Man bremsede et næsehorn
Populær
Sleep leverede et vanligt pulverisende show, der lå i overlegen forlængelse af gudfædrene i Black Sabbaths aktuelle Copenhell-seance. Men koncerten var ALT for kort.
2. Holy Mountain
3. The Clarity
4. Aquarian
5. From Beyond
6. Dopesmoker (outro)
Mens Matt Pike fortsætter karrieren i High on Fire, og mens Al Cisneros gør det samme i Om, så holder de to løbende det velsagtens definitive stoner/doom-band Sleep i live. Ganske vist uden den oprindelige trommeslager Chris Hakius bag gryderne – han er dog mere end kompetent erstattet af Neurosis’ Jason Roeder, som ville have klædt Black Sabbath i lørdags. Han har forstået, hvordan man lægger tønder til Sabbathske riffs.
Siden Sleep blev "reaktiveret" i 2009, har de kun været forbi Danmark én gang, nemlig i maj 2012, hvor Amager Bio lagde lokale til det, der ellers blev markedsført som et farvel, men trioen har fortsat spillet på en del festivaler og turneret USA ad flere omgange. Sågar udsendte de i 2014 den temmelig vage single 'The Clarity' i forbindelse med Record Store Day. Den lød mere som Om end som Sleep og gav ikke ligefrem anledning til at hungre efter et comebackalbum.
Under alle omstændigheder så markerede riffmester Pike og den firstrengedes betvinger Cisneros' Roskilde-show altså deres første danske i mere end fire år. Og hvad endnu bedre var, så havde arrangørerne denne gang spillet kortene klogt og placeret Sleep som midnatskoncert og ikke som den frygtede åbner af Arena-teltet. Ganske vist i Avalon med den notorisk mudrede lyd, hvorfor det var en behagelig overraskelse, at Roskilde har lyttet til kritikken og givet det forfærdelige telt en ordentlig akustisk overhaling – nu er der både plastgulv og lydforbedrende tæpper i loftet, ja, der er tilmed balkoner, og man har givet scenen et pseudo-amfiteater i Colosseum-stil.
Kampform i amfiteatret
Efter Slayers som forventet stærkt rutineprægede indsats på Arena tidligere på aftenen var det lidt af en lettelse at hoppe i sumpen på Avalon med masser af tonstunge riff. Sleep har ikke så meget materiale at plukke fra, så sætlisten sætter de typisk stadig sammen af materiale fra ‘Holy Mountain’, med stykker af den timelange milesten og mesterværk ‘Dopesmoker’ viklet rundt om. Nul sange fra ‘Volume One’, men de havde næppe heller passet særlig godt ind. På Avalon var de dog kun blevet tildelt præcis en time, så det endte desværre som en stærkt komprimeret, men overlegen seance; som at overvære et næsehorn blive bremset midt en fremtur.
Matt Pike – vanen tro i bar overkrop – og især Cisneros synes at have brugt off-tour-tiden på motion. I hvert fald var de begge i noget bedre kampform i "amfiteatret", og det virkede i hvert fald ikke, som om, de to tager Sleep-karavanen rundt udelukkende for ussel mammons skyld. Fra start, som man blev del af trioens univers – via radiotransmissionen fra månelandingen – kunne man mærke bandets massive lyd, som de sumpede sig (på den gode måde) gennem deres vel nok største "hit", 'Dragonaut', der lagde bastant fra land.
Kriminelt brat afslutning
Som Sleep buldrede igennem det monumentale titelnummer fra 'Holy Mountain', der er monsterriff på monsterriff på monsterriff, og mens hashtågerne steg op under Avalons teltdug, var det umuligt – beruset på den ene eller anden måde eller ej – ikke at lade sig betage af den perverst godt sammenspillede trios respektindgydende indsats. Navnlig fra indpisker Roeder, der bag tønderne gjorde, at man næsten ikke savnede Hakius' signaturspil. Selv førnævnte nye sang 'The Clarity' løftede sig ud af Om-pasticherne fra scenekanten.
Det fortsatte i slæbende stil, som et næsehorn i slowmotion, med 'Aquarian' og 'From Beyond', inden Sleep endelig spillede et uddrag af 'Dopesmoker' for blot at stoppe koncerten efter præcis 59 minutter. Det var en kriminelt brat afslutning, der simpelthen må have skyldtes Roskildes regler, men det gjorde det ikke mindre skandaløst, at det sidste band på scenen ikke fik frie tøjler til at spille deres koncert færdig. Især ikke for et band som Sleep, der mindst skal bruge halvanden time for at komme godt rundt i kataloget.
Efter koncerten blev Devilutions udsendte og de tilbageværende dirigeret ud af teltet af en sikkerhedsvagt, "fordi der skulle ryddes op". Hvor det i sandhed var et plus med den nye indretning af scenen, og hvor lyden var blevet markant bedre end på den "gamle" Avalon, så virker det, som om Roskilde skyder sig selv i foden, hvis man ligefrem skal forkorte koncerter for at "lukke" scenen til tiden. Man bremsede kort sagt et næsehorn, ellers ustoppelige Sleep. I følge Anders Wahrén fra Roskilde Festival skyldtes den bratte afslutning IKKE curfew. Med andre ord dårlig stil fra Sleep at spise os af med en så kort koncert. Tommel nedad...