Intenst ubekymrede gennem årtierne

Intenst ubekymrede gennem årtierne

Fu Manchu er indbegrebet af en sydcalifornisk laidbackness, hvor der aldrig kan komme for meget koklokke på en sang, og fuzzen er evigt saliggørende.

Kunstner
Titel
Clone of the Universe
Genre
Trackliste
Intelligent Worship
(I’ve Been) Hexed
Don’t Panic
Slower Than Light
Nowhere Left to Hide
Clone of the Universe
lL Mostro Atomico
Karakter
4

Det sydlige Californien er uløseligt forbundet med chillede blonde surferdudes, endeløse sandstrande, bikiniklædte stonerchicks og lange, formålsløse køreture mod solnedgangen med tilbagelænet koklokke-rock blastende ud af muskelbilen. Dét og så den spæde begyndelse på hardcore, som falder sammen med opblomstringen af skateboarding. Alt det fedeste fede i livet, med andre ord, aldrig en regnvejrsdag, altid modne ferskner.

Den komplette ubekymrethed har Fu Manchu stået for, siden det tidligere hardcore-band i 1994 albumdebuterede med ‘No One Rides for Free’, og i centrum står guitaristen og sangeren Scott Hill i sine udtrådte Vans og sin stribede T-shirts som selve billedet på den evigt cool dude, der trods grå stænk i det lange, blonde hår aldrig synes at ældes for alvor.

Det mest forunderlige er dog, at Fu Manchus musik heller ikke ældes. Det strider mod alle naturlove, at man kan spille den samme type stoner rock med kun minimal udvikling, sådan som Fu Manchu har gjort de i alle årene, uden at det på et tidspunkt går hen og bliver kedeligt. Og for mig er der få ting, der er så ærgerligt, som når den fede rock bliver lad og begynder at køre i tomgang. 

Sådan kunne det sagtens være gået for Fu Manchu, allerede da ¾ af bandet forlod bandet for at starte Nebula, og igen da über-stoneren Brant Bjork forlod bandet i starten af nullerne. Men med sine trofaste væbnere – den seneste indskiftning i bandet er trommeslageren Scott Reeder, der kom med i 2002 – er Scott Hill ufortrødent blevet ved, og ‘We Must Obey’ i 2007 indvarslede en ny intensitet i Fu Manchus lyd, som de heldigvis har holdt oppe siden da. 

Sikker som en eftermiddagsbajer
Så kan det godt være, at der ikke sker den store udvikling, men formlen er lige så sikker som en eftermiddagsbajer i solskin eller den koklokke, der sætter ind små to minutter inde i åbningssangen ‘Intelligent Worship’. Efter der allerede er hældt maracas på i andet vers. I Fu Manchu ved de, hvad der virker, og de ved, hvordan de veksler mellem virkemidlerne med størst effekt. Således følges den tjeppe åbner op med den tunge groover ‘(I’ve Been) Hexed’, og sådan går det slag i slag og aldeles upåklageligt over de næste fire sange. ‘Don’t Panic’ er endnu en hurtig banger af den type, der med usvigelig sikkerhed vil sætte gang i pitten, når Fu Manchu 6. marts spiller i Pumpehuset, og den følges så op af et par langsommere sange at falde ned på inden den store finale. Lyden er fed og bøffet, som den skal være, guitarerne lyder, som om Marshall-forstærkerne er ved at brænde sammen, vokalen lyder præcis, som den har gjort siden midten af 90’erne. Alt er trygt og godt.

Selv når det ikke længere er det: Den store nyskabelse for Fu Manchu på ‘Clone of the Universe’ er ‘Il Mostro Atomico’, der med sine 18 minutter fylder hele B-siden af pladen og har Alex Lifeson fra Rush med som gæst. Det er en sang, der skiller sig markant ud fra alt, hvad Fu Manchu tidligere har lavet – men så heller ikke mere, end at den lyder umiskendeligt som Fu Manchu-spinoff-bandet Nebula, når de jammer frit. Det klæder Fu Manchu at udforske nye sider af sig selv, og de slipper godt fra det, men det er også sigende, at det absolut fedeste øjeblik i den sang er der, hvor den peaker godt ni minutter inde, inden den går over i instrumentaljam med tablas, timpani og flanger, og hvad der nu ellers har ligget og flydt i studiet.