Copenhell 23: Den samlende boogiefaktor
Populær
Er folketække = populisme? Ikke i Clutch-land, hvor de simple rockdyder glider lige ned, som den øl vi fylder os med uden at fortabe sig i sovsede klicheer.
Der er nu noget befriende let over den simple rock, som vor forfædre skabte den. Den der slags, hvor du i bund og grund kan komme helt frisk ind fra højre uden at have hørt en tone af musikken før, og alligevel stå og boppe med, som om numrene allerede er naturligt indlejret i din DNA. 50'ernes blues-orginaler definerede rammerne, sidenhen kom ZZ Top til og dannede skole for den hvide boogie-blues, og her skal der ingen tvivl sås om, at der er blevet skelet lidt i Texas-retningen hos Neil Fallon & co.
Ingen tvivl om, at Clutch er et band, som med deres svingende swagger og buldrende bajerrock stadig har folket med sig, helt forståeligt. Også selvom det kan undre, hvor lidt melodi der egentlig er i deres musik, hvis man for et øjeblik isolerer den fra Fallons altdominerende vokal.
Især i et nummer som den underligt rodede 'Burning Beard' er det tydeligt, hvor meget musikken egentlig bare er der for at booste Fallons rå charme, og når man så hører det i helheden skænker man det overhovedet ikke en tanke – fordi Fallon er så bærende en faktor for bandet.
Lige så tilbageholdende og rent ud sagt uinteressante, som resten af kvartetten er at observere på scenen, lige så levende og bevidst er Fallon om hans egen rolle som frontmand. Ikke, at han flyver rundt med store stilistiske armbevægelser, men han mestrer bare den uforfalskede, rustne tone med nok kraft fra mellemgulvet – og har lidt andre tricks i ærmet når nummeret afkræver det. Eksempelvis i en svedig udgave af 'D.C. Sound Attack', hvor han både griber til mundharmonikaen og assisterer trommeslageren på koklokke.
Clutch har tabt lidt kunstnerisk blus med årene, men live vinder de stadig meget hjem på hygge og masseappeal. Tag blot deres evergreen, 'Electric Worry', der med dens simple groove og catchy omkvæd (endnu engang) munder ud i fællessang i pitten. Bajerrock, svært at modstå, nemt at modtage, og så lige med den der rustne bismag, som rockens svar på en Gylden Dame. Der er ingen stor kunst her, men man skal aldrig fornægte kvaliteterne ved musik som dette, der forener os om rockens klassiske, ligefremme dyder – og der har Clutch stadig fat i noget i dag.