Doro vs. Udo ballade for fuld brag på anlægget, er der kaoskørsel i Berlins myldretrafik, indtil vi endelig ankommer til spillestedet K17. Kun 1½ time for sent. Vores tyske supportband, My Cold Embrace, har pænt ventet på os i et par timer og er meget glade for at se os. “It’s a big honour to play these concerts with you”, siger de flere gange, uden at vide, hvad de næste dage vil byde på. K17 er en af de mest kendte metal/hardcore/punk klubber i Berlin med læssevis af koncerter bag sig. Dog har klubben for bare et par uger siden skiftet adresse og de nye lokaler virker forholdsvis uprøvede. Efter en tilpas lang lydprøve, bliver der hængt ud med vores nye tyske venner, indtil dørene åbner kl. 20.00.

Da vi går på scenen omkring kl. 23.00, består salen af et publikum på ca. 50 folk. Vi spiller et solidt sæt med masser af lir og er bagefter alt i alt tilfredse med vores optræden. Hvad der er mindre sjovt er at aftenens hyre er en såkaldt 50-50 dørdeal. Hvilket vil sige at den eneste betaling, vi får for denne koncert er 50% af dørindtægten. Ergo, tre livebands for 100 Euro! Jeg prøver mit bedste for at flirte med arrangøren Birgit, i håb om at score lidt ekstra penge og ender da også med at få 50 øl ekstra, som et plaster på såret. Hvordan jeg bar mig ad, vil jeg lade stå hen i det uvisse. En ting er dog sikkert; jeg benyttede ikke samme metode som forsangeren i vores tyske supportband.

Omkring kl. fire mener Allan, Kaspar, Jacob og undertegnede det er tid til at gå i seng, men sådan ville skæbnen det ikke. I vores soverum ligger nemlig Ernie, sangeren fra My Cold Embrace, og fyrer den af oppe i den lokale groupie. Vi havde godt nok lagt mærke til intenst tungekysseri på det nærliggende gothdiskotek, vi netop var trasket fra, men alligevel… Ernie får hurtigt dækket sin kondombeklædte diller ved hjælp af soveposen, mens det går knapt så tjept for den rødhårede pige, der med bedste engelske accent beder os om at slukke lyset, da hun - som hun selv siger - “er en lady”. Umiddelbart skulle man tro at kvindemennesket ville forlade lokalet med det samme efter at have fået tøj på, men nej… Hun bliver hængende og er bestemt ikke bleg for at berette om hvor glad hun er for fyre, der spiller i bands. Det bliver for meget for undertegnede, der flygter tilbage til gothdiskotektet, som nu udelukkende består af dårlige andenrangs vampyrer… Da jeg har glemt læbestiften og buttpluggen derhjemme beslutter jeg mig for at drikke en godnat-bajer og smutter herefter i seng.

Skærtorsdag, Skullcrusher, Dresden

Efter et iskoldt bad, morgenmad bestående af to tyske brattwursts, en lille flaske Underberg og godt med kildevand, er undertegende igen i højt humør på den tyske autobahn, mens andre klager mere over hovedpine forudsaget af gårdagens alkoholindtagelse. Små 300 km. senere ankommer vi til "Skullcrusher" klubben i Dresden, og mage til ankomst skal man lede længe efter!

Fra det tidspunkt, vi kører gennem porten, føles det med det samme som om vi er trådt ind i en anden tidsalder. En tidsalder i ekstrem metallens tegn, hvor det ingen skam er at være skaldet med langt hår i nakken, at have en ikke så lidt for stor ølvom, at have fede hævi-rygmærker på, at kunne lide motorcykler og generelt føle sig udstødt af det udenforstående samfund. Billederne på væggen, baren, folkene, ja det hele ulmer af en ekstrem dedikation til metalkulturen!

Folkene bag Skullcrusher fører os ovenpå til vores backstage/soverum, hvor de stolt beretter, at de mødes her 3-4 gange om ugen (!) og hører death-/thrashmetal og grindcore sammen, mens de drikker en masse bajere. Ja, ofte overnatter de her også. I min bagbrandert føler jeg mig lidt som en 14-15-årig knægt igen på tysker thrash trip i slutfirserne med Sodom og Kreator for fuld pedal. Vi får lavet lydprøve, som undertegnede ikke er tilfreds med - for [i]hvor[/i] er vokalmonitoren? Jeg kan intet høre af mig selv på scenen og forklaringen om, at monitoren brændte af ved det sidste arrangement for en måned siden, har jeg svært ved at bruge til noget. Jeg ser hurtigt i i øjnene, at jeg må acceptere tilstandene. Som plaster på såret står 150 halv-liters tyske bajere samt en flaske Jägermeister og smiler til mig og udenfor er der tændt op i grillen. Jeg åbner en mørk porter-agtig bajer og tænker: “Det skal nok blive en god aften alligevel”.

Fire brattwursts og adskillige tyske bajere senere går My Cold Embrace på scenen uden nævneværdig respons fra publikum. Kort tid efter giver Iniquity den gas og her hersker ingen tvivl om, at det lige præcis er, hvad aftenens publikum gerne vil have: Brutal death metal. At Iniquity to år tidligere har spillet på Skullcrusher klubben, gør ikke responsen mindre intens. En halv times tid senere går vi på og fyrer den af det bedste, vi kan med vores noget mere rockede, melodiske death metal. Vi swinger fedt igen i aften og der bliver ikke sparet på attituden overfor det taknemmelige publikum, som også bliver belønnet med et ekstranummer. Jeg glemmer næsten at monitoren ikke virker. Vores afterparty ender - som forventet - med at være én kæmpestor fest. Der er øl, sprut, kvinder, armlægning og heavymetal i endeløse baner. Alle fyrer den kort sagt maximum af i mange timer, indtil folk så småt begynder at gå kolde. Ved 5-6-tiden er flere tyskere stadig i gang, men Kaspar og jeg beslutter, som de sidste danskere at sige tak for i aften og ligger os kært til at sove på en dejlig blød sovesofa. Sikken en fest!

Langfredag, Jugendverein, Mügeln

Næste morgen, eller rettere sagt et par timer efter mit hoved placerede sig på den udmærkede sovesofa, står den meget morgenfriske videomand/roadie Aykut og nynner temaet til en af vores sange lige ind i mit hovedet. Jeg brummer noget i retning af “fuck off or I’ll kill you”, hvorefter han leende daffer af. Dog ikke hurtigt nok til at have vækket mig tilstrækkeligt til at opsnappe duften af frisklavet kaffe og morgenbrød. Yep, den er god nok. Skullcrusher har sørget for det hele, inklusiv morgenbuffét til de hårdt medtagede danske dødsmetalhelte.

Et par timer efter sidder vi alle i bussen igen på vej til det næste job i byen Müglen. Heldigvis er der kun 70 kilometer, så køreturen er lige til at overskue, selvom der hersker en seriøs tømmermændsstemning. Jeg var på forhånd blevet advaret af koncertarrangøren i Mügeln om at spillestedet var ret lille og ikke havde det fede udstyr, men ingen af os havde forestillet os noget i retning af det vi blev konfronteret med i den 5000 indbyggere store landsby. "Jugendverein" betyder kort og godt "Ungdomsklub", og det var lige præcis et sådan forum vores trætte øjne blev præsenteret for!

Efter at have vadet forbi 12-13 årige fodboldspillende teenagere og ind i selve lokalet, går der blot et par sekunder før rummet fyldes af latter. 80 kvm. inkl. scene, bar og et billardbord placeret lige foran scenen! Stemningen ændrer sig dog hurtig fra latter til bitterhed, alt imens regnen begynder at hagle mod det spinkle tag og temperaturen så småt når ned på omkring 15 grader i lokalet. Nogle kommer med kommentarer som “skal vi ikke bare skride igen”, andre noget i retning af “Michael, det her er ellers et fedt job, du har booket”.

Tømmermændene begynder for alvor at banke på hos undertegnede, der dog inden turen går til bussen for drikke nogle hurtige guldøl, får overbevist alle om, at vi bare skal spille det her job og få det bedste ud af det. En god portion guldbajere og et kært farvel til tømmermændene senere, bliver der bragt gear ind på spillestedet og til min store overraskelse bliver jeg præsenteret for et bandrum i kælderen, ingen vidste eksisterede! Selvom bandrummet er indelukket og lugter af pis, begynder det hele pludselig at se ok ud. Hvad der dog hurtigt får det gode humør ned på et minimum, er, da jeg spørger Allan efter vores kasse med merchandise? Jeg er klar til at sætte merchandiseboden op. Allan mener bestemt den er ude i bussen. Det er den dog IKKE! Vi må se i øjnene, at vi glemt kassen med ca. 30 t-shirts, 120 Cder m.m. i Skullcrushers bandrum. Stemningen daler hurtigt til nulpunktet og vi diskuterer forskellige løsningsmodeller for at hente vores merchandise igen.

Løsningen bliver at ringe til Skullcrusher klubben og spørge, om de kan finde kassen og aftale et tidspunkt at hente den dagen efter. Lukas, der er bedst til tysk, ringer til kontaktpersonen. Han lover at ringe tilbage til os efter han har kigget alt igennem. Han ringer en times tid senere med besked om, at han ikke kan finde kassen! Nu er der for alvor krise i den lille bandfamilie og vi beslutter os for at ringe til politiet og anmelde tyveriet. Vi overbeviser hinanden om, at der er tale om en fejl, at kassen sikkert befinder sig et eller andet underligt sted og vi snart får den igen. Slukøret laver vi lydprøve, men efter aftensmad og et seriøst antal genstande senere er stemningen igen ok, og endnu mere ok er, at spillestedet faktisk er fyldt til bristepunktet med omkring 120 mennesker! At lydmanden i mellemtiden forsvinder og undertegende derfor må optræde som stand-in sound guy for Iniquity, gør bare situationen endnu sjovere.

På trods af nogle små guitarproblemer spiller vi et fedt gig. Folk går amok og vi glemmer næsten at vi spiller på baggear og næsten ikke har noget sceneplads. Koncerten der først mindede om en dårlig joke, ender med at være en god oplevelse og de efterfølgende oplevelser i backstage lokalet sætter bare prikken over i’et. Værd at nævne er især den 2,2 m. høje lyshårede tysker, der på meget galant manér gør entré ved 3-4 tiden med sætningen “Ich bin Uwe”, hvorefter han fortsætter med “Du bist in Thorium - Ich Liebe Thorium”. Kæmpen sætter sig ned og fortsætter med skiftevis at snakke og growle på uforståeligt, snøvlende tysk. Heldigvis bliver hans vise ord oversat til engelsk af en af hans to kvindelige ledsagere.

Af, på nuværende tidspunkt uforklarlige årsager, ender jeg med at udfordre kæmpen til armlægning. Kæmpen smiler, trækker ærmerne op og griber ud efter en telefonbog på en reol. Selvsamme telefonbog river han over på midten, rækker mig den ene halvdel og gør tegn til at jeg skal placere den under min albue. Simpelthen fordi hans underarm er omtrent dobbelt så lang som min. Jeg gør mit bedste for at vinde over kæmpen, men må desværre efter kort tid konstatere, at jeg ingen chance har for at bliver matchvinder (du må altså lære at holde dén højrehånd i bedre form, Michael - red.). Herefter prøver Jacob kræfter med kæmpen og lider samme skæbne. Uwe er aftenens vinder og han growler glad og stolt, men er ikke bleg for at byde på sin mintlikør til de to tabere.

Samtale-emnet ændres nu fra styrke til musik. De to piger mener begge at både Iniquity og Withering Surface er alt for bløde til dem. De kan bedre lide Cock & Ball Torture, Cuntgrinder og Sadistic Blood Massacre. Alle ekstremt brutale porno-inspirede grindcore bands. Hmmm…. “Kan man så få en smagsprøve på hvordan man headbanger til den slags musik”, spørger jeg den ene pige. Det får vi så. Tøsen headbanger og laver propel på livet løs og nok som hun tror, hun er færdig, bliver hun opfordret til at vise hvordan man headbanger til bl.a. Brutal Truth, Vader og Lividity - og hun gør det med bravour! At nattens udskejelser slutter af med at hun blotter sine piercede bryster for os, at et halverigeret lem bliver slået mod hendes bryster og at Uwe pisser ned af trapperne til backstage lokalet, slår bare fast, at det bestemt var værd at blive hængende i Mügeln.

Menu