Copenhell 24: En god dag på kontoret
"Another day, another dollar", syntes Fu Manchu at have tænkt, inden de stak Copenhell et par på skrinet.
"Det her er indbegrebet af stoner!", lød introduktionen til de californiske legender Fu Manchu – og det er ikke helt skævt, omend det er en sandhed med modifikationer, for som alle andre metalgenrer har stonerrock mere end én nuance. Hvis stoner var en legeplads, holder Fu Manchu til i den hårde ende, hvor de store børn ryger fede og smadrer deres rullebrædder rundt på hjemmebyggede ramper, og hvor du får tæv, hvis du ikke passer på. Men legender er de med hele 13 studiealbums på deres mere end 30 år lange bandsamvittighed.
Det var ærlig talt blevet temmelig råkoldt i støvregnen dér foran Pandæmonium, og Fu Manchu havde klogeligt trukket strikhuerne godt ned om ørerne, da de gik på scenen, hvor de først buldrede varmen ind i kroppen med en indledende kakofoni af larm og feedback, inden de kastede sig ud i dagens set.
Rutineret rutine
Der var helt fra starten ingen slinger i valsen, og de garvede herrers mangeårige erfaring fornægtede sig ikke. 'Eatin' Dust' og 'Evil Eye' blev leveret med skaterpunket kant, mens den næstfølgende 'Hands of the Zodiac' fra bandets nye album var en velkomment groovy ørkenbanger. Herefter blev der ellers fyret op for et solidt udpluk af bandets klassiske numre som 'Hell on Wheels', 'King of the Road', 'Saturn III' og 'California Crossing', hvoraf sidstnævnte udløste en imponerende pit blandt publikum. Alt snorlige i skabet med den usvigelige timing, som årtiers sammenspil afføder.
Guitarist/forsanger Scott Hill er den eneste tilbageværende af bandets helt originale besætning, men Brad Davis på bas og Bob Balch på guitar har begge været med siden 90'erne, og den nye dreng i klassen, Scott Reeder, kan snart fejre 25-årsjubilæum bag trommesættet – så det er intet under, at Fu Manchu er så godt sammenspillet, som tilfældet er.
Omvendt kan de mange år som arbejdskammerater i et band, der, let's face it, aldrig har gjort ret meget ud af at tage sin sound i forfriskende nye retninger, godt gå hen og blive lidt hamsterhjuls-trummerum-agtigt. Jeg kunne i al fald ikke lade være med at føle, at Fu Manchus optræden var business as usual, selvom der var god smæk på og ikke en finger at udsætte på leveringen. Det skulle da lige være, at der ikke blev levnet megen plads til sjov og ballade eller snak mellem numrene, og kun en sjælden gang kom der smil over bandets læber. Opgaven var at dele øretæver ud, og det blev der, så betonen rystede.
Fu Manchu havde en dag på kontoret, men trods alt en god en af slagsen.