Devin Townsend i metallisk duet
PopulærAnden del af fireenigheden fra Devin Townsend Project går i en helt anden retning, men holder alligevel den udstukne standard fra indledningen.
2. Universe in a Ball!
3. Bend it like Bender!
4. Supercrush!
5. Hyperdrive!
6. Resolve!
7. Ih-Ah!
8. The Way Home!
9. Numbered!
10. Awake!
Det er pinligt for en stor fan indrømme det, men denne anmelder missede fuldstændigt udgivelsen af Devin Townsends ”Addicted!” tilbage i efteråret, og skulle det gå retfærdigt for sig, burde straffen være overværelsen af en timelang harpekoncert, hvor akkompagnementet udførtes af 2. klasse på ustemte blokfløjter. Men retfærdighedsgudinden har tilsyneladende haft travlt andre steder, og i stedet fik undertegnede fingre i omtalte skive som en slags forsinket julegave.
”Addicted!” er anden del af en fireløber af albums, som canadieren udgiver i løbet af 2009 og 2010 under navnet Devin Townsend Project. Første skud var ”KI”, som denne anmelder havde mere end svært ved at skjule begejstringen over, og de sidste to ”Deconstruction” og ”Ghost” skulle udkomme omkring maj måned.
Tilbage til metallen
Hvor ”KI” viste en meget afdæmpet side af Devin Townsend, lægger denne udgivelse sig i stemning og sangskrivning mere op af hans tidligere soloudgivelser, som ”Biomech” og ”Accelerated Evolution”. Det betyder en slags meget symfonisk heavy metal, der kan være både meget simpel, og til tider langt mere kompleks, eller pludseligt brutal, men hele tiden med en stærk melodisk forbindelse. Og som altid er det på den tekniske side ikke muligt at sætte en finger på noget som helst.
Alligevel skiller ”Addicted” sig meget ud fra de nævnte skiver, blandt andet fordi han denne gang deler vokalpladsen med hollandske Annika Van Giersbergen, som tidligere sang i bandet ”The Gathering”.
Med nye stemmer i velkendt lyd
Det er dog stadig umiskendeligt et Devin Townsend-produkt, og selvom Annika får lov til at fylde meget, bliver sangene primært båret af hans stærke og karismatiske vokal. Men de klæder hinanden på, fordi begge stemmer er meget karakteristiske, og hvor Devin tager sig af de fleste vers, løfter hun storladne omkvæd et helt andet sted hen, end det ville være muligt for ham.
Men vokalerne stjæler heldigvis ikke hele billedet, og den tætte, kaotiske og intense produktion, som kendetegner Townsend, gør dem kun til et instrument blandt mange i et væld af lag i det fyldige lydbillede. Han er stadig en mester ud i at lave de der mure af lyd, der er tæt på at være overlæsset med spor, men som lige netop ikke vælter.