Ung med de unge
Populær
Judas Priest forsøger at halse efter ungdommen med oppumpet og hyperkomprimeret metal, men glemmer sig selv i forsøget på at være hårde og hurtige.
2. "The Serpent and the King" 4:19
3. "Invincible Shield" 6:21
4. "Devil in Disguise" 4:46
5. "Gates of Hell" 4:38
6. "Crown of Horns" 5:45
7. "As God Is My Witness" 4:36
8. "Trial by Fire" 4:21
9. "Escape from Reality" 4:24
10. "Sons of Thunder" 2:58
11. "Giants in the Sky" 5:03
Deluxe edition / 7" bonustracks
12. "Fight of Your Life" 4:19
13. "Vicious Circle" 3:01
14. "The Lodger" 3:52
Metalinstitutionen Judas Priest behøver ingen nærmere introduktion, og briternes 19. album, 'Invincible Shield', starter da også lige på og hårdt.
Først med et tudegrimt omslag, der ligner et motiv, som aldrende mænd med similisten på deres jeans kunne bære på en lidt for stramtsiddende T-shirt, dernæst på singleforløberen 'Panic Attack', der med en spilletid på knap 5½ minutter gentager omkvædet i hvert fald to gange mere end strengt nødvendigt. Så er vi ligesom i gang.
Det er tydeligt, at Judas Priest prøver at ride videre på stilen fra 'Firepower'. Samme lineup, samme producer, samme pumpede stil. Men 'Invincible Shield' rammer ikke forgængerens topniveau. Til gengæld har den lovlig nemt ved at ramme 'Firepower's bundniveau.
Det næststørste problem
Det næststørste problem er, at sangene pumper derudad uden den store finesse. De er simpelthen for enslydende i deres opbygning, og manglen på nuancer over et helt album på 50 minutter bliver anmassende.
Bedst er 'Invincible Shield', når tempoet sættes lidt ned som på den afsluttende 'Giants in the Sky', eller når Priest husker at afvige fra standardopskiften, som på 'Trial By Fire'. Men alt for meget på pladen er hårdtpumpet metal i krydsfeltet mellem power og klassisk metal, hvor omkvædet gentages for mange gange. Judas Priest er kompetente nok, men de rammer langtfra det magiske niveau, Judas Priest helst skal ramme. I hvert fald i glimt – også selvom de er blevet gamle og man ikke kan forlange fortidens standard fra dem hele tiden.
Formentlig belært af erfaringerne fra 'Firepower' er 'Invincible Shield' kortere end forgængeren. Men man har alligevel lavet en deluxe-version af albummet med tre bonusnumre. Det er bare en skam, at nogen har valgt at lægge den King Diamond-agtige 'The Lodger' blandt bonusnumrene i stedet for på det ordinære album. Det er nemlig en af de bedste sange i denne omgang og langt mere interessant end meget af den øvrige sangskrivning.
... og det største
Spørgsmålet er, om man holder ud længe nok til at høre 'The Lodger'. Det er i hvert fald fristende at hvile ørerne på vejen, for Andy Sneaps produktion er temmelig frastødende. På forgængeren var produktionen lige lovlig bøffet. Denne gang er den komprimeret langt ind i helvede. En hæslig digital guitarlyd, en trommelyd, der virker så triggered, at det lige så godt kunne være en maskine, og en vokalproduktion, hvor der ikke er levnet den mindste plads til luft omkring vokalen.
Samtlige instrumenter kæmper om pladsen, og det giver et i særklasse udynamisk lydbillede, helt uden rum og dybde, men sikkert velegnet til bilradioen. På et anlæg lyder det græsseligt og tager mere end toppen af den fornøjelse, man trods alt kunne have fået ud af pladens bedste momenter.
Det er, som om briterne prøver så hårdt på at bevise – både musikalsk og i produktionsvalg – at de i hvert fald ikke er blevet gamle, at de kan følge med de unge, at de helt glemmer, hvad der gør dem gode. Og de ender med et lidt kikset forsøg på at være unge med de unge i stedet for at spille op til deres styrker.
Det gør ondt at skrive det her, når man synes, at Judas Priest ellers er verdens bedste heavy metal-band, men de burde simpelthen tage at stoppe med at lave nye plader. For alles skyld. Eller i det mindste skifte producer.