Copenhell 2016: Fredag

Populær
Copenhell 2016: Fredag

King Diamond, Abbath og Artillery blev højdepunkter på en lang og kvælende varm andendag i helvede med langt mellem de stærke musikalske oplevelser.

Spillested
Dato
24-06-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

“What kind of crazy festival are you heading at? Distortion?”

En engelsk turist med stråhat og pencilskirt muntrer sig over de godt 400 sortklædte mennesker, der har samlet sig i klassisk dansk køformation på Christianshavns Torv fredag middag.

Der er ingen shuttlebusser så langt øjet rækker, og det er givetvis mere muntert for den nysgerrige frøken end for undertegnede, der naivt kun planlagde en times rejsetid fra det sydvestlige københavn til festivalpladsen.

Således gør den forsinkede ankomst det umuligt at deltage i Denners Musikquiz, der er godt i gang i det fyldte bodega-telt, Tutten. Forinden har Tak Rock-udvalgte Grumpynators spillet på Pandæmonium uden at blæse til opvågning blandt andre end de forreste rækker.

Bedre er det gået for islandske Sólstafir, hvis efterfølgende anmeldelse nok for første gang i Devilutions historie indeholder ordsammensætningen ‘dunkel banjo’, men som desværre afsluttede koncerten brat som følge af en strømafbrydelse.

Heller ikke Monuments skrev sig ind i hukommelsen trods god attitude og stort hår, og Tremonti var en decideret kedelig affære. 

Som diametral modsætning til torsdagens voldsomme regnskyl er det for alvor begyndt at blive hedt i helvede. Det tegner til at blive en lang eftermiddag, hvis temperaturen fortsat stiger, og bandene ikke bider mere fra sig. Til Copenhells ros skal det siges, at der var synligt og lettilgængelige vandposter ved scenerne, og dagens vanlige fadøl blev udskiftet med aftapning fra selvsamme, godt suppleret af flinke bartenderes velvillighed med at slippe plastikkrus og isterninger uden beregning.

Klokken er efterhånden 16, og Beartooth overrasker positivt midt i varmen, omend anmelderen i dette tilfælde er uenig. Også publikum fanges af amerikanerne, og der moshes livligt igennem, selv i den elektriske kørestol, der flere gange leder an i circlepitten. Dedikation har heldigvis ingen begrænsninger.

Således opløftet gik turen videre til Amon Amarth, der i 2013 roede på Helviti, som gjaldt det livet, og fik alle med på legen. Mere afdæmpet blev det i år, og det sidste af koncerten ses fra bakken, der som altid er samlingssted for en zombiewalk af søgende festivalgæster, der glanende kigger efter deres venner, mens de uforvarende går både side- og baglæns i den alkoholpåvirkede og oftest resultatløse efterforskning.

I sympati følges en kollega til Epicas pinsler, men det virker forkert at prioritere de generiske letvægtere over L.G. Petrovs festlige humør, der sammen med resten af Entombed A.D, skydes af på samme tid på Pandæmonium. Han er i et vældigt lune, og det er en munter koncert, hvor publikum er mødt talstærkt op, sandsynligvis grundet den luftige i programsætning dette år, der gør, at der ofte kun er ét band der spiller ad gangen.

Ulidelig varme, stillestående Megadeth og jammerlige Trivium
Det er fortsat helvedes hedt med ingen udsigt til vejrlig lindring, og så meget tøj som muligt har fundet vej til tasken i stedet for på kroppen. Således mere af- end påklædt bliver vi stoppet på vej til Helviti, hvor Megadeth snart slår første tone an.

Det nyåbnede rockmuseum Ragnarok har taget opstilling i Dansk Musikerforbunds telt og leder efter emner til fotografering af bandtatoveringer. Det er jo enhver musikelskers våde drøm at blive spurgt om, men det føles underligt indholdsløst at skulle forklare mit forhold til Led Zeppelin på 15 sekunder, og jeg nøjes med at skrive et par linjer ned om tatoveringen og stille op til et billede som så mange andre. Der kører et slideshow med andre nyligt fotograferede tatoveringer, og der er mange imponerende imellem, der brillerer noget mere end mit sorte krimskrams.

Nu er det Dave Mustaine, der atter skal tjekkes af på listen, men hastværket var spildt, og de leverer en koncert, der er mere kedelig end den på Sweden Rock Festival.

Seje Kadavar bliver droppet til fordel for en kort pause i RIP-områdets skygge, inden det er tid til et formodet højdepunkt, når Trivium igen går på Hades, som de også gjorde i 2012. Men hvor kan man dog blive skuffet, når man glæder sig til noget. Koncerten druknede i et tordenbulder fra trommesættet, hvis lyd aldrig blev rettet op, og sætlisten var undtagen enkelte ældre numre renset for styrke.

Tristessen blev heldigvis rettet op af Redwood Hill, der befriende velkendt holder stilen med den mørke, visuelt slørede og virkefulde lydbombe, jeg kender og elsker dem for. Koncerten måtte forlades til fordel for fredagens forventede højdepunkt, King Diamond, der også leverede som forventet, men ikke i nært så stort format som på føromtalte Sweden Rock, hvor de fem sorte firkanter syntes mere fortjent end på Copenhells hovedscene, hvor vokalen ikke altid stod så sikkert skåret som blot 14 dage før.

Mere bagoverblæsende var Abbaths stroboskophelvede, der flankeret af heftige blastbeats blev en sanseoplevelse af de absolut bedre. Olve Eikemo, der gemmer sig under den signifikante ansigtsmaling, var i vældig hopla og fik publikum til at bryde ud i lattersalver med sin egenartede præsentation af sig selv, der startede som “ABBATH!” og efterhånden blot blev til “AB!” og “AAAAAARGH!”

Fredagen blev lukket smukt og passende med velspillende Artillery, der gennemførte et natteshow med højspænding, trods den ærgerlige lyd på Pandæmonium, hvor Michael Bastholm Dahls kæmpestemme nærmest forsvandt.

Læs alle fredagens anmeldelser her

Grumpynators
Sólstafir
Monuments
Tremonti
Beartooth
Amon Amarth
Epica
Entombed A.D
Megadeth
Kadavar
Trivium
Redwood Hill
King Diamond
Abbath
Artillery