Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ilter '21: Lørdag

Updated
Lack
_H8A5885
_H8A5986
Indre Krig
lack

På Ilters førstedag opstod der deciderede pits blandt publikum, så det blev spændende at se, om vi alle var håbløst ude af træning, og om det så eventuelt lægger en dæmper på dagens energiniveau. Spoiler alert: folk kan stadig træde dansen.

Kunstner
Titel
Forever Unclean + Beauty Club + Indre Krig + Gabestok + Hiraki + Riverhead
Spillested
Dato
07-08-2021
Fotograf
Martin Goltermann

En rigtig ærgelig start
Det er med ikke uvæsentlige tømmermænd, at jeg sætter mig ind i Intercity-toget for endnu en gang at tage et smut til Odense. De slår dog ikke min venindes, der er løbet tør for strøm og faldet i søvn på sit hotelværelse. Vi får hende dog vækket, men ikke uden en dramatisk kamp med en toiletkumme. Alt i alt betyder det, at jeg misser hele Beauty Clubs koncert. Og det er ærgeligt, for det lader til, at den var rigtig god. Settene er dog også virkelig korte her i starten, hvor Indre Krig som næste band ender med kun at spille i 16 minutter. En særdeles ærgerlighed fordi bandet faktisk havde en rigtig god energi – men måske ikke rigtig nok materiale? En misset mulighed, hvis I spørger mig. Vi ville gerne have hørt mere. Alt i alt altså en ærgerlig start for mig selv og også lidt en ærgerlig start for Indre Krig.
_H8A5823.jpg

Her går det godt. Send flere øl
Jeg skal ikke belemre jer med al for meget fangirling over Forever Uncleans koncert. Men bandet valgte at lægge ud med flere nye sange fra deres kommende album. Det er dog, når bandet stikker hånden ned i posen med tidligere hits, at der rigtig kommer gang i festen. Og på trods af, at bandet nok er det mest melodiske, der booket hele weekenden, så er der masser af nikkende nakker og store grin blandt publikum. 

Grin var der færre af til Gabestok, men det er mest fordi musikken er virkelig bitter. Duoen imponerer med et enormt fyldigt lydbillede, på trods af de altså kun er to musikanter på scenen. Forsanger Fleep holder dampen oppe i det cirka 30 minutter lange set, hvor han med karakteristisk vokal sikkert synger om seriøst ulækre eller voldsomme ting. Men der kan danses til det. Og det er det vigtigste.
_H8A5986.jpg

Ding, ding, ding
Springet fra Gabestok til Hiraki kan næsten ikke være større, men det viser fint festivalens favning. Brooklyn Vegan kalder bandet for “progressive synthpunk”, og den er måske ikke helt dum som beskrivelse. Der er en lille snert af energien fra Enter Shikari, men Hiraki læner sig i højere grad imod metal og mørke, end ES nogensinde har gjort. Det er en pragtpræstation uden lige, og det lader til, at publikum også ser det sådan. Jeg må også have ørepropper i for første gang til Ilter. Der er skruet godt op for de højttalere nu.

Riverhead lå i et par år brak. Jeg så dem varme op for Bad Religion i “førtiderne”, men siden da har de mistet en forsanger. Det har guitarist for Smertegrænsens Toldere Jacob Bredahl dog lavet om på. Bredahl er mest kendt for at være producer, men også for at være mester i brasiliansk jiu-jitsu. Det giver sig også til udtryk i en del krumspring over scenen. Det virker virkelig godt. Jeg håber, at det betyder, at vi endelig kan regne med nyt fra Riverhead i fremtiden.

Sidst men ikke mindst spiller Lack, som jeg kan forstå mange har et kærlighedsforhold til. Det har jeg dog aldrig haft. Hvis du vil læse en anmeldelse fra en ægte fan, kan den findes her. Det er dog til at forstå, at nogen har købt billet udelukkende for at se bandets første koncert i 13 år. Det er dog ikke noget, man kan mærke på bandet, altså de 13 år, selvom det virkelig kunne være gået begge veje. Jeg er ikke sikker på, om jeg ser voksne mænd græde, eller om det bare er sveden i deres ansigter fra at have moshet i det, der vel nærmest ender med at være en lille time. Det er smukt, det er brutalt, det er en ære at have fået lov til at være med til.

Og således ender Ilter, i et alt for varmt rum, med andre menneskers sved på vores tøj, en begyndende tinnitus, en lang togtur foran os og et bevis på, at tingene virkelig er ved at ændre sig tilbage til dengang vi levede frit og sloges til koncerter. Tusind tak, Ilter.