Ilter ‘21: Intim brutalitet

_H8A6320-3-min
_H8A6222-3-min
_H8A6231-3-min
_H8A6200-3-min
_H8A6278-3-min
_H8A6235-3-min
_H8A6365-3-min
_H8A6390-3-min

Lacks gendannelseskoncert på Ilter Festival var mirakuløs. Et orgie i sved, smil og ømme favntag, mens andre kom for smadderen og blev for melodierne.

Kunstner
Spillested
Dato
07-08-2021
Trackliste
Cocky
Indie Kids Wear the Keffiyeh but Can't Spell PLO
Naked Girls
Bombing the Moon
Marathon Man
Falling From the Peak of Truth to the Catastrophe of the Disillusioned
Watchmen
Hund
Primo Levi
Deserters
Solipsist Letter to the World
5 O'Clockin the Evening
Zur Genealogie Des Modernen Menschen
The Only Thing that Can Save Us Is Despair
Fotograf
Martin Goltermann
Karakter
666

Sveddryppende og forpustede står vi et øjeblik under en stille passage og svajer på stedet, mens vi kigger hinanden dybt ind i øjnene. Vi råber hæst i munden på hinanden: “Hvor langt / er tiden gået / siden vi har elsket sidst?” Svaret gives, da ‘Solipsist Letter to the World’ igen eksploderer, og vi tørner sammen i et brutalt favntag, inden vi rives videre rundt i mængden foran scenen: “For mig føles det som en evighed.”

For det gør det, sådan føles det på alle måder, selvom realtiden veksler afhængigt af, hvor man regner fra: Halvandet år siden vi kunne stå i en moshpit? 13 år siden Lack spillede deres sidste koncert? 20 år siden de udgav debuten ‘Blues Moderne: Danois Explosifs’, som sangen og tekststykket kommer fra?

Det er de følelser, der er på spil i aften, hvor Lack er gendannet for at spille den sidste koncert på årets Ilter Festival. Lige inden koncerten har jeg stået og snakket med festivalens kurator, Casper Tornhøj Schärfe, der indrømmede, at han ikke anede, hvad han turde forvente af koncerten. Han vidste ikke, om han skulle komme til at stå op ad muren i sin egen boble og føle det, om han skulle stå i publikum og tage det hele ind, eller om han ville vælte ind i pitten. Svaret bliver givet halvanden sang inde i koncerten, da han kommer væltende ind i mig med et smil over hele ansigtet. De samme smil, der præger alle i publikum, alle fuldkommen målløse over, at de oplever det her én gang til.

Det er den blanding af intimitet og brutalitet, af følelser og kropslighed, der gjorde – og gør, fandme! – Lacks koncerter til noget unikt. Skrøbelighed med swagger. Det er også den, der gør, at de favner så bredt. Som antitesen til mødet under ‘Solipsist Letter to the World’: Nogle minutter forinden står jeg efter den biseksuelle slagsang ‘Deserters’ og tænker over, hvordan dens afsluttende linjer “Look me in the eyes and tell me you don’t want it / My days of patience are over” i en 2021-kontekst med ét virker problematiske. Men til min sidemand, der er lige så afklædt og svedende som mig selv, kommenterer jeg bare, at det er sjovt, hvordan der står sådan en flok dadbods og føler sig sexede igen til en regnbuehymne. Han ser undrende på mig: “Regnbue?”

Der er ikke som sådan noget forkert i ikke at have fanget den dimension af Lack. Det er OK. Nogle af os købte hele pakken og står nu og skråler med på alle ordene med sved og tårer ned ad kinderne, andre kom for smadderen og blev for melodierne.

Som Lack selv gjorde det: Det er svært at komme på noget andet band, der så radikalt og konsekvent har forandret sin stil fra album til album, som Lack gjorde det fra debutens screamo og kaotiske hardcore over den punkrocket pumpende emo på ‘Be There Pulse’ til den vanvittigt dansable indie, de sluttede af med på ‘Saturate Every Atom’. Undervejs tilpassede de sangene fra bagkataloget til den stil, de nu spillede, så de altid passede nogenlunde ind; i aften betyder de 13 års afstand og fraværet af nye sange, de gamle skal spille op mod – i hvert fald indtil videre – at der er en tydeligere rød tråd gennem det hele, end der nogensinde har været før.

Og selvom der er gået 13 år, og der er kommet børn og realkreditlån og depressioner og ekstra kilo og skilsmisser, og hvad vi nu imellem ellers har været igennem, siden Lacks veje skiltes, virker det lige så relevant som dengang at slutte samme sted, hvor vi sluttede den aften på Stengade: Med en hel sal, der råber “All the have to’s / All the must do’s” under ‘Zur Genealogien des Modernen Menschen’.

Det er altid farligt, når ens gamle yndlingsbands beslutter sig for at give det en chance til. Det er nostalgisk,og det er dejligt at høre de gamle sang én gang til, men det er også netop det, det er blevet til: Nostalgi og magelighed. Det ville have været grusomt, hvis Lack var faldet i den samme grøft. At de ikke gjorde det og gav den koncert, de gav, på det tidspunkt, de gav den, efter en evighed, var mirakuløst.