Clutchs trættende studiealbum
Clutch er tilbage efter den længste pause nogensinde. Som er på fire år. Måske var det ikke helt længe nok.
2. Slaughter Beach
3. Mountain of Bone
4. Nosferatu Madre
5. Mercy Brown
6. We Strive for Excellence
7. Skeletons on Mars
8. Three Golden Horns
9. Jackhammer Our Names
Clutch er lidt ligesom ham den lidt ældre koncertgænger, man nogle gange møder. Han er cool nok og festlig og sjov og der kommer masser af gode historier om ting, han har oplevet og set, ud af den gråskæggede mund. Men på et tidspunkt kan det også blive lidt for meget. Man kunne måske godt tænke sig at tale om noget, der ikke er 20+ år gammelt.
Eller også er han som sådan en person, hvis humor primært består i at påpege, hvordan ting minder om andre ting. Eller i virkeligheden bare udbryde catchphrases fra tv-serier, film og populærkultur. Lidt som hele den filmgenre, der opstod i ‘Scary Movies’ kølvand dengang i 00’erne, hvor det måske til at starte med handlede om at lave sjov med nogle troper, men hurtigt udviklede (afviklede?) sig til at være en fortærskning af selvsamme troper, hvor selve referencen til det kendte materiale blev det eneste forsøg på humor.
Det var ganske kedeligt, og de af vore læsere, der enten er for gamle eller for unge til at have været udsat for den bølge, skal prise sig lykkelige.
Det lyder som en hård dom over Clutchs trettende album, men ikke desto mindre er det det fornemmelse, man får af at lytte til den. Hver gang pladen skulle sættes på, krævede det en overvindelse, fordi det netop var så uambitiøst.
‘Red Alert (Boss Metal Zone)’ er fuld af referencer til Blade Runner, ‘Slaughter Beach’ peger ned i Clutchs “lolrandom”-fascination af krabber, der kom værst til udtryk på 2018’s ‘Hot Bottom Feeder’, ‘Mountain of Bone’ handler på mest cringeværdige, ‘Stranger Things’-refererende, opportunistiske vis om Dungeons & Dragons, ‘We Strive for Excellence’ er ren 70’er-nostalgi à la ‘That 70’s Show’, og sådan kunne man blive ved.
Man bliver bombarderet med referencer, der ikke i sig selv tjener noget formål, og man bliver, åh så mæt, åh så hurtigt.
“Yet here I am still rolling a twenty-sided die / Am I chaotic evil? Or lawfully good aligned?” er simpelthen ikke hverken sjovt eller interessant i sig selv.
Clutch har alle dage været glade for referencer – ret skal være ret. Vi husker for eksempel vinket til Rushs ‘2112’ på ‘10001110101’ med glæde, men det kan ikke stå alene. Hvilket bringer os til næste del.
Uinspireret ballerock
‘Sunrise on Slaughter Beach’ er nemlig ganske uinspireret. Som en maggiterning af blueset hårdrock med pauser indlagt til Dire Straitsk lireri, tager Clutch præcis samme rute, som de altid har gjort.
Det er dansabelt på den akavede måde, det er forudsigeligt og syng med-venligt, men hvor det i gamle dage, som på ‘Electric Worry’ føltes som at køre en ramponeret jeep gennem fjendtlig ild, føles det nu mere som at tromme på Escortens slidte rat, mens man holder i kø i morgentrafikken.
Der er simpelthen ingen spænding i musikken. ‘Red Alert (Boss Metal Zone)’ bøfler derudaf som snart sagt en hvilken som helst anden Clutch-sang nogensinde, og man glemmer nærmest hvilken plade, man hører.
Eller nej, det gør man faktisk ikke, i hvert fald ikke hvis man medregner deres plader fra 2009 og før, for der var der faktisk noget sangskrivning at komme efter. ‘Sunrise on Slaughter Beach’ er nærmere soundtracket til en rockbar, der gør sig umage for at være en sej rockbar.
Små, nye elementer viser sig fra tid til anden, brugen af korsang på 'Mercy Brown' for eksempel, men det bruges ikke rigtig til noget, og selvom sangen brap-brap-rocker og balancerer med Deborah Bond og Frenchie Davies' vokaler, kommer den ikke videre.
Og selv Fallons charmerende vokal kan ikke redde denne plade. Den er simpelthen for fjoget og for lidt og for meget på samme tid. En skam for Clutch. Men nok ikke et problem for de fans, der nok skal drikke bajere og skåle med den skæggede frontperson, næste gang bandet rammer en festival i nærheden.