Fortryllede landes symfoni

heidra

Det skorter ikke på fantasifulde elementer på danske Heidras tredje LP, der svømmer i både dobbelte leads, bidsk snerrevokal og kraftig powerpatos

Kunstner
Titel
To Hell or Kingdom Come
Dato
08-04-2022
Trackliste
1. The Beginning and the End
2. Retribution's Dawn
3. Dusk
4. The Rebirth
5. Wolfborn Rising
6. Fall of the Fey
7. To Hell or Kingdom Come
8. Ancient Gates
9. Cloaks and Daggers
10. Two Kings
Forfatter
Karakter
3

Vi må hellere starte denne anmeldelse med fuld åbenhed. Heidra er et af de bands, jeg har set flest gange. Jeg har gået i gymnasiet med forsanger Morten Bryld. Jeg er ejer af allerførste nummerede eksemplar af Heidras første demo.

Nu er det af vejen, og vi har mulighed for at dykke ned i den hidtil største udgivelse fra det danske folk/power-metal band til dato. Heidra har efterhånden eksisteret i mange år og har rykket sig et stykke vej. En anekdote presser sig på. Sidst undertegnede oplevede bandet er efterhånden mange år siden, da de var første band på en plakat, hvor svenske Thyrfing figurerede øverst og hjemlige Huldre fulgte efter på Templet i Lyngby.

Thyrfing er, for de mange, der måske ikke kender dem, også et band med afsæt i den nordiske folketradition og en forkærlighed for vikinger. Det kan man også sige om de to andre. Thyrfing fokuserede dog på black metal-elementet af den gamle mester Bathorys vikingelyd, hvilket blandt andet førte til et gedigent hovedværk inden for det vi dengang kaldte “viking metal” tilbage i 2004, da de udsendte Vansinnesvisor. Dengang var de smurt ind i fæl, mudret corpse paint og spillede råt og hårdt. Til koncertern i 2013, passede Heidra derfor fremragende ind som åbner, med en solid præstation og god aggression, der passede sig til de morderiske svenskere. Hvor filmen til gengæld knækkede, var med det midterste band. Huldre. Da vi opdagede det præcise omfang af drejelirer, pludderbukser og birkegrene forføjede vi os ned på det nærmeste sted, der solgte øl. Dette viste sig at være et lyngbysk pizzeria, men ikke desto mindre er jeg til den dag i dag overbevist om, at det var en bedre måde at bruge sin tid.

Derfor kan det også ærgre, at Heidra med tiden valgte at fokusere mere og mere på de blidere elementer af musikken. Keyboardet er elefanten i rummet og har været det i mange år, nutildags suppleret aldeles af den rene vokal, der på tilsvarende vis har søgt mod højere tonearter, og ikke længere kommer fra det mørkeste dyb af Morten Brylds eksistens.
At et band skifter stil, og gamle røvhuller er fornærmede over, at det ikke længere lyder som det gjorde “i de gode gamle dage”, er efterhånden en naturlov, og dette skal naturligvis holdes in mente. For nogle gange overskygger savn de kvaliteter, musik kan have på dens egne præmisser.



Højspændt heavyepik
Heidra placerer sig med To Hell or Kingdom Come fra første færd solidt i en episk heavy metal-fantasi, hvor der slås med sværd, kæmpes med uhyrer, og hvor konger står i forreste række på slagmarken og ikke løber midtvejskrisemotionsløb på samfundsvæsentlige trafikårer eller savler indavlet ned i koloniklenodier.
Det er fedt nok, alle kan sætte pris på en god heltefantasi, hvilket de efterhånden mange store produktioner i Hollywood, og hvor ellers man kan finde dem viser. Vi er kommet langt siden Ørnens Øje.

Det element løser Heidra på forbilledlig vis med stjålne blikke i retning af Blind Guardian og Rhapsody of Fire og spinder deres helt eget bagtæppe til den kombination af heltemod og hidsighed, der også kommer i spil i musikken.
Den helt store force for Heidra er forsanger Morten Bryld. Med en solid ren vokal og en buldrende barsk vokal tilføjer han den kant, Heidra har brug for, for ikke at falde helt i power metal-lejren, og allerede på første reelle track, ‘Retribution’s Dawn’ lægger Bryld enormt stærkt fra kaj og spytter sine hidsige og ondsindede vokallinjer afsted, inden den rå vokal afløses af en renere, der i højere grad minder om Tony Kakko fra Sonata Arctica.
Over en buldrende bund af forbløffende bløde trommer fra gæstemusiker Francesco Paoli, der til daglig slår sine folder i Fleshgod Apocalypse, raser dramatisk power-guitar og blæser af sted med rigelig energi.



Og netop energien er for evigt fremherskende, og det er det helt store musikalske cue på pladen. Med Iron Maidensk gallop, til tider nærmest konkurrerende med Nightwish-fortolkningen af Gary Moores ‘Over the Hills and Far Away’ strømmer sangene afsted i så flydende form, at det kan være svært at følge med. ‘Fall of the Fey’ er ren magtfantasi med både fræsende guitarer og tungt og stoisk mandekor, og den leverer en kæmpemæssig indsprøjtning vikingetestosteron til enhver, hvis ører den måtte finde.

For undertegnede vil det altid være den barske vokal, de solide trommer, den bidske stemning, der fungerer hos Heidra, hvor retningen med dobbelte power metal-riffs, skønsang og i særdeleshed det fortryllende elektroklaver trækker ned. Det er dog væsentligt at understrege, at dette ikke handler om manglende kompetencer hos orkesteret. På samme måde som vi fandt det bedst at fortrække i 2013 under Huldre, men stadig opleve harskheden hos Thyrfing, sætter undertegnede mere pris på den rå kraft firkløveret er i stand til at kanalisere i samspil.