NMF 25: Spredehagl og regndyner

Fra Pustulant Flesh raller os op i gear, til Blind Guardian sender os hjem med hobbitpower på hjernen, er torsdagen en solid kickstart på årets brag i Næverland.

Sygdom og begravelse resulterer i stort mandefald i årets dækning, hvorfor dækning er af en anden karakter end normalt. Torsdag er mestendels en reportage, fredag består af enkeltstående koncertanmeldelser, mens vores fotograf har samlet en billedreportage fra sin lørdag på egen hånd i Næstved – en reportage, du kan finde her.

Hvad torsdag angår, så har DSB af uransalige årsager valgt at droppe al aircon, så der lyder et lettelsens suk, da vi stiger ud af 4-toget på Næstved Station og lige kan trave de sidste par hundrede meter, til vi kan høre musikken buldre i det fjerne. Praktisk at have festivalen tæt på stationen, omend oplevelsen af Næstved så må gemmes til senere, nu hvor jeg aldrig har betrådt denne del af Danmarkskortet før, men sådan er der så meget.
I det mindste falder alting som planlagt, så Vulvatorious, som vi har dækket nok så mange gange i disse spalter, så småt er ved at runde af, og jeg kan nå at dumpe computertasken og score en hurtig indianer i kano (hotdog på pølsevognsk) til vejen, inden der går råddenskab i den på den indendørs scene.

Pustulant Flesh er et relativt nyt foretagende, der som navnet antyder bevæger sig i det rallende dødsspektrum, vi kender så godt fra Extremely Rotten-miljøet. Alle sange starter med fire taktfaste lilletrommeslag. Random horrorfilmssekvenser mellem numrene. Introduktioner såsom “Den næste sang er virkelig, virkelig lang og handler om at gro vorter … over hele kroppen! Den hedder *uforståelig growlende volapyk*” – hvorefter sangen viser sig at være deres to-sekunders pendant til Napalm Deaths ‘You Suffer’. Det bliver med andre ord ikke meget mere dødt, og Bastionens mørke lyssætning taler da absolut også deres sag, mens frontmand/bassist Peter Jacobsen viser sig som en frisk frontmand med ordet i sin mund og imponerende brækvokal-skills. 



Folk brokkede sig sidste år over lyden i Bastionen, men Pustulant Flesh er bestemt ikke den slags musik, man kan bedømme scenens generelle lyd ud fra – her handler det bare om hærg og brutalitet med et blink i øjet, og det har de unægteligt, som en glimrende kickstart på dagen, inden Jacobsen sender os ud af rummet med kommandoen “Køb de andre bands’ merch!”, fordi de åbenbart ikke lige selv huskede at få sendt merch af sted til tiden …

Hvilken verden til forskel derfra og til svenske Grand Magus efterfølgende. Sidste gang vi så dem var som support for Opeth i DR Koncerthuset, hvor min lidet imponerede kollega beskrev dem som “simpel, americana-tykt heavy metal, der oser langt væk af approprieret indianerfryns og motorcykelklub” – en beskrivelse, jeg dårligt kan anfægte. Intro-lydsporet med ZZ Tops ‘Jailhouse Rock’-cover er for så vidt meget sigende, for ligesom deres forbilleder snakker vi en powertrio, der ukompliceret rocker nok så meget derudaf med soli, groove og swagger i en lind strøm. “At least the weather’s good … but we’re vikings, yeah?!!” lyder det, som de prøver at holde samling på fremmødet allerede efter første nummer.



Bevares, charmerende for hvad det er, men her hvor regnen er tiltagende, er det svært at bilde sig selv ind, at det rigtigt er værd at stå ud en hel time, når der er et telt at socialisere i bagved.
Mere underholdende er det til gengæld at besigtige nogle af Næver-arketyperne, hvor fx en fyr går lystigt rundt og trækker sine shorts ned, så vi alle kan smække ham i den efterhånden godt og grundigt røde røvballe, fordi hvorfor ikke?

Regnen kan vi til gengæld være flintrende ligeglade med, mens Course of Fate holder festen kørende i Bastionen. Et af de tilfælde, hvor man kommer helt blank, uvidende om, hvad der venter én, og måske det taler lidt til nordmændenes fordel. 
Vi snakker en art moderne prog metal, hvor Dream Theater og Pain of Salvation næppe har levet helt forgæves, omend melodierne gudskelov vægtes højere end de tekniske chops. ‘Blindside’ får os godt med tidligt med i sættet som en meget hookpræget track med lækre leadchops fra Fredrik Jacobsen, mens den mere metallisk kontante ‘Where Are The Valkyries’ senere introduceres med ordene “Norwegians don’t like churches, you know … so our former guitarist wrote a song about there not being a god”. Eivind Gunnesen tager sig masser af tid undervejs til at hænge over sit mikrofonstativ, og bærer på sin vis fint den instrumentale dominans, for hvad skal han trods alt også lave – og når hans bidrag er afkrævet, har han da også en fin stemme til at komplimentere deres harmoniske univers. 
Alt det sagt, så er det bestemt ikke, fordi Course of Fate rykker det store ved noget, men vi er da fint underholdt, så længe det varer, og kan momentært ignorere regnen indtil næste udendørs indslag – det kan trods alt også noget i sig selv.

Nu er jeg til gengæld betydeligt mere på hjemmebane. Flotsam & Jetsams debut ‘Doomsday For The Deceiver’ købte jeg på LP for godt 30 år siden, og den har sammen med den efterfølgende ‘No Place For Disgrace’ været hyppige spillere til festlige lejligheder gennem årene. Videre er jeg dog aldrig kommet med bandet, fordi jeg ærligt talt har ladet mig rive med af den fælles konsensus om, at det er dér guldet mestendels er begravet.



Det er et band, jeg aldrig har haft chancen for at opleve live, og derfor er glæden herfra stor, som de indtager scenen til ‘Hammerhead’ fra førnævnte debut. Eric A.K. synger fortsat som en drøm helt oppe i det høje register, og så gør det mindre, at skrigene er lidt mere afmålte end dengang. Modigt at lægge ud med, hvad der vel nærmest er deres kendingsmelodi, og så oven i købet følge den op med deres eget nummer ‘Iron Maiden’, der i allerhøjeste grad spiller på netop Maidens tangenter med virkelig fermt samspil mellem de to guitarister Michael Gilbert og Steve Conley. Dette er blot starten på en koncert, der brillerer stort set fra start til slut, hvor det overraskende nok især er nyere indslag som ‘Brace for Impact’ og ‘A New Kind of Hero’, der tager kegler og får pitten op at køre.



En præstation i sig selv at holde folket samlet foran i lyset af, hvor meget det på dette tidspunkt står ned i stive stråler, men udover den lidt identitetsløse ‘The Walls’ havde F&J virkelig publikum med sig og et stærkt sæt i ærmet, og så er titelnummeret fra ‘No Place for Disgrace’ bare et afsindigt sejt nummer at lukke sættet ned med … så har jeg vist kun mig selv at bebrejde for ikke at have opsøgt dem tidligere!

“Vi er Nothing Noble fra København, og vi er kommet for at danse!” lyder det straks derefter i Bastionen, og selvom det er en glimrende lejlighed til igen at komme væk fra regndynen, så er det bare ikke metalcore/deathcore med machoattituden uden på tøjet, der lige harmonerer med mit state of mind ovenpå Flotsam & Jetsams overlegne thrash-opvisning. 
At jeg desuden kom lige hurtigt nok ud af døren på vej til festivalen gør også, at jeg i timevis har vadet rundt i fodtøj, der ikke på nogen måde kan holde vandet ude, og en halv times vriden sokker og sludren med slænget over endnu en Moscow Mule (de er særligt gode i år!) er den eneste vej frem, indtil aftenens sidste navn går på på hovedscenen.

Om Blind Guardian så er det helt rette valg som et af årets hovednavne kan diskuteres, for det er tydeligvis meget blandet, hvor godt folk kender og tager imod materialet her i provinsen. Det er primært, når de trækker stærke kort som ‘Nightfall’ og det afrundende trekløver af ‘The Bard’s Song’, ‘Mirror Mirror’ og ‘Valhalla’ op af hatten, at folk rigtig er med, og det forklarer nok også, hvorfor bandet tager lang tid om rigtig at komme i gang. Hansi Kürsch virker ikke synderligt engageret, før han kan mærke publikums begejstring, og den vekselvirkning viser sig afgørende for koncertens udfald.



Når det er sagt, så er jeg – granted – heller ikke på nogen måde den store power-entusiast, men efter at have set Blind Guardian spille tre forrygende shows både i Tyskland og på Copenhell, så er dette den mindst overbevisende koncert, jeg har set fra deres side – men med flere højdepunkter senere i sættet, så bærer vi over med den tunge opstart, og gemmer noget af krudtet til fredagen, hvor der er meget mere guld på programmet.