Copenhell '22: Judas Is Rising ... sådan da

Populær
priest

Judas Priest gav en ujævn koncert båret hjem på en stærk sætliste og folkets hyldest.

Kunstner
Dato
16-06-2022
Trackliste
One Shot at Glory
Lightning Strike
You've Got Another Thing Comin'
Freewheel Burning
Turbo Lover
Hell Patrol
The Sentinel
Victim of Changes
The Green Manalishi (With the Two-Pronged Crown)
(Fleetwood Mac-cover)
Diamonds & Rust
(Joan Baez-cover)
Painkiller
Encore:
The Hellion
Electric Eye
Hell Bent for Leather
Breaking the Law
Living After Midnight
Forfatter
Karakter
3

Et blik på sætlisten burde være nok: Judas Priest er et af verdens bedste metalbands. Og med en sætliste, der bar præg af all killer, no filler, burde koncerten på Copenhell have været et højdepunkt.

Men på trods af materialet, på trods af en godt fyldt Helviti-scene, ramte Priest ikke dagen helt.

I hvert fald ramte de og publikum først de høje nagler under aftenens tredje nummer, 'You've Got Another Thing Comin'', hvor der var fællessang blandt publikum, og stagedivingen for alvor tog fart.

Grunden, hvor smerteligt det end er at indse, var Rob Halford, denne noble metalstatsmand, der entrerede scenen iført læderjakke med frynser så lange som Iggy Pops diller. Hvor han til seneste koncert på dansk grund, i Royal Arena, var suveræn, var det en mere menneskelig metalgud på Copenhell.

I en alder af 70 år synger han stadig bedre end de fleste. De høje skrig ramte imponerende præcist. Men hans stærkeste våben, de suverænger fraseringer, timingen, hans midrange-vokal, sad meget ofte ikke lige i skabet. Måske som kompensation for alderens slitage på stemmebåndene. Det var tydeligt i 'The Sentinel', en af de mest suveræne metalhymner. Og det var tydeligt flere andre gange, hvor han simpelthen ikke ramte dagen og sit eget umenneskeligt høje niveau.

Ikke altid, naturligvis. En fremragende version af 'Victim of Changes' og en decideret sexet 'The Green Manalishi (With the Two-Pronged Crown)' var blandt højdepunkterne, mens han i det legendariske (og velspillede) cover af Joan Baez' 'Diamonds and Rust' ikke havde den naturlige autoritet, han normalt besidder, syntes at kæmpe med luften.

Når det glipper, lægger man også mærke til, hvor meget af sceneshowet, der hviler på Rob Halfords og Richie Faulkners skuldre, mens resten af bandet er temmelig statisk. Det blev der kompenseret for med kitschede, 80'er-agtige videoanimationer på storskærmen, mest markant med de svulmelegemepulserende stempler under 'Turbo Lover'; en sang, der fik godt gang i publikum. Den ældre herre med meget langt nakkehår og mere sparsom hårpragt foran, som stod lidt foran mig, var i godt dansehumør, og publikum, i hvert fald oppe foran, var godt på.

Den megen fællessang under omkvædene i nogle særdeles energiske versioner af ekstranumrene vidnede også om stemningen.

Men det løftede sig aldrig helt, som det ellers bør, når et af verdens to-tre bedste metalbands giver koncert. Judas VAR tit Rising, men det blev en lidt vel flaksende himmelfærd. Priest er ganske enkelt set bedre, og det må nødvendigvis koste en karakter. Med så god en sætliste, må det være tilladt at kræve lidt mere.